Bog 1, kapitel 13: Dybden i den hemmelighed, at Guds frelsende nåde går nogle forbi, som kirken beder for, kan ikke åbenbares for os i dette liv

Men hvis den frelsende nåde går nogle forbi, sådan som vi ser det ske, og kirkens bøn for dem ikke er blevet hørt, så må det henføres til Guds retfærdigheds skjulte domme, og vi må erkende, at dybden i denne hemmelighed ikke kan åbenbares for os i dette liv. Luthersk note: Prosper forklarer her med Guds skjulte dom, at nåden går nogle forbi. Luthersk lære siger, at Gud ikke vil, at noget menneske skal fortabes, og at fortabelsen ikke har sin årsag i Gud, men i menneskets synd og modstand mod Ordet; hvorfor nogle forhærdes, skal vi ikke granske, men holde os til evangeliets løfte (Konkordieformlen XI). For vi erkender delvist, og vi profeterer delvist (1 Kor 13,9), og vi ser nu gennem et spejl, i en gåde (1 Kor 13,12). Vi er heller ikke visere eller mere vidende end den salige apostel. Da han talte om nådens magt og trådte ind i de store hemmeligheders lønkammer, måtte han give op over for det, som det var umuligt at udsige. For da han havde sagt: «For jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, for at I ikke skal være kloge i jer selv: En delvis forblindelse er kommet over Israel, indtil fylden af hedningerne er gået ind, og så vil hele Israel blive frelst, som der står skrevet (Es 59,20): Fra Zion skal han komme, som befrier og fjerner ugudeligheder fra Jakob, og dette er min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort. Ifølge evangeliet er de fjender for jeres skyld, men ifølge udvælgelsen er de elskede for fædrenes skyld. For Guds nådegaver og kald fortrydes ikke. For ligesom I engang ikke troede på Gud, men nu er blevet vist barmhjertighed på grund af deres vantro, sådan har også de nu ikke troet på den barmhjertighed, I har fået, for at også de skal blive vist barmhjertighed. For Gud har indesluttet alt under vantro for at vise alle barmhjertighed» (Rom 11,25–32) – da han altså i en slags henrykkelse havde udøst disse hemmeligheder i Guds gerninger, som rager op over den menneskelige forstands mål, lod han hele sin udredning gå over i forundring. Og fuld af beundring over det, han havde fremført, udbrød han: «O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For hvem har kendt Herrens tanker, eller hvem har været hans rådgiver? Eller hvem har først givet ham noget, så han skal have gengæld? For fra ham og ved ham og i ham er alt. Ham være æren i evighed. Amen» (Rom 11,33–36). Det, læreren først havde slået fast, åbnede nemlig for mange slags spørgsmål, så man kunne spørge, hvad grunden er til, at Guds nåde har været så forskellig gennem så mange folk og tider. Hvorfor blev alle folkene i de tidligere tider overladt til at gå deres egne veje (ApG 14,16), med undtagelse af Israel alene, som blev undervist ved Guds ord og udvalgt til erkendelse af sandheden – og hvis vantro til sidst gav plads til, at hedningefolkene blev frelst? Som om Guds barmhjertighed ikke kunne vise sig for de andre folk, hvis det ene folk blev ved i sin slægts tro! Og hvorfor bliver netop de, hvis tilbagegang er hedningernes frelse (Rom 11,12), ikke befriet fra deres forblindelse, før fylden af hedningerne går ind? Som om de ikke kunne oplyses sammen med alle, de som alle skal frelses, når alle folkene er blevet taget til børn! Eller hvordan skal hele Israel frelses, når forblindelsen er fjernet, når en utallig mængde af dem går til grunde i deres vantro og ikke når frem til de tider, der er lovet dem, der skal frelses? Eller hvordan kan man sige, at fylden af selve hedningefolkene, som tidligere ikke blev kaldet, nu går ind, når så mange tusinder af mennesker i alle aldre og stillinger blandt alle folkene under himlen dør uden Kristi retfærdiggørelse? Men den fromme og lærde lærer ville hellere hænge årsagerne til disse hemmeligheder og domme op på dybet af Guds visdoms og kundskabs rigdom end med en dristig granskning at rode i den mest retfærdige sandheds og den mest barmhjertige godheds hemmelighed, som er unddraget den menneskelige erkendelse. Han udelod intet af det, som man ikke må være uvidende om, og rørte intet af det, som man ikke må vide.