Bog 1, kapitel 7: Når mennesket vender tilbage til gudsfrygten, skabes der ikke et andet væsen i det, men det samme, som var svækket, genoprettes; og intet tages fra det undtagen lasten, idet den tidligere vilje rettes

Her synes vi at måtte drøfte, om det, når et menneske begynder at have en god vilje, er den samme vilje, som var i det, der bliver rettet, eller om det får en anden vilje, som det ikke havde, og som står i modsætning til den tidligere. For at det kan ses tydeligere, skal vi ikke vige tilbage for at undersøge det grundigere. Vi blev alle skabt uden fejl i det første menneske, og vi mistede alle vores naturs uskadthed ved det samme menneskes overtrædelse. Derfra kommer dødeligheden, derfra legemets og sjælens mangfoldige fordærv; derfra uvidenhed og besvær, unyttige bekymringer, utilladelige lyster, gudsbespottelige vildfarelser, tom frygt, skadelig kærlighed, uretfærdig glæde, planer, man må angre, og en mængde elendigheder, der ikke er mindre end mængden af forbrydelser. Da disse og andre onder altså brød ind i den menneskelige natur, og troen var tabt, håbet opgivet, forstanden forblindet og viljen fanget, fandt ingen i sig selv noget, hvorved han kunne genoprettes. For selv om der var nogen, der med sin naturlige forstand prøvede at kæmpe imod lasterne, så smykkede han kun dette timelige liv uden frugt og kom ikke videre til de sande dyder og den evige salighed. For uden dyrkelsen af den sande Gud er også det, der ser ud til at være dyd, synd, og ingen kan behage Gud uden Gud. Men hvem behager den, der ikke behager Gud, andre end sig selv og Djævelen? Da mennesket blev plyndret af Djævelen, blev det ikke berøvet viljen, men viljens sundhed; for det kunne heller ikke være blevet stødt ud af uskyldighedens stand, hvis det ikke havde syndet med vilje. Den natur, der var god, blev altså ond i sin beskaffenhed; og sjælens bevægelse, som aldrig kan være uden en eller anden kærlighed, det vil sige uden en eller anden vilje, mistede ikke sin stræben, men skiftede sin hengivelse, idet den med begær tog imod det, som den burde have afvist med sin dømmekraft. Når mennesket altså vender tilbage til gudsfrygten – det menneske, om hvem der netop derfor er sagt: «en ånd, der går bort og ikke vender tilbage» (Sl 78,39), fordi det ikke ville vende tilbage, hvis Gud ikke omvendte det – når det bliver et nyt værk og en ny skabning, så skabes der ikke et andet væsen i det, men det samme, som var svækket, genoprettes; og intet tages fra det undtagen lasten, som naturen ikke havde.