Bog 1, kapitel 25: Spørgsmålet om, hvorfor den ene snarere end den anden modtager nåden, er uudgrundeligt og kan ikke løses ud fra den frie vilje

Der er mange andre steder i rækken af de kanoniske skrifter, som vi forbigår for at undgå vidtløftighed. For de steder, vi har anført, er hverken få, dunkle eller ubetydelige. De viser fuldt og helt, at alt, hvad der hører med til at fortjene det evige liv, hverken kan begyndes, øges eller fuldendes uden Guds nåde Luthersk note: Prosper bruger her ordet «fortjene» (promereri) om at nå det evige liv, men siger i samme sætning, at alt sker ved nåden. Luthersk lære taler ikke om at fortjene det evige liv: det er Guds gave for Kristi skyld, som modtages ved troen (Apologien IV).; og de viser, at apostlens ord uovervindeligt står imod al hovmod, der praler af den frie vilje: «For hvem giver dig et fortrin? Og hvad har du, som du ikke har modtaget? Men når du altså har modtaget det, hvorfor roser du dig, som om du ikke havde modtaget det?» (1 Kor 4,7). Dybden i det spørgsmål, som vi med apostlens undren bekender som uudgrundeligt, løses altså ikke ved den frie viljes ville og ikke-ville. For selv om mennesket har det i sig ikke at ville det gode, så har det ikke det at ville det gode, uden at det bliver givet. Det første pådrog naturen sig ved skylden; det andet får naturen igen ved nåden. Men hvorfor den samme natur, som i alle mennesker før forsoningen er skyldig og i alle elendig, ikke bliver retfærdiggjort i alle, og hvorfor en del af den bliver skilt fra dem, der går fortabt, af ham, som kom for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19,10) – det kan menneskelig forstand slet ikke udforske. For hvor meget man end anklager de ugudeliges ondskab, fordi den står Guds nåde imod: kan man da bevise, at de, som nåden er blevet givet, har fortjent den? Eller kunne nådens kraft, som underlagde sig dem, den ville, ikke omvende dem, der forblev uomvendelige? De, der blev draget, var af samme slags som de, der blev overladt til deres egen hårdhed. Men de første gav den forunderlige nåde, hvad den ville; de sidste gengældte den retfærdige sandhed, hvad den skyldte – så Guds dom er mere uransagelig i nådens udvælgelse end i retfærdighedens gengældelse. Luthersk note: Prosper siger, at nåden kunne have omvendt også dem, der forblev uomvendte, og at det er Guds uudgrundelige dom, at den ene drages og den anden overlades til sin hårdhed. Luthersk lære siger med Konkordieformlen XI, at det ikke skyldes, at Gud ikke har undt dem frelsen; skylden ligger hos dem selv, fordi de har modstået Helligånden, der ville virke i dem ved Ordet. Hvorfor Gud handler forskelligt med mennesker, skal vi ikke granske ud over det, han har åbenbaret. Men for at den del af troen, hvor vi fromt tror, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses ved at komme til erkendelse af sandheden, ikke skal se ud til at blive svækket af det, der så klart vises om nådens virkninger, må vi med Kristi hjælp stræbe efter, at det står klart for os, hvor fast denne sætning står. Men da en nødvendig undersøgelse kræver en ikke ringe indsats, så lad os begynde den følgende drøftelse i begyndelsen af den anden bog.