Bog 1, kapitel 11: Skriften taler om mennesker fra forskellige tider, som om de var én og samme tids slægt

Blandt disse talemåder må vi også lægge mærke til den udtryksmåde i Skrifterne, hvor det, der angår mennesker fra forskellige tider, fremstilles, som om der var tale om én slægt fra én og samme tid. Sådan er det, når den hellige apostel Peter skriver til folkene i sin egen og i den kommende tid og siger: «Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skulle forkynde hans storværker, han som kaldte jer ud af mørket til sit forunderlige lys; I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I, som før ikke var blevet vist barmhjertighed, men nu er blevet vist barmhjertighed» (1 Pet 2,9–10). Levede de mennesker, som Gud i de svundne slægtled alle sammen havde ladet gå deres egne veje (ApG 14,16), da stadig, da dette blev forkyndt? Og blev de samme mennesker, som før var overgivet til deres egne lyster, nu kaldt ud af mørket til det forunderlige lys? Var de ikke allerede gået til grunde i deres uvidenhed, var de ikke længere i denne verden, og havde de, der for længst var døde, ikke længere nogen vej tilbage fra vildfarelsen til sandheden? Og alligevel har den almindelige talemåde omtalt det, som nåden efter mange århundreder virkede i de ugudeliges efterkommere, sådan at det ser ud, som om de samme, der før var blevet forladt, nu bliver udvalgt. Men dette angår ikke de samme mennesker, men mennesker af samme slægt; og den kaldelse, der lyste op nær verdens ende, går ikke tilbage til den tid, der er forbi. Sådan er de, om hvem og til hvem dette siges, på en måde de samme og ikke de samme: på ét punkt bliver det særlige ikke skilt fra det almindelige, på et andet punkt bliver det skilt fra det fælles.