Bog 1, kapitel 9: Når Skriften taler om de gode eller de onde, om de udvalgte eller de forkastede, nævner den den ene del, som om den ikke udelod et eneste menneske

Når denne tro altså står fast i vores hjerter og er urokkeligt grundlagt – den tro, hvormed vi til vores store frelse tror, at alt godt, og især det, der fører frem til det evige liv, fås ved Guds gave, øges ved Guds gave og bevares ved Guds gave – så mener jeg ikke, at et fromt sind bør lade sig forvirre af det spørgsmål, der opstår om, hvorvidt alle mennesker omvender sig eller ikke alle – hvis vi da ikke formørker det, der er klart, med det, der er skjult, og bliver lukket ude fra det, der står åbent, mens vi frækt bliver ved med at banke på det, der er lukket. Det må jo være nok for os at vandre videre ad den vej, vi er nået frem ad. For hvad er der mærkeligt i, at nogle ikke når frem til livets sakramenter, når så mange, der så ud til at være kommet, går bort igen? Om dem siges der: «De er udgået fra os, men de tilhørte os ikke, for hvis de havde tilhørt os, ville de være blevet hos os» (1 Joh 2,19). Dem ligner de, som hævder at kende Gud, men fornægter ham ved deres gerninger (Tit 1,16). For selv om der står skrevet: «Enhver, som påkalder Herrens navn, vil blive frelst» (Rom 10,13), siger Herren dog om nogle: «Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget, men den, som gør min Fars vilje, han som er i himlene, han skal komme ind i Himmeriget» (Matt 7,21), og: «Mange skal sige til mig på den dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke udført mange magtgerninger i dit navn? Og da vil jeg sige til dem: Jeg har aldrig kendt jer. Gå bort fra mig, I som øver uret» (Matt 7,22–23). Sådanne påkalder ikke Herrens navn, for de har ikke barneforholdets Ånd, ved hvem vi råber: Abba, Far (Rom 8,15). Men ingen kan sige: «Jesus er Herre», uden ved Helligånden (1 Kor 12,3), og: «Alle dem, der føres af Guds Ånd, er Guds børn» (Rom 8,14). De, der kommer til Gud ved Gud, og som vil frelses, bliver helt sikkert frelst; for selve længslen efter frelsen undfanger de ved Guds indskydelse, og ved lyset fra ham, der kalder, kommer de til erkendelse af sandheden. De er nemlig løftets børn, troens løn, Abrahams åndelige afkom, en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab (1 Pet 2,9), forud kendt og forud bestemt til det evige liv, sådan som Helligånden vidner ved profeten Jeremias, når han siger: «Se, der kommer dage, siger Herren, da vil jeg slutte en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Egyptens land; for de blev ikke i min pagt, og jeg lod dem fare, siger Herren. For dette er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus efter de dage, siger Herren: Jeg vil give mine love i deres sind og skrive dem i deres hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Og de skal ikke længere belære hinanden, hver sin næste og hver sin bror, og sige: Kend Herren! For de skal alle kende mig, fra den mindste til den største af dem; for jeg vil være nådig mod deres misgerninger og ikke længere huske deres synder. Og jeg vil give dem en anden vej og et andet hjerte, så de frygter mig alle dage, til gavn for dem selv og for deres børn efter dem; og jeg vil slutte en evig pagt med dem, som jeg ikke vil vende bort fra efter dem; og jeg vil give min frygt i deres hjerte, så de ikke viger fra mig, og jeg vil se til dem for at gøre dem gode» (Jer 31,31–34; 32,39–41). Ved Esajas forudsiger Herren også det samme om sin nåde, hvorved han gør en ny skabning ud af alle mennesker. Han siger: «Se, jeg gør noget nyt, som nu skal spire frem, og I skal kende det; jeg vil lave en vej i ørkenen og floder i det tørre land. Markens dyr skal prise mig, sirener og strudsenes unger, fordi jeg har givet vand i ørkenen og floder i det tørre land, så mit udvalgte folk kan drikke, mit folk, som jeg har vundet mig, for at de skal fortælle om mine storværker» (Es 43,19–21). Og igen: «Ved mig selv sværger jeg: Retfærdighed skal udgå af min mund, og mine ord skal ikke vendes tilbage; for