Bog 1, kapitel 24: Alt godt i mennesket kommer af nåden, og troen gives uden at være bedt om, for at vi ved dens bønner kan opnå de øvrige goder

Med disse vidnesbyrd er det efter min mening rigeligt påvist (skønt man også kunne have samlet andre beviser), at den tro, som den ugudelige bliver retfærdiggjort ved, kun er en gave fra Gud, og at den ikke gives på grund af nogen forudgående fortjenester. Den skænkes derimod, for at den kan være begyndelsen til fortjenester, og når den er givet uden at være bedt om, opnås de øvrige goder nu ved dens bønner. Luthersk note: Prosper kalder her troen «begyndelsen til fortjenester» efter oldkirkens sprogbrug, hvor de gode gerninger, som troen bærer frugt i, kaldes fortjenester. Luthersk lære siger, at troens gerninger ikke fortjener syndernes forladelse, nåde eller det evige liv, som gives for Kristi skyld; den løn, Gud har lovet dem, gives på grund af løftet, ikke fordi vi har fortjent den (Apologien IV). Derfor skal der af de mange vidnesbyrd fremdrages nogle, som i gavernes mangfoldighed viser nådens gavmildhed. At det altså kommer fra Gud, at et menneske vælger Guds vej og rejser sig fra sit fald, synger Davids salme om, når den siger: «Af Herren ledes et menneskes skridt, og hans vej vil han have behag i. Når han falder, bliver han ikke knust, for Herren holder sin hånd under ham» (Sl 37,23–24). Ligeledes synger samme salmist om, at man kommer til Gud, når Gud fører an: «Send dit lys og din sandhed; de har ført mig og bragt mig til dit hellige bjerg og til dine boliger» (Sl 43,3). Ligeledes om, at menneskets styrke er i Herren, og at Guds vilje kommer den, der skal befries, i forkøbet: «Min styrke,» siger han, «vil jeg bevare hos dig, for Gud er min beskytter. Min Gud, hans vilje skal komme mig i forkøbet» (Sl 59,10–11). I Ordsprogenes Bog læser vi også om visdom og indsigt: «For Herren giver visdom, og fra hans ansigt kommer kundskab og indsigt» (Ordsp 2,6). Ligeledes siges der i samme bog om, hvordan Guds visdom, uden hvilken ingen handling er ret, bliver uddelt: «Mit er rådet og værnet, jeg er klogskaben, og min er kraften. Ved mig regerer konger, og ved mig holder herskere landet» (Ordsp 8,14–15). Ligeledes et andet sted om, at ingen kan gå ret, uden at Herren leder ham: «Af Herren rettes mandens skridt; hvordan skulle et dødeligt menneske da forstå sine veje?» (Ordsp 20,24). Ligeledes et andet sted: «Enhver mand synes selv, at han er retfærdig, men Herren leder hjerterne» (Ordsp 21,2). Og længere fremme: «Viljen beredes af Herren» (Ordsp 8,35 efter Septuaginta). Ligeledes sammesteds om tanker og råd: «Mange tanker er der i en mands hjerte, men Herrens råd står fast» (Ordsp 19,21). I Prædikerens Bog står der skrevet, at både det at have det nødvendige og det at bruge det godt er en gave fra Gud: «Der er intet godt for et menneske,» siger han, «uden det, han har spist og drukket, og at han lader sin sjæl se det gode i sit slid. Også dette har jeg set, at det kommer fra Guds hånd. For hvem kan spise eller få føde uden ham?» (Præd 2,24–25). Ligeledes læser man i samme bog, at de retfærdiges hjerter og gerninger er i Guds hånd, og at de kun gør fremskridt i deres stræben, så meget som han giver: «Hvor meget et menneske end slider for at søge, finder han det ikke; og hvad den vise end siger, at han vil vide, kan han ikke finde det. For alt dette lagde jeg mig på hjerte, og mit hjerte så alt dette: at både de retfærdige og de vise og deres gerninger er i Guds hånd» (Præd 8,17; 9,1). I Visdommens Bog siges der sådan om det samme nådens værk: «For han er både visdommens fører og de vises retleder. For i hans hånd er både vi og vores ord og al visdom og kundskab om gerninger og tugt» (Visd 7,15–16). Også om afholdenheden, at den er en gave fra Gud, taler samme skrift sådan: «Da jeg vidste, at jeg ikke kunne være afholdende på anden måde, end hvis Gud gav det – og netop det hørte også visdommen til: at vide, hvis gave dette var –» (Visd 8,21). Med denne udtalelse stemmer apostlen Paulus' lære overens, når han skriver dette i Første Korintherbrev: «Men jeg ønsker, at alle mennesker er som jeg; men enhver har sin egen nådegave fra Gud, den ene på én måde og den anden på en anden måde» (1 Kor 7,7). Og om Herren fortælles det i Evangeliet efter Matthæus, at han antydede dette om afholdenhedens gave. For da hans disciple sagde: «Hvis mandens forhold til hustruen er sådan, er det ikke gavnligt at gifte sig,» sagde Jesus til dem: «Ikke alle kan rumme dette ord, men kun de, som det er givet» (Matt 19,10–11).

