Bog 2, kapitel 2: Skriften lærer, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses

Ligesom de ord fra Guds tale, der fremføres for at vise nåden, ikke kan krænkes af nogen disputerkunst, således at så mange klare og samstemmende udsagn skulle kunne trækkes over i en vrang fortolknings usikkerhed, sådan må heller ikke det, der i den samme Skrift findes om alle menneskers frelse, vanhelliges af nogen modsat argumentation. Jo vanskeligere det er at fatte, med desto mere prisværdig tro skal det troes. Der ligger nemlig stor styrke i en tilslutning, der lader autoriteten være nok til at følge sandheden, også når begrundelsen er skjult. Lad os derfor nøje overveje, hvad Herren befaler evangeliets forkyndere. Hos Matthæus siger han således: «Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og lær alle folk, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning» (Matt 28,18–20). Hos Markus siges der til de samme apostle: «Gå ud i hele verden, og forkynd evangeliet for hele skabningen. Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, der ikke tror, skal blive fordømt» (Mark 16,15–16). Er der i denne befaling gjort forskel på nogen folk eller nogen mennesker? Han undtog ingen på grund af fortjeneste, skilte ingen ud efter slægt og satte ingen til side på grund af deres stand. Evangeliet om Kristi kors er sendt til alle mennesker uden undtagelse. Og for at forkyndernes tjeneste ikke skulle se ud til kun at skulle udføres ved menneskers værk, siger han: «Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning» (Matt 28,20). Det vil sige: Når I går ind som får midt blandt ulve (Matt 10,16), så frygt ikke på grund af jeres egen svaghed, men stol på min magt. Jeg vil ikke forlade jer i hele dette værk indtil verdens afslutning – ikke for at I ikke skal lide noget, men for at give jer det, der er langt større: at ingen grusomhed fra dem, der raser, skal overvinde jer. I skal forkynde i min magt, og ved mig skal det ske, at der midt blandt dem, der modsiger og raser, opvækkes børn til Abraham af sten (Matt 3,9). Jeg vil indprente det, jeg har lært jer, og jeg vil gøre det, jeg har lovet. «For de skal udlevere jer til domstole, og de skal piske jer i deres synagoger, og I skal stå frem for konger og statholdere for min skyld til et vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Men når de udleverer jer, skal I ikke bekymre jer for, hvordan eller hvad I skal tale. For det er ikke jer