Bog 1, kapitel 23: Al menneskets gode fortjeneste, fra troens begyndelse til udholdenhedens fuldendelse, er Guds gave – og først vises dette om troen

Men den guddommelige nådes mangfoldighed og storhed viser, at disse folk også går imod sandheden i det, de hævder om de voksnes vilje, og at vidnesbyrdene i Guds ord strider imod deres opfattelse. Ville vi tage dem alle med i fremstillingen, ville drøftelsen aldrig få ende. Dem, der falder mig ind, skal dog ikke udelades, så det bliver tilstrækkelig tydeligt, at menneskets gode fortjeneste fra troens begyndelse til udholdenhedens fuldendelse er Guds gave og Guds værk. Luthersk note: Prosper taler om menneskets «gode fortjeneste», men understreger, at den helt og holdent er Guds gave og værk. Luthersk lære: retfærdiggørelsen og det evige liv gives uforskyldt for Kristi fortjeneste ved troen; de gode gerninger, som følger af troen, belønnes, men fortjener hverken nåden eller det evige liv (Apologien IV–V). Lad derfor apostlen Paulus forklare, af hvilken kilde selve troen udspringer, den tro, som er mor til den gode vilje og den retfærdige handling. Han takker Gud for romernes tro og siger: «Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro forkyndes i hele verden» (Rom 1,8). Også når han skriver til efeserne, siger han: «Derfor er heller ikke jeg, efter at jeg har hørt om jeres tro på Herren Jesus og om jeres kærlighed til alle de hellige, holdt op med at takke for jer, når jeg nævner jer i mine bønner, om at vores Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens Far, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd i erkendelsen af ham og oplyste øjne i jeres hjerter, så I kan forstå, hvilket håb han har kaldet jer til, og hvor rig hans herlige arv er i de hellige» (Ef 1,15–18). På samme måde takker han Gud for kolossensernes tro: «Vi takker Gud, vores Herre Jesu Kristi Far,» siger han, «og beder altid for jer, fordi vi har hørt om jeres tro på Kristus Jesus og om den kærlighed, I har til alle de hellige, på grund af det håb, som ligger rede til jer i himlene» (Kol 1,3–5). Og for at de også kan modtage andre goder fra den samme ophavsmand til alt godt, fortæller han, hvad han beder om for dem: «Derfor,» siger han, «er heller ikke vi, fra den dag vi hørte det, holdt op med at bede for jer og bønfalde om, at I må blive fyldt med erkendelsen af hans vilje med al visdom og åndelig indsigt, så I kan leve Gud værdigt og til hans glæde i alt, ved at I bærer frugt i al god gerning og vokser i erkendelsen af Gud, styrket med kraft efter hans herligheds magt til al udholdenhed og tålmodighed med glæde» (Kol 1,9–11). På samme måde skriver han til thessalonikerne, som var brændende i troens og kærlighedens ånd: «Vi takker altid Gud for jer alle,» siger han, «når vi uophørligt nævner jer i vores bønner og husker jeres gerning i troen, jeres arbejde og kærlighed og jeres udholdenhed i håbet på vores Herre Jesus Kristus for vores Guds og Fars ansigt» (1 Thess 1,2–3). Og længere fremme: «Derfor takker også vi Gud uden ophør, for da I modtog Guds ord, som I hørte af os, modtog I det ikke som menneskers ord, men, som det i sandhed er, som Guds ord – han, som virker i jer, der tror» (1 Thess 2,13). Kan det vises mere fuldstændigt eller tydeligere, at de troendes tro er Guds gave, end ved at takke Gud for, at de, som fik Guds ord prædiket gennem mennesker, ikke tvivlede på det, som om det var menneskers tale, men troede, som når Gud selv taler gennem mennesker – han, som havde virket i dem, så de troede? Også i det andet brev til de samme thessalonikere taler apostlen sådan om troen hos dem, der gør fremskridt i Kristus: «Vi skylder altid at takke Gud for jer, brødre, sådan som det er ret, fordi jeres tro vokser mægtigt, og kærligheden til hinanden bliver større hos hver enkelt af jer, så vi selv er stolte af jer i Guds menigheder på grund af jeres udholdenhed og tro i alle de forfølgelser og trængsler, I udholder, som et tegn på Guds retfærdige dom, så I bliver regnet for værdige til Guds rige, som I også lider for» (2 Thess 1,3–5). Også apostlen Peter forkynder, at vi har troen fra Gud, og skriver sådan: «I ved, at I ikke blev løskøbt fra jeres tomme liv, som var nedarvet fra fædrene, med forgængelige ting, guld og sølv, men med Kristi Jesu kostbare blod som fra et uplettet og fejlfrit lam. Han var kendt forud før verdens grundlæggelse, men blev åbenbaret i de sidste tider for jeres skyld, som ved ham tror på Gud, der oprejste ham fra de døde og gav ham herlighed, så jeres tro og håb er rettet mod Herren» (1 Pet 1,18–21). På samme måde taler han i sit andet brev om at have modtaget troen: «Simon Peter, Jesu Kristi tjener og apostel, til dem, som ved vores Herre og frelser Jesu Kristi retfærdighed har fået den samme tro som os» (2 Pet 1,1).