for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud» (Es 45,23). Er det altså umuligt, at dette ikke sker – for Guds forudviden er ikke usikker, hans råd er ikke foranderligt, hans vilje er ikke virkningsløs, og hans løfte er ikke falsk – så bliver alle de mennesker, om hvem dette er forudsagt, frelst uden en eneste undtagelse. For han giver sine love i deres sind og skriver dem med sin finger i deres hjerter, så de får kendskab til Gud, ikke gennem menneskelig undervisning, men ved den højeste lærers undervisning. For hverken den, som planter, eller den, som vander, er noget, men det er Gud, som giver væksten (1 Kor 3,7). Alle disse kender Gud, fra den mindste til den største; for de har hørt og lært af Faderen for at komme til Kristus. Alle bliver de ført ud af vildfarelsen og ledt ind på livets vej; alle får de et forvandlet hjerte og får givet at tænke ret og ville ret; i alle bliver den frygt plantet, hvorved de bliver oplært i Guds bud. Der bliver lavet en vej i ørkenen, og det tørre land bliver vandet af floder (Es 43,19), så de, der før ikke åbnede munden for at bekende Gud, men ligesom stumme og fornuftløse dyr var sunket ned i vilddyrenes råhed, nu renset ved de guddommelige ords kilder kan velsigne og prise Gud og fortælle om storværkerne og undrene i barmhjertigheden hos ham, som har udvalgt dem, antaget dem som sine børn og gjort dem til arvinger af den nye pagt. Men når ingen, som apostlen siger, sætter et menneskes retsgyldige testamente til side eller føjer noget til det (Gal 3,15), hvordan kan det så ske, at Guds løfte på noget punkt bliver opløst?

Det står fast og bliver opfyldt hver dag, som Herren lovede Abraham uden betingelse og skænkede ham uden loven. For selv om nogle af dem, for hvem dette blev forkyndt, ikke troede, har deres vantro ikke gjort Guds troskab til intet. For Gud er sandfærdig, men ethvert menneske er en løgner (Rom 3,3–4). Og de, der ikke ville tro, da de havde hørt evangeliet, er rigtignok blevet endnu mere uden undskyldning, end hvis de aldrig havde hørt sandheden forkyndt. Men det er sikkert, at de for Guds forudviden ikke var Abrahams børn og ikke blev regnet med blandt dem, om hvem der er sagt: «I dit afkom skal alle jordens stammer velsignes» (1 Mos 26,4; 28,14). For han lovede, at de skulle komme til tro, da han sagde: «Og de skal ikke længere belære hinanden, hver sin næste og hver sin bror, og sige: Kend Herren! For de skal alle kende mig, fra den mindste til den største af dem» (Jer 31,34). Han lovede, at de skulle forsones, da han sagde: «Jeg vil være nådig mod deres misgerninger og ikke længere huske deres synder» (sst.). Han lovede, at de skulle blive lydige, da han sagde: «Jeg vil give dem en anden vej og et andet hjerte, så de frygter mig alle dage» (Jer 32,39). Han lovede, at de skulle holde ud, da han sagde: «Jeg vil give min frygt i deres hjerte, så de ikke viger fra mig, og jeg vil se til dem for at gøre dem gode» (Jer 32,40–41). Og endelig lovede han dem alle uden en eneste undtagelse, da han sagde: «Ved mig selv sværger jeg: Retfærdighed skal udgå af min mund, og mine ord skal ikke vendes tilbage; for for mig skal hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal bekende Gud» (Es 45,23). Hvis vi her siger, at det, Gud har svoret skal ske, ikke sker, så tillægger vi Gud falskhed – det være langt fra os – og sandheden løgn. Men hvis Guds ord, sådan som fromheden og troen overbeviser os om, ikke slår fejl, og det, han har besluttet, sker fuldt ud, hvordan skal vi så kunne se, at hans sandfærdige løfte står fast, når mange tusinder af mennesker stadig tjener dæmonerne og bøjer knæ for afguderne? Det kan vi kun, hvis vi forstår, at sådanne udsagn fra Gud er givet ud fra hans uforanderlige viden, hvori hele menneskeheden allerede er delt hos ham, og at han, når han taler om de gode eller om de onde, nævner den ene del, som om han ikke udelod et eneste menneske. For når apostlen siger: «Det gamle er forbi, se, alt er blevet nyt» (2 Kor 5,17), ser det så ikke ud til, at han har sagt, at alle mennesker er blevet fornyet? Eller