Om gudsfrygten og visdommen læser man sådan i Siraks Bog: «Herrens frygt er visdommens krone, men begge dele er Guds gaver» (Sir 1,18). Ligeledes sammesteds: «Herrens frygt har sat sig over alt; salig den, som har fået givet at have Herrens frygt» (Sir 25,11). Også Esajas taler sådan om de åndelige rigdomme, som Herren er ophav til: «I skattene kommer vores frelse; visdom og fromhed og tugt kommer fra Herren; det er retfærdighedens skatte» (Es 33,6 efter Septuaginta). Ligeledes siger han dette om dybden af rigdommen af Guds visdom og kundskab, hvis godhed ingens fortjeneste går forud for: «Hvem har målt vandet med sin hånd og himlen med sin håndflade og hele jorden med sin hule hånd? Hvem har lagt bjergene på vægten og klipperne på vægtskålen? Hvem har kendt Herrens sind, eller hvem var hans rådgiver, som kunne undervise ham? Eller hvem rådspurgte han, og hvem underviste ham? Eller hvem viste ham retten, eller hvem viste ham klogskabens vej, eller hvem har først givet ham noget, så han skal have det igen?» (Es 40,12–14). Derfor læser man også i Jobs Bog Herrens ord i samme mening, når han siger: «Hvem har først givet mig noget, så jeg skal give ham igen? Alt, hvad der er under himlen, er mit» (Job 41,3). Jeremias siger, at den sande visdom kommer til mennesket fra Gud: «Jeg ved, Herre, at et menneskes vej ikke er i hans egen magt, og at det ikke står til en mand at lede sin gang» (Jer 10,23). Ligeledes erklærer Herren gennem ham, at hjertets omvendelse til Gud kommer fra Gud, og siger: «Jeg vil føre dem tilbage til dette land og bygge dem op og ikke rive ned, og jeg vil plante dem og ikke rykke dem op; og jeg vil give dem et hjerte, så de kender mig, for jeg er Herren; og de skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud, for de skal omvende sig til mig af hele deres hjerte» (Jer 24,6–7). Også Baruk forkynder, at det kommer fra Gud, at Gud bliver kendt. «Og de skal vide,» siger han, «at jeg er Herren, deres Gud, og jeg vil give dem et hjerte til at kende mig og ører til at høre» (Bar 2,31).

At ethvert godt ord og enhver hellig gerning gives af Helligånden, uden hvem intet bliver gjort ret, lærer apostlen Paulus i Første Korintherbrev, når han siger: «Derfor meddeler jeg jer, at ingen, som taler ved Guds Ånd, siger: ’Forbandet er Jesus’, og ingen kan sige: ’Jesus er Herre’, uden ved Helligånden. Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Men enhver gives Åndens åbenbaring til gavn. For den ene gives ved Ånden visdoms tale, en anden kundskabs tale ifølge den samme Ånd, en anden tro ved den samme Ånd, en anden nådegaver til helbredelser ved den ene Ånd, en anden profeti, en anden bedømmelse af ånder, en anden forskellige slags tungetale, en anden tydning af tale. Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som deler ud til hver især, som han vil» (1 Kor 12,3–11). At enhver har så meget nåde, som Herren har givet, siger samme apostel til efeserne: «Ét legeme og én ånd, ligesom I blev kaldet til ét håb ved jeres kaldelse; én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles Far, som er over alle og over alt og i os alle. Men enhver af os blev nåden givet efter det mål, Kristus har givet; derfor hedder det: Han steg op til det høje, førte fanger med sig og gav gaver til menneskene» (Ef 4,4–8). Ligeledes siger han i Andet Korintherbrev, at vi ikke engang er i stand til at tænke noget åndeligt, andet end ved Guds nåde: «En sådan tillid har vi til Gud ved Kristus. Ikke fordi vi i os selv er i stand til at tænke noget af os selv, som kom det fra os selv, men vores evne er fra Gud, som også har gjort os i stand til at være tjenere for en ny pagt, ikke bogstavets, men Åndens. For bogstavet slår ihjel, men Ånden gør levende» (2 Kor 3,4–6). Og igen i samme brev, hvor han siger, at virkningen af og evnen til gode gerninger gives af Guds nåde: «Men Gud,» siger han, «er mægtig til at give jer al nåde i overflod, så I i alt og på alle måder har nok og har overflod til al god gerning, som der står skrevet: Han strøede ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed forbliver til evig tid. Men han, som giver ham, der sår, sæd, vil også give brød at spise og forøge væksten af jeres retfærdigheds frugter, så I bliver rige på alt og har overflod til al oprigtighed» (2 Kor 9,8–11). Men når apostlen skriver til efeserne, lærer han, at alt det gode, hvormed man behager Gud, er Guds gaver, og at man må bede ham om, at de bliver givet til dem, der ikke har dem: «Af denne grund,» siger han, «bøjer jeg mine knæ for vores Herre Jesu Kristi Far, fra hvem ethvert faderskab i himlen og på jorden har sit navn, at han efter sin herligheds rigdom vil give jer at blive styrket med kraft ved sin Ånd i det indre menneske, så Kristus ved troen må bo i jeres hjerter, og så I, rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, må kunne begribe sammen med alle de hellige, hvad bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al kundskab, så I må blive fyldt til hele Guds fylde. Men ham, som er mægtig til at gøre alt langt mere, end vi beder om eller forstår, efter den kraft, som virker i os, ham være æren i kirken og i Kristus Jesus i alle evigheders evighed. Amen» (Ef 3,14–21).

