Bog 1, kapitel 15: At en del af menneskene bliver befriet, kan ikke tilskrives viljens fortjenester, som om nåden havde udvalgt de gode og gået de onde forbi

En del af menneskene bliver befriet, mens en del går fortabt. Og hvis vi ville tilskrive dette viljens fortjenester, så det ser ud, som om nåden har ladet de onde ligge og udvalgt de gode, så vil de utallige folk stå imod os, for hvem ingen forkyndelse af den himmelske lære har lyst gennem så mange tidsaldre. Vi kan heller ikke sige, at deres efterkommere var bedre, de om hvem der står skrevet: «Det folk af hedninger, som sad i mørket, har set et stort lys, og over dem, der sad i mørke og dødsskygge, er der opgået et lys» (Es 9,1). Og til dem siger apostlen Peter: «Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans storværker, han som kaldte jer ud af mørket til sit så forunderlige lys; I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk; I, som han før ikke forbarmede sig over, men som han nu forbarmer sig over» (1 Pet 2,9–10). Det, som de ældre ikke fortjente, gives altså ikke de yngre på grund af deres fortjenester. For den samme ugudelighed anklagede både fædrene og børnene, og den samme uvidenhedens blindhed styrtede dem alle sammen ned i de samme vildfarelser. Men hvorfor Gud ikke forbarmede sig over hine, men over disse – hvilken viden kan fatte det, hvilken visdom kan udforske det? Grunden til denne adskillelse er skjult, men selve adskillelsen er ikke skjult. Vi forstår ikke ham, der dømmer, men vi ser ham, der handler. Hvorfor bagtaler vi den skjulte retfærdighed, når vi skylder den åbenbare barmhjertighed tak? Lad os prise og ære det, der sker, for det er sikkert ikke at vide det, der er tildækket. Luthersk note: Hvorfor Gud lader sit ord komme til ét folk og ikke til et andet, er efter Konkordieformlen XI en hemmelighed, som vi ikke skal granske (Rom 11,33); men at nogle går fortabt, skyldes ikke Guds råd, men deres egen synd og vantro.