Bog 2, kapitel 1: Tre ting står fast i dette spørgsmål: at Gud vil, at alle skal frelses, at erkendelsen af sandheden og frelsen er af nåde, og at Guds domme er uudgrundelige

Når vi har lagt alle de stridigheder til side og afvist dem, som heftigheden i umådeholdne diskussioner fører med sig, er det klart, at der er tre ting, man må holde fast ved i dette spørgsmål, som vi begynder den anden bog med. Den første er, at vi må bekende, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. Den anden er, at der ikke kan være tvivl om, at ingen når frem til selve erkendelsen af sandheden og til at tage imod frelsen ved egne fortjenester, men ved Guds nådes hjælp og virke. Den tredje er, at vi må bekende, at dybden i Guds domme ikke kan udgrundes af menneskelig forstand, og at man ikke skal spørge om, hvorfor han, som vil, at alle mennesker skal frelses, ikke frelser alle mennesker. For hvis man ikke søger det, som ikke kan vides, vil der ikke være nogen grund til strid mellem den første og den anden sætning; så vil begge blive forkyndt og troet med en tryg og rolig tro. For Gud, hos hvem der ikke er uretfærdighed (Rom 9,14), og hvis veje alle er miskundhed og sandhed (Sl 25,10), er alle menneskers gode skaber og deres retfærdige ordner. Han fordømmer ingen uden skyld og befrier ingen, fordi han er det skyldig; han straffer det, der er vort, når han straffer de skyldige, og giver det, der er hans, når han gør retfærdige – for at munden må lukkes på dem, der taler uret (Sl 63,12), og Gud må få ret i sine ord og sejre, når han dømmes (Sl 51,6). Den fordømte har ingen retfærdig klage, og den retfærdiggjorte har ingen sand grund til hovmod, hvis den ene siger, at han ikke har fortjent straffen, eller den anden påstår, at han har fortjent nåden.