Bog 1, kapitel 16: At af ligestillede små børn nogle går herfra til det evige liv og andre til den evige død, før de har brugt forstanden, viser, hvor uransagelige Guds domme er

Se også på hele mængden af små børn. Hos dem kan der – bortset fra den skyld, som menneskeslægten fødes til fordømmelse med – hverken regnes med tidligere eller fremtidige fortjenester. For alle de børn, vi nu taler om, går bort før enhver brug af forstanden og før viljens frie valg: nogle genfødte til den evige salighed, andre uden at være genfødt til den evindelige elendighed. Luthersk note: Prosper regner her med, at udøbte børn er fortabte. Luthersk lære holder fast ved, at også de små børn er født med arvesynd og har brug for dåben, og at dåben er nødvendig til frelse (CA II og IX; Apologien IX), men bekendelsen siger ikke, at børn, der dør udøbt, er fortabte; Luther befaler dem til Guds barmhjertighed, for Gud har bundet os, men ikke sig selv, til dåben. Hvorfor nogle frelses og andre ikke, skal vi ikke granske i Guds skjulte dom (Konkordieformlen XI). Bekender du arvesynden, så er hele antallet under skyld; søger du den moralske uskyld, så er de alle sammen uden last. Den menneskelige retfærdighed finder intet at skelne efter, men Guds uudsigelige nåde har noget, den kan udvælge. Rådslutningen er skjult, men gaven er ikke skjult; godheden viser gerningen, magten tilslører årsagen. Men det, der ikke ses, er lige så utvivlsomt som det, der ses; for over for ophavsmanden til en åbenbar gerning kan man ikke nægte at bekende hans retfærdighed, heller ikke når den er ukendt.