Bog 1, kapitel 17: Af de ugudelige, der omvender sig til sidst og bliver frelst, ses både, at nåden gives uden fortjenester, og at Guds dom er uransagelig

Og hvis du også retter dit sinds blik mod dem, der har levet et langt liv i skændsler og forbrydelser og først ved selve livets slutning bliver fornyet ved Kristi dåbs sakramente og uden støtte af nogen gode gerninger bliver flyttet ind i fællesskabet i Himmeriget – hvordan vil du så forstå Guds dom? Kun sådan, at du uden tvivl erkender, at Guds gaver er givet af nåde, og at ligesom ingen forbrydelser er så afskyelige, at de kan holde nådens gave borte, sådan kan der heller ikke findes gerninger så fremragende, at det, der gives gratis, skulle tilkomme dem som løn efter en dom over fortjenesten. For forløsningen ved Kristi blod ville blive ringeagtet, og de menneskelige gerningers forrang ville ikke bøje sig for Guds barmhjertighed, hvis den retfærdiggørelse, der sker af nåde, tilkom foregående fortjenester, så den ikke var giverens gave, men den arbejdendes løn. Og hvordan skulle man kunne bevise, at ingen anstrengelse slår til for at gøre arvesynden til intet, hvis ikke også ugudelige og forbrydere blev taget op i riget gennem Kristi bad, og hvis ikke de, der roser sig af deres egen retfærdighed, erkendte, at de intet kan gøre, som er barnekåret som Guds børn værd, hvis de ikke når frem til genfødslens sakramente? De er nemlig bundet af det samme vilkår som de værste syndere: lige i helliggørelsen, hvis genfødslen kommer til, og fortabt sammen med dem, hvis afvaskningen udebliver. Når nåden altså selv blandt de mest onde ved livets slutning finder nogle, den kan tage til børn, mens mange, også af dem, der synes mindre skyldige, står uden for denne gave – hvem vil da sige, at dette sker uden Guds styrelse eller bliver besluttet uden en dyb retfærdighed? Det er bestemt ikke uretfærdigt, fordi det er skjult; det er retfærdigt, fordi der ikke er tvivl om, at det er Guds dom. Luthersk note: Også her henføres det, at nogle frelses og andre ikke, til Guds skjulte dom. Efter luthersk lære er grunden til, at mennesker går fortabt, ikke Guds vilje, men deres egen synd og vantro (Konkordieformlen XI). For hvilken dom der skal fældes i det, der afhænger af hans afgørelse, er uvist, før der dømmes; men når sagen er kommet til sin ende, står det ingen frit for at klage over udfaldet, for det er helt sikkert, at Gud ikke burde have handlet anderledes, end han har gjort. Han har også slået fast, at de mange forskellige måder at kalde på hører til én og samme nåde, med den regel i evangeliets lignelse, hvor han viser en husbond, der på forskellige tidspunkter lejer arbejdere til vingården for en aftalt denar (Matt 20,1–16) [hvormed det evige livs lighed betegnes]. Her viser de, der blev sendt ind i vingården ved den ellevte time og stillet lige med arbejderne fra hele dagen, uden tvivl i forvejen skæbnen for dem, vi nu taler om. Dem lønner Guds mildhed, når dagen hælder og livet slutter, for at fremhæve nådens fortrin – ikke ved at betale dem for deres arbejde, men ved at udøse sin godheds rigdom over dem, som han har udvalgt uden gerninger. Sådan skal også de, der har svedt i stort arbejde og ikke fik mere end de sidste, forstå, at de har fået nådens gave og ikke gerningernes løn. Hvis derfor også vi murrer mod husbonden, fordi de, der blev kaldet sidst, bliver stillet lige med arbejderne fra hele dagen, og mange gerninger ikke fortjener mere end næsten ingen, så skal der siges til os det, som blev svaret en af dem: «Ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag dit og gå. Men jeg vil give denne sidste det samme som dig. Eller er det ikke tilladt mig at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?» (Matt 20,13–15). For denne bagtaler syntes denne gavmildhed helt sikkert uretfærdig. Og hvilken undervisning fik han? Hvilken begrundelse fik han? Retfærdigheden i denne husholdning blev ikke åbenbaret for ham, og han blev ikke lukket ind til at se den skjulte hemmelighed. Men for at han skulle holde sig fra at granske Guds domme, blev den barmhjertiges godhed og den villendes magt stillet op over for ham – som om det også blev sagt til ham af apostlen: «O menneske, hvem er du, som svarer Gud igen? Kan det formede sige til den, der formede det: Hvorfor har du gjort mig sådan?» (Rom 9,20).