Bog 1, kapitel 10: Skriften taler om de udvalgte og de forkastede i samme folk, som om de var de samme

Efter denne regel giver Guds ord et løfte ved Esajas, når det siger: «Jeg vil føre de blinde ad en vej, de ikke kender, og de skal træde stier, de ikke kender. Jeg vil gøre mørket foran dem til lys og det krogede til lige. Dette vil jeg gøre, og jeg vil ikke forlade dem» (Es 42,16). Men det, der følger: «Men de selv vendte sig tilbage» (Es 42,17), skal henføres til en bestemt del af deres slægt, ikke til dem, om hvem han siger: «Jeg vil ikke forlade dem.» Igen siger Herren til Jakob: «Frygt ikke, for jeg er med dig. Fra øst vil jeg føre dit afkom hjem, og fra vest vil jeg samle dig. Jeg vil sige til nord: Før dem frem! og til syd: Hold ikke tilbage! Før mine sønner frem fra det fjerne land og mine døtre fra jordens ende, alle dem, som er kaldt med mit navn. For til min ære har jeg beredt ham, jeg har formet og skabt ham» (Es 43,5–7). Men det, der følger: «Og jeg førte et blindt folk frem, deres øjne er blinde, og de har døve ører» (Es 43,8), kan på ingen måde passe på dem, som han siger, at han har beredt til sin ære. I alle disse ord, der siges om én slægt af mennesker, passer det første nemlig på nogle personer og det sidste på andre. Også hos apostlen fortælles det, der sker med en del af folket, under navnet på hele folket, og fylden regnes i resten. For da han talte om jødernes forblindelse og viste, at nogle af dem blev frelst af nåde, siger han: «Jeg spørger da: Har Gud forkastet sit folk? Slet ikke. For også jeg er en israelit, af Abrahams slægt, Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han forud har kendt» (Rom 11,1–2).

Det forud kendte folk, det folk, der ikke er forkastet, er altså dem, der er blevet retfærdiggjort i Kristus. Og det, der ser ud til at blive sagt om hele Israel, viser sig kun at gælde dem, som nådens udvælgelse har gjort til en rest for sig selv, sådan som fortsættelsen af apostlens tale fortæller. Han føjer nemlig til og siger: «Eller ved I ikke, hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han anråber Gud imod Israel? Herre, dine profeter har de dræbt, dine altre har de revet ned, og jeg er blevet alene tilbage, og de stræber efter at tage mit liv. Men hvad siger gudsordet til ham? Jeg har ladet syv tusinde mænd blive tilbage, som ikke har bøjet knæ for Baal. På samme måde», siger han, «er der da også i denne tid en rest på grund af en nådesudvælgelse. Men når det er på grund af nåde, er det ikke mere på grund af gerninger, ellers er nåden ikke mere nåde» (Rom 11,2–6). Hele Israel er altså ikke forkastet, og hele Israel er ikke udvalgt. En del er vendt bort ved en selvvalgt blindhed, en del har den ufortjente oplysning bevaret for sig selv. Og alligevel tales der sådan om dem, at der ikke ser ud til at være gjort nogen forskel i den samlede slægt mellem dem, der går fortabt, og dem, der bliver frelst. For når man læser: «Ifølge evangeliet er de fjender for jeres skyld, men ifølge udvælgelsen er de elskede for fædrenes skyld» (Rom 11,28), så lyder udtrykket, som om han kalder de samme elskede, som han har kaldt fjender. Men dette mørke har apostlen selv fjernet ved at sige: «En delvis forhærdelse er kommet over Israel» (Rom 11,25). Sådan skulle vi forstå, at én slægt er delt i to slags, og at «hvert menneske», «hele fylden» og «hele Israel» ikke altid skal henføres til helheden, men ofte til en del. Luthersk note: Også her henføres Skriftens «alle» til de udvalgte. Efter luthersk lære gælder Guds nådige vilje og evangeliets kald alvorligt alle mennesker (Konkordieformlen XI).