Bog 1, kapitel 21: Man skal ikke granske, hvorfor Gud udvælger nogle og ikke udvælger andre, lige så lidt som hvorfor han tidligere forbigik alle folkeslag og udvalgte Israel alene

Men hvis man spørger, hvorfor alle menneskers Frelser ikke har givet alle denne forstand, så de kunne kende den sande Gud og være, det vil sige blive, i hans sande Søn, så er det måske skjult på samme måde, som det er skjult, hvorfor han tidligere forbigik alle folkeslag og tog ét folk ud til sig selv for at undervise det til erkendelse af sandheden – selv om vi tror, at nådens hjælp ikke er blevet helt unddraget noget menneske (det vil vi tale mere udførligt om i det følgende). Hvis man ikke skal klage over denne Guds dom, så skal man meget mindre knurre over det, der sker ved alle folkeslags udvælgelse. For det, Gud har villet holde skjult, skal man ikke granske; men det, han har gjort åbenbart, skal man ikke forsømme, så vi ikke findes utilladeligt nysgerrige i det første og fordømmeligt utaknemmelige i det andet. Men vi ved godt, at der er nogle, der er så ubesindigt formastelige og så hovmodigt anmassende, at de med en lærdom, der med urette bærer navn af kundskab, vover at krænke det, som den fornemste lærer for hedningerne – han, der ikke var oplært af mennesker eller ved et menneske (Gal 1,1), men af Gud – bekendte lå langt og højt borte, hinsides målet for hans viden. De vil, at intet dér skal være skjult, intet hemmeligt, hvor apostlen ikke lagde frem, hvad man skal mene, men viste, hvad man ikke skal granske. For (som vi allerede har sagt ovenfor) det er ikke givet nogen iver eller noget skarpsind at udforske, efter hvilken dom eller hvilket råd Gud, som er uforanderligt god, uforanderligt retfærdig, altid forudvidende og altid almægtig, har lukket alle inde under vantro for at forbarme sig over alle (Rom 11,32), og hvorfor han dog i de tidsaldre, hvor han underviste Israel alene, udskød at oplyse utallige ugudelige folk, og hvorfor han nu tillader, at netop Israel er forblindet, indtil hedningerne i deres fulde tal er kommet ind, så det går fortabt i så mange tusinder, der fødes og dør, og skal frelses i dem, som verdens ende vil finde. Dette mysterium er udbredt i hele Skriftens legeme, og derved er det blevet os bekendt, hvad der er sket, hvad der sker, og hvad der skal ske; men hvorfor det har behaget ham, at det skulle ske sådan, er unddraget menneskeforstandens betragtning. Luthersk note: Prosper henfører det, at ikke alle kommer til troen, til Guds skjulte dom. Konkordieformlen XI lærer ligeledes, at man ikke skal granske Guds skjulte forudviden, men holde sig til hans åbenbarede vilje i Ordet; men den lærer også, at årsagen til, at mennesker går fortabt, ikke er Guds råd, men deres egen skyld, fordi de foragter Ordet og står Helligånden imod.