Bog 1, kapitel 6: Uden Guds nåde nærmer viljen sig uretten desto hurtigere, jo ivrigere den spænder sig til handling, fordi den ikke lever til Guds ære

Til denne ugudelighed ville også det folk, som Herren havde udskilt til sig selv fra alle folkene, være gået helt over, hvis han ikke havde stillet sit barmhjertige forsæt foran det for at holde de udvalgte oppe, når de faldt. For Det Gamle Testamentes sider er fulde af beretninger om Israels frafald, så det tydeligt ses, at det altid skyldtes Guds nåde, at ikke hele dette folk faldt fra Herren. Således er den menneskelige natur, der blev fordærvet ved det første menneskes overtrædelse, selv midt i Guds velgerninger, bud og hjælp altid mere tilbøjelig til en dårligere vilje; at blive overladt til den er intet andet end at blive opgivet. Denne vilje er derfor omflakkende, usikker, ustadig, ukyndig, svag til at udrette noget, rask til at vove, blind i sine lyster, opblæst i sine æresposter, ængstelig af bekymringer, urolig af mistanker, mere begærlig efter ære end efter dyd, mere omhyggelig med sit rygte end med sin samvittighed, og gennem al sin erfaring mere ulykkelig ved at nyde det, den har begæret, end ved at undvære det. Den har intet i sine egne kræfter ud over, at den let kommer i fare; for en foranderlig vilje, som ikke styres af den uforanderlige vilje, nærmer sig uretten desto hurtigere, jo ivrigere den spænder sig til handling.

Så længe mennesket altså synes om det, som mishager Gud, er dets vilje sjælelig; for selv om det lever med god vandel, lever det stadig dårligt, hvis det ikke lever til Guds ære. Det er nemlig de frommes særlige og fornemste kendetegn, at de roser sig af Herren og kun elsker sig selv i Gud. De elsker nemlig sig selv ret, som elsker Guds gerninger i sig selv. For også Gud elsker det i os, som han selv har gjort, og hader det, som han ikke har gjort. Hvis vi altså elsker Guds gerning i os, elsker vi med rette den gode vilje i os; den skulle i hvert fald ikke elskes, hvis den ikke var Guds gerning. Men hvilket menneske – medmindre det har en ond vilje – vil ikke elske den gode vilje i sig, som er den himmelske gartners første plantning? For når Sandheden siger: «Enhver plante, som min himmelske Far ikke har plantet, skal rykkes op med rode» (Matt 15,13), så er det klart, at alt det, der ikke skal rykkes op, er plantet af Faderen. Men den gode vilje er den første spire til alle dyder. Støttet til sit ophav hviler den i den evige og uforanderlige vilje, så den i sandhed er åndelig; for «den, der holder sig til Gud, er én ånd med ham» (1 Kor 6,17), idet al handling gennem fællesskabet mellem den, der oplyser, og den, der oplyses, mellem den, der retfærdiggør, og den, der retfærdiggøres, mellem den, der styrer, og den, der er underlagt, henføres til én; og det, der henføres til én, tilhører begge. For hverken kan det, Gud har givet, gøres fremmed for ham, eller det, mennesket har modtaget, gøres fremmed for mennesket.