📚 Om alle folkeslags kaldelse · Prosper af Aquitanien, ca. 450
Bog 1, kapitel 12: Apostlens ord «Han vil, at alle mennesker skal frelses» skal forstås om mennesker af enhver slags
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Men når de, der elsker ondsindede stridigheder, læser eller hører dette, vil de sige, at vi med den slags overvejelser modsiger apostlen, som slår fast, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4). Dette lille stykke af apostlens ord tager vi imod så helt og fuldt, at vi ikke tager noget fra det af det, der går forud eller følger efter, og som hører til det. For – for at lade Guds ords øvrige vidnesbyrd ligge – dette sted er nok både til at gøre det, de ondsindet indvender, til intet, og til at forsvare det, de ugudeligt benægter. Apostlen Paulus skriver nemlig til Timotheus: «Jeg formaner da først af alt til bønner, påkaldelser og taksigelser for alle mennesker, for konger og alle i høje stillinger, for at vi kan leve et fredeligt og stille liv i al gudsfrygt og renhed. For dette er godt og værdsat af Gud, vores frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle» (1 Tim 2,1–6).
Lad os derfor, for at vi ikke på egen hånd skal vandre af sted til en anden forståelse af denne regel i apostlens lære, som hele den almindelige kirke er opdraget i, spørge, hvad den almindelige kirke selv mener. For der kan ikke være nogen tvivl om et bud, når lydigheden stemmer overens i iveren. Apostlen – ja, gennem apostlen Herren, som talte i apostlen – har altså påbudt, at der skal bedes bønner, påkaldelser og taksigelser for alle mennesker, for konger og for dem, der er i høje stillinger. Denne bønnens lov holder alle præster og alle troende så enigt fast ved i deres fromhed, at der ikke er nogen del af verden, hvor de kristne folk ikke holder bønner af denne art. Overalt beder kirken altså Gud, ikke kun for de hellige og for dem, der allerede er genfødt i Kristus, men også for alle vantro og fjender af Kristi kors, for alle, der dyrker afguder, for alle, der forfølger Kristus i hans lemmer, for jøderne, hvis blindhed evangeliets lys ikke skinner for, og for kættere og skismatikere, som står fremmede over for troens og kærlighedens enhed. Men hvad beder den om for dem, andet end at de skal forlade deres vildfarelser og vende om til Gud, tage imod troen, tage imod kærligheden, og at de, befriet fra uvidenhedens mørke, skal komme til erkendelse af sandheden? Og fordi de ikke selv kan give sig dette – de er trykket ned af den onde vanes tyngde og bundet af Djævelens lænker, og de kan ikke overvinde deres egne selvbedrag, som de har holdt så stædigt fast ved, at de elsker løgnen lige så meget, som sandheden burde elskes – vil den barmhjertige og retfærdige Herre, at der bedes til ham for alle mennesker, for at vi, når vi ser utallige blive revet ud af så dybe onder, ikke skal tvivle på, at Gud har givet det, som han blev bedt om at give, og for at vi, mens vi takker for dem, der er blevet frelst, også skal håbe, at de, der endnu ikke er oplyst, ved den samme guddommelige nådes værk vil blive revet ud af mørkets magt og flyttet ind i Guds rige, før de går bort fra dette liv.
Om alle folkeslags kaldelse (Prosper af Aquitanien, ca. 450) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: De vocatione omnium gentium, latinsk tekst efter Migne, Patrologia Latina 51 (public domain), rettet for OCR-fejl. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.