Bog 1, kapitel 20: Herren lader sin inderlige barmhjertighed komme alle folkeslag til frelse og frelser alle; og dog er det også sandt, at ingen tager imod hans vidnesbyrd

Denne inderlige barmhjertighed har Herren ikke anvendt til kun ét folks forløsning, men til alle folkeslags frelse, sådan som evangelisten siger: «Jesus skulle dø for folket, og ikke kun for folket, men også for at samle Guds spredte børn til ét» (Joh 11,51–52). For det er det, Herrens røst udvirker, den røst, som gennem en slags godhedens basun, der lyder over hele jorden, både indbyder og kalder på alle mennesker. For da han havde sagt: «Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og kloge og åbenbaret det for små børn. Ja, Far, for sådan har det behaget dig», føjede han til: «Alt er overgivet mig af min Far, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.» Og derefter tilføjede han: «Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, og I skal finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let» (Matt 11,25–30). Men Johannes Døberen vidner i Johannesevangeliet med profetisk ånd og siger: «Han, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der tager imod hans vidnesbyrd, har beseglet, at Gud er sandfærdig» (Joh 3,31–33). Hvad altså angår menneskeslægtens blindhed, som den har pådraget sig i uvidenhedens og hovmodets lange nat, så kom verdens Skaber til denne verden, og verden kendte ham ikke (Joh 1,10); lyset skinner i mørket, og mørket har ikke grebet det (Joh 1,5); han, som er over alle, vidner om, hvad han har set og hørt, og ingen tager imod hans vidnesbyrd (Joh 3,31–32). Men Gud, Guds Søn, kom ikke forgæves til verden: han gav sig selv for alle og døde ikke kun for folket, men også for at samle Guds spredte børn til ét (Joh 11,52); han siger til alle: «Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder»; og idet han forbeholder sig selv afgørelsen i en udvælgelse, som ingen kan erkende, giver han kundskab om sig selv og sin Far til dem, han vil åbenbare ham for (Luk 10,22). Derfor tager alle lysets børn, løftets børn, Abrahams børn, Guds børn, den udvalgte slægt, det kongelige præsteskab, de sande israelitter, som er forud kendt og forud bestemt til Guds rige, og som han har kaldet ikke alene blandt jøder, men også blandt hedninger (Rom 9,24), imod vidnesbyrdet fra ham, der kom fra himlen. De besegler, at Gud er sandfærdig, det vil sige: ved deres egen frelse viser de tydeligt, at Gud er sandfærdig, idet han opfylder og fuldbyrder, hvad han lovede Abraham, alle folkeslags far; han tvivlede ikke i vantro, da Gud lovede ham, at han skulle arve verden, men blev styrket i troen, gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at han, der havde givet løftet, også var mægtig til at gøre det (Rom 4,20–21). Men hvem er så fremmed for Abrahams tro, hvem er så vanslægtet fra alle folkeslags far, at han vil sige, at Guds løfte enten ikke bliver opfyldt eller bliver opfyldt af en anden end ham, der gav løftet? En sådan bliver i sandhed en løgner; men Gud er sandfærdig, og enhver, der tager imod hans vidnesbyrd, besegler og viser netop dette: at han ved det lys, der oplyser, er blevet seende, er blevet lydig, er blevet forstandig; sådan som evangelisten Johannes vidner, når han siger: «Vi ved, at hele verden ligger i den Ondes magt, og vi ved, at Guds Søn er kommet og har givet os forstand, så vi kan kende den sande Gud og være i hans sande Søn» (1 Joh 5,19–20).