At Gud er ophav til alt godt, og at hans gaver hverken er usikre eller foranderlige, men kommer af hans evige vilje, siger apostlen Jakob sådan: «Far ikke vild, mine elskede brødre. Enhver god gave og enhver fuldkommen gave er ovenfra og kommer ned fra lysenes Far, hos hvem der ikke er forandring eller skiftende skygge. For af sin egen vilje fødte han os ved sandhedens ord, for at vi skulle være en førstegrøde af hans skabninger» (Jak 1,16–18). Med ham stemmer også profeten Zakarias overens, når han siger: «Herren frelste på den dag sit folk som får, for hellige sten ruller hen over hans land. For er der noget godt, er det hans, og er der noget ypperligt, er det fra ham» (Zak 9,16–17). I Evangeliet efter Matthæus siges det sådan, at kundskab og indsigt er Guds gaver, som han skænker, hvem han vil: «Da kom hans disciple hen og sagde til ham: ’Hvorfor taler du i lignelser til dem?’ Men han svarede og sagde til dem: ’Fordi det er givet jer at kende Himmerigets hemmeligheder, men dem er det ikke givet’» (Matt 13,10–11). Også evangelisten Johannes erklærer, at ingen har noget godt uden det, han har modtaget ovenfra, når han siger: «Et menneske kan ikke tage noget som helst, uden at det er blevet givet ham fra himlen» (Joh 3,27). I hans evangelium står også selve Sandhedens lære om, at ingen kommer til Sønnen, uden at Faderen drager ham, for den, der skal komme, gør Gud både forstående og lydig: «Ingen,» siger han, «kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham, og jeg vil oprejse ham på den sidste dag. For der står skrevet hos profeterne: Og de skal alle være oplært af Gud. Enhver, som har hørt Faderen og lært, kommer til mig» (Joh 6,44–45). Og længere fremme: «Derfor har jeg sagt jer, at ingen kan komme til mig, uden at det er givet ham af min Far» (Joh 6,65).