Hvorfra troens ånd kommer, lærer apostlen Johannes helt tydeligt, når han siger: «Enhver ånd, som bekender, at Jesus er kommet i kødet, er af Gud, og enhver ånd, som opløser Jesus, er ikke af Gud, og den er Antikrist» (1 Joh 4,2–3). [«Opløser» følger den latinske tekst (solvit); den græske tekst har «ikke bekender».] Han siger også, at evangeliet tages imod af den, i hvem sandhedens ånd er: «Vi er af Gud,» siger han. «Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af Gud, hører os ikke. Deraf kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd» (1 Joh 4,6). På samme måde i Apostlenes Gerninger, hvor apostlen Peter erklærer, at troen er ved Herren Jesus: «Denne mand, som I ser og kender, har hans navn styrket, og troen, som er ved ham, har givet ham fuld helbredelse for øjnene af jer alle» (ApG 3,16). Om Lydias tro – hende, hvis hjerte Herren åbnede blandt de andre kvinder, som hørte evangeliet sammen med hende – fortælles der i samme beretning sådan: «På sabbatsdagen gik vi uden for byporten ned til floden, hvor der syntes at være et bedested, og vi satte os og talte med de kvinder, som var kommet sammen. Og en kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, som tilbad Gud, lyttede, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun gav agt på det, Paulus sagde» (ApG 16,13–14). Men at troen ikke kommer af menneskelig visdom, men af guddommelig indskydelse, stadfæstes af Sandhedens egen røst. For da Herren sagde til sine disciple: «Men I, hvem siger I, at jeg er?», svarede Simon Peter: «Du er Kristus, den levende Guds Søn.» Og Jesus svarede ham: «Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Far, som er i himlene» (Matt 16,15–17). Og apostlen Paulus forkynder, at netop denne tro gives efter et mål, sådan som giveren vil: «For ved den nåde, som er givet mig, siger jeg til enhver iblandt jer, at I ikke skal tænke højere om jer selv, end I bør tænke, men tænke forstandigt, efter det mål af tro, Gud har tildelt hver enkelt» (Rom 12,3). Han indskærper også, at den rette tros enhed og enigheden om at ære Gud kommer fra Gud: «Men udholdenhedens og trøstens Gud,» siger han, «give jer at være enige med hinanden efter Kristus Jesus, så I enigt og med én mund kan ære Gud, vores Herre Jesu Kristi Far» (Rom 15,5–6). Og længere fremme: «Men håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I bliver rige på håb ved Helligåndens kraft» (Rom 15,13). Dette vidnesbyrd lærer, at ikke blot troen, men også glæden og freden og rigdommen på håb kun fås ved Helligåndens kraft. Og når apostlen skriver til efeserne om rigdommen af hans nåde, som gengælder ondt med godt, og om troen, som vi ikke har af os selv, men som Guds gave, siger han: «Men Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed, som han har elsket os med, også da vi var døde i synder, gjort os levende med Kristus – ved hans nåde er vi frelst – og han har oprejst os med ham og sat os med ham i det himmelske i Kristus Jesus. For af nåde er I frelst ved tro, og det er ikke af jer selv, det er Guds gave; ikke af gerninger, for at ingen skal rose sig. For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har beredt, for at vi skulle vandre i dem» (Ef 2,4–10). Det særlige for den nye skabning ved nåden er altså dette: at de, som er Guds værk, og som skabes i Kristus ved den himmelske fødsel, ikke sløves af lediggang eller slappes af dovenskab, men gør fremskridt fra kraft til kraft ved at vandre på de gode gerningers vej. For dette er at blive formet som hans værk, dette er at blive en ny skabning af den gamle, dette er at blive omdannet fra det jordiske menneskes billede til det himmelske menneskes billede. Alt dette begynder han, forøger han og fuldender han – hvad enten det sker åbenlyst gennem nådens medarbejdere eller skjult ved Åndens bistand – han, hvis mark, hvis bygning og hvis værk vi er.