Bog 1, kapitel 18: Nåden, uden hvilken der ikke kan være gode fortjenester, modtages ikke af nogen uden ved Guds vilje, uden fortjenester

For alle mennesker, af hvilket som helst folk og slægt og af hvilken som helst stand og alder, er årsagen til, at de modtager nåden, altså Guds vilje; hos ham er udvælgelsens grund skjult; og fortjenesterne begynder ud fra den nåde, som de har modtaget uden fortjenester. Luthersk note: Prosper kalder de gode gerninger, som nåden virker, for «fortjenester». Luthersk lære siger også, at nåden går forud for alt godt i mennesket, men at de troendes gode gerninger ikke fortjener frelsen; Gud lønner dem af nåde for Kristi skyld (Apologien IV). Hvis de kunne være gode uden nåde, ville der ikke stå: «Hvis ikke et menneske bliver født af vand og Helligånden, kan han ikke komme ind i Himmeriget» (Joh 3,5); og: «Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer» (Joh 6,53); men der ville stå: «Hvis ikke et menneske er retfærdigt og godt, kan det ikke blive saligt i evighed.» Og der ville ikke være brug for at blive genfødt ved vand og Ånd, hvis det var nok at blive undervist ved budet. Og troen, som tror, at alle synder tilgives ved dåben, ville blive gjort tom, hvis man lærte, at nåden ikke gives til onde og ugudelige, men til gode og retskafne. Derfor er det sande livs og den sande retfærdigheds oprindelse lagt i genfødslens sakramente, så selve dydernes sandhed også opstår dér, hvor mennesket bliver født på ny; og de, der knap kunne nå frem til tom ros som timelig løn, begynder ved troen at gå frem mod den evige herlighed. For hvad enten det er en jøde, der er opblæst af sin kundskab om loven, eller en græker, der er hovmodig af sin iver efter den naturlige visdom, så er han, før han bliver retfærdiggjort ved troen på Kristus, lukket inde under synden; og hvis han bliver ved i sin vantro, forbliver Guds vrede over ham, nemlig den vrede, der blev pådraget ved Adams overtrædelse, og som apostlen taler om, når han siger: «Også I var døde i jeres overtrædelser og synder, som I engang vandrede i efter denne verdens tidsalder, efter fyrsten over luftens magt, den ånd, som nu er virksom i vantroens børn. Blandt dem levede også vi engang i vores køds lyster, idet vi gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre» (Ef 2,1–3); og igen: «I var på den tid uden Kristus, udelukket fra Israels borgerskab og fremmede for pagterne, uden håb om løftet og uden Gud i verden» (Ef 2,12); og igen: «I var engang mørke, men nu er I lys i Herren» (Ef 5,8); og igen: «… idet I takker Faderen, som har gjort os værdige til at få del i de helliges lod i lyset, han som rev os ud af mørket og mørkets magt og flyttede os over i sin elskede Søns rige» (Kol 1,12–13); og igen: «For også vi var engang uforstandige, vantro, vildfarne, slaver af forskellige slags begær og nydelser; vi levede i ondskab og misundelse, var forhadte og hadede hinanden. Men da vores frelsers godhed og menneskekærlighed blev åbenbaret, frelste han os, ikke på grund af retfærdige gerninger, som vi havde gjort, men efter sin barmhjertighed ved genfødslens bad ved Helligånden, som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vores frelser, for at vi, retfærdiggjort ved hans nåde, skulle blive arvinger efter håbet om evigt liv» (Tit 3,3–7).