når han siger: «For Gud besluttede, at hele fylden skulle bo i ham, og ved ham at forsone alt med sig» (Kol 1,19–20), taler han så ikke, som om han ville have det forstået sådan, at ingen er udelukket fra denne forsoning? Eller når han siger: «I disse sidste dage har han talt til os ved Sønnen, som han har indsat som arving til alt» (Hebr 1,2), lyder sætningen så ikke ligefrem, som om alle mennesker af Faderen er overdraget til Kristus som hans arv, efter Davids profeti, hvor han siger: «Bed mig, så giver jeg dig folkene som din arv og jordens ender som din ejendom» (Sl 2,8)? Og når Herren siger: «Når jeg bliver løftet op fra jorden, vil jeg drage alle til mig» (Joh 12,32), ser det så ikke ud til, at alles omvendelse er lovet? Eller når der profeteres om kirken: «Hver dal skal fyldes, og hvert bjerg og hver høj skal sænkes, det krogede skal blive lige og det ujævne til jævne veje» (Es 40,4), ser det så ud til, at et eneste menneske er udeladt, som der ikke er tænkt på, når det siges, at de skal underlægges Kristus? Hvad med, når der siges: «Og alt kød skal komme for mit åsyn for at tilbede i Jerusalem, siger Herren» (Es 66,23)? Eller dette: «Og det skal ske i de dage, at jeg vil udgyde af min Ånd over alt kød» (Joel 3,1)? Eller dette: «Herren løfter alle, der falder, og rejser alle, der er bøjet ned» (Sl 145,14)? Er det ikke sagt, som om ingen er skilt ud fra denne Guds gave?

Guds folk har altså sin fylde. Og selv om en stor del af menneskene enten afviser eller forsømmer den nåde, der frelser, så regnes der dog i de udvalgte og forud kendte, som er skilt ud fra alle mennesker i almindelighed, med en særlig helhed, så det ser ud, som om hele verden er befriet ud af hele verden, og alle mennesker er taget op ud af alle mennesker. På samme måde indretter Skriften også sin tale, når den taler om de ugudelige, så det, der siges om en del, ser ud til at angå alle mennesker. Sådan er det, som Johannes Døberen siger: «Den, som kommer fra himlen, er over alle. Hvad han har set og hørt, vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd» (Joh 3,31–32). Eller dette ord af apostlen: «Alle søger deres eget, ikke det, som hører Jesus Kristus til» (Fil 2,21). Eller det, som Davids salme synger: «Herren skuede ned fra himlen på menneskenes børn for at se, om der var en forstandig, en, der søgte Gud. Alle er veget bort, alle er de blevet unyttige; der er ingen, der gør godt, ikke en eneste» (Sl 14,2–3). Ved disse og andre vidnesbyrd, som de, der søger, kan finde i langt større tal, bliver det altså uden tvivl vist, at både hele jorden nogle gange nævnes i stedet for en del af jorden, hele verden i stedet for en del af verden og alle mennesker i stedet for en del af menneskene. Alligevel gør Skriften som regel hurtigt opmærksom på forskellen mellem dem, så læserens forståelse ledes bort fra betegnelsen for helheden og hen til den del, som man skal forstå. Sådan er det, når apostlen siger: «Vi forkynder Jesus Kristus som korsfæstet, for jøder et anstød og for hedninger en tåbelighed, men for de kaldede selv, både jøder og grækere, Kristus som Guds kraft og Guds visdom» (1 Kor 1,23–24). Er Kristus da en kraft for de samme, for hvem han er et anstød, eller en visdom for de samme, for hvem han er en tåbelighed? Men fordi nogle af dem blev retfærdiggjort ved troen, mens andre blev forhærdet ved deres ugudelighed, skelnede han inden for den ene slægt mellem troende og ikke-troende ved betegnelsen «de kaldede». Sådan ville han vise, at de, som han betegnede som fremmede for troen, også stod uden for kaldelsen, selv om de havde hørt evangeliet. Luthersk note: Prosper læser her de universelle skriftsteder (bl.a. Kol 1,20 og Joh 12,32) om de udvalgte, i hvem løfterne fuldbyrdes, og kalder de vantro, der har hørt evangeliet, «fremmede for kaldelsen». Efter luthersk lære er Kristi forsoning sket for alle, og evangeliets kald er Guds alvorlige kald til alle, der hører det; at nogle ikke frelses, skyldes deres egen modstand mod Ordet, ikke at kaldet ikke gjaldt dem (Konkordieformlen XI).