Bog 1, kapitel 22: De, der henfører den adskillelse, hvorved Gud udvælger nogle og ikke udvælger andre, til den menneskelige viljes fortjenester, lærer, at ingen frelses af nåde, men som gengæld; og de gendrives åbenlyst af de små børn

Men disse, som skammer sig over ikke at vide noget, og som bruger det dunkle som lejlighed til at lægge bedragets snarer ud, henfører hele den adskillelse, hvorved Gud udvælger nogle og ikke udvælger andre («for mange er kaldet, men få er udvalgt», Matt 20,16), til den menneskelige viljes fortjenester. De lærer nemlig, at ingen frelses af nåde, men som gengæld, fordi det af naturen er nedlagt i alle, at de, hvis de vil, kan få del i sandheden, og at nåden strømmer til dem, der har bedt om den. Denne bestemmelse synes – for nu ikke at tale om sandheden om nåden – at fremvise en slags lille begrundelse, når det gælder dem, der bruger deres frie vilje. Men om de små børn, som uden nogen fortjeneste af en god vilje har fælles sag med alle andre dødelige i det oprindelige sår, kan der ikke fremføres nogen forklaring, som kan lære os, hvorfor disse bliver frelst, når de er genfødt, og de andre går fortabt, når de ikke er genfødt, under hans forsyn og almagt, i hvis hånd hvert levende væsens sjæl er og ånden i alt menneskeligt kød (Job 12,10), og til hvem der siges: «Menneskets dage er korte, antallet af hans dage er hos dig» (Job 14,5). Luthersk note: Prosper forudsætter med Augustin, at små børn, der dør uden dåb, går fortabt. Luthersk lære holder fast ved arvesynden og ved, at dåben er nødvendig til frelse (CA II og IX; Konkordieformlen XII afviser, at udøbte børn er uskyldige), men den fælder ikke dom over de børn, der dør, før de kunne døbes; dem overlader den til Guds barmhjertighed (jf. Luthers trøsteskrift til kvinder, hvis fødsel er gået galt, 1542). Jeg tror imidlertid ikke, at disse viljens forsvarere vil være så skamløse at udnytte børnenes enfold til enten at sige, at dette sker tilfældigt, eller at påstå, at de ikke-genfødte ikke går fortabt. For så ville de åbenlyst blive overbevist om enten at mene det samme som hedningerne om skæbnen eller sammen med pelagianerne at nægte, at Adams synd er gået videre til hans efterkommere. Men at små børn ikke bliver døbt på grund af skæbnen, kunne end ikke pelagianerne sige; men fordi de vovede at bekende, at de var fri for synd, fortjente de at blive fordømt. Når nu spørgsmålet om adskillelsen mellem alle mennesker drøftes, og de små børn ikke kan skilles ud fra alle mennesker, og når Sandheden samtidig har sagt om mennesker på alle alderstrin: «Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte» (Luk 19,10), så forsøger de forgæves ved den frie vilje at åbne den uransagelige nådes dyb, de, der lægger årsagen til udvælgelsen i de udvalgtes fortjenester. Og selv om de har fremført meget tåbeligt og falsk om de voksnes vilje og dømmekraft, kommer de alligevel til kort, når det gælder adskillelsen af de små børn; og de kan ikke rose sig af at have givet en forklaring på et spørgsmål, som drøftes om alle mennesker, men som de ikke kan løse for alle.