Bog 1, kapitel 19: Hvordan naturen er uden nåde

Og for at det helt kort kan blive klart, hvordan den menneskelige natur er uden nåde, så lad apostlen Judas sige, hvad både de ukyndiges uvidenhed og de vises lærdom udretter. «Men disse,» siger han, «spotter alt det, de ikke kender; og i alt det, de af naturen kender ligesom dyr uden fornuft, i det fordærves de» (Jud 10). Lad også evangelisten Lukas med Zakarias' ord sige, hvilken nat menneskeslægten befinder sig i, før nåden oplyser den, og fra hvilket uvidenhedens mørke Guds folk bliver revet ud. «Og du, barn,» siger han, «skal kaldes den Højestes profet; for du skal gå foran Herrens ansigt og bane hans veje for at give hans folk kundskab om frelse, så deres synder bliver forladt, på grund af Herrens inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje har besøgt os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vores fødder ind på fredens vej» (Luk 1,76–79).