At man gør fremskridt i troen og i gode gerninger og holder ud indtil enden, er Guds gave og hjælp; det bekræfter de hellige Skrifters autoritet. For apostlen Paulus skriver til filipperne: «Jeg er overbevist om netop dette, at han, som har begyndt den gode gerning i jer, vil fuldende den indtil Kristi Jesu dag» (Fil 1,6). Men en, som ville vende kraften i dette vidnesbyrd, så det passede til hans egen forkerte opfattelse, ville have ordene «han, som har begyndt i jer», forstået, som om der stod «han, som har begyndt ud fra jer», så både begyndelsen og fuldendelsen af gerningen ikke skulle henføres til Gud, men til mennesket, som selv havde villet både begynde og fuldende. Men dette aldeles vanvittige hovmod slår nådens ypperste forkynder ned i samme brev, når han siger: «Lad jer ikke skræmme i noget af modstanderne; for dem er det årsag til fortabelse, men for jer til frelse, og det er fra Gud. For jer er det skænket for Kristi skyld, ikke alene at tro på ham, men også at lide for ham» (Fil 1,28–29). Og igen: «Arbejd på jeres frelse med frygt og bæven,» siger han. «For Gud er den, som virker i jer både at ville og at fuldbringe efter sin gode vilje» (Fil 2,12–13). Ligeledes lærer han i Første Thessalonikerbrev, at dydernes begyndelse, fremgang og fuldendelse kommer fra Gud, når han siger: «Men han, Gud og vores Far, og vores Herre Jesus lede vores vej til jer. Og Herren lade jer vokse og blive rige på kærlighed til hinanden og til alle, ligesom også vi har til jer, så jeres hjerter bliver styrket og er ulastelige i hellighed over for Gud og vores Far ved vores Herre Jesu Kristi komme med alle hans hellige» (1 Thess 3,11–13). Også når han skriver til korintherne og fremhæver, at den fremadskridende udholdenhed i alle dyder er Guds gave, siger han: «Jeg takker altid min Gud for jer for Guds nåde, som er givet jer i Kristus Jesus, for i ham er I blevet rige på alt, på al tale og al visdom, ligesom vidnesbyrdet om Kristus er blevet styrket blandt jer, så I ikke mangler nogen nådegave, mens I venter på åbenbaringen af vores Herre Jesus Kristus, som også vil styrke jer indtil enden, så I er uden anklage på vores Herre Jesu Kristi komme» (1 Kor 1,4–8). Ligeledes til romerne om Kristi kærlighed, hvormed han gør dem, han elsker, uovervindelige, det vil sige udholdende indtil enden. (For hvad er det at holde ud andet end ikke at blive overvundet af fristelsen?) «Hvem,» siger han, «kan skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? Som der står skrevet: For din skyld dræbes vi hele dagen, vi regnes som slagtefår. Men i alt dette sejrer vi ved ham, som elskede os» (Rom 8,35–37). Ligeledes til korintherne om den sejr, som Kristus fuldbyrder: «Dødens brod,» siger han, «er synden, og syndens kraft er loven. Men tak være Gud, som har givet os sejren ved vores Herre Jesus Kristus» (1 Kor 15,56–57). Ligeledes til thessalonikerne om den udholdenhed, Gud giver: «Må fredens Gud selv,» siger han, «hellige jer helt igennem, så jeres ånd, sjæl og legeme bevares hele og ulastelige til vores Herre Jesu Kristi komme. Trofast er han, som har kaldet jer; han vil også gøre det» (1 Thess 5,23–24). Ligeledes forkynder han til thessalonikerne, at alt vores gode, hvad enten vi handler eller taler, og udholdenheden i det er Guds gaver, når han siger: «Men han selv, vores Herre Jesus Kristus, og Gud vores Far, som har elsket os og givet os en evig trøst og et godt håb i nåde, han formane jeres hjerter og styrke dem i al god gerning og tale. I øvrigt, brødre, bed for os, at Herrens ord må løbe frit og blive æret, ligesom også hos jer, og at vi må blive befriet fra vanartige og onde mennesker. For troen er ikke alles. Men trofast er Herren, som også vil styrke jer og bevare jer fra det onde» (2 Thess 2,16–3,3). Lad os også høre, hvorfra apostlen Peter lærer, at udholdenhedens kraft kommer. «Men al nådes Gud,» siger han, «som kaldte os til sin evige herlighed i Kristus Jesus, vil selv, når vi har lidt en kort tid, fuldende, styrke og grundfæste os. Ham tilhører kraften og magten i evighedernes evighed. Amen» (1 Pet 5,10–11). Apostlen Johannes siger sådan, at de helliges sejr er et værk af Gud, som bor i de hellige: «I er af Gud, børnlille, og I har sejret over verden, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden» (1 Joh 4,4). Ligeledes: «Alt, hvad der er født af Gud, sejrer over verden, og dette er sejren, som sejrer over verden: vores tro» (1 Joh 5,4). I Evangeliet efter Lukas fremføres det sådan, at Gud giver, at man holder ud i troen: «Men Jesus sagde til Peter: ’Simon, Simon! Se, Satan har forlangt at sigte jer som hvede. Men jeg har bedt for dig, Peter, at din tro ikke må svigte. Og når du har vendt om, så styrk dine brødre. Og bed om, at I ikke må komme i fristelse’» (Luk 22,31–32.40). Også i Johannesevangeliet læser vi, at Sandheden siger dette om Kristi får, som ingen kan rive ud af hans hånd: «Men I tror ikke, for I hører ikke til mine får. Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd» (Joh 10,26–28). Ligeledes siges i samme evangelium dette af Herrens egen mund om dem, som Faderen giver Sønnen, og som alle kommer til Sønnen, og af hvem ingen går fortabt: «Alt, hvad Faderen giver mig, kommer til mig, og den, som kommer til mig, vil jeg ikke støde ud. For jeg er steget ned fra himlen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, Faderens, som sendte mig: at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den sidste dag» (Joh 6,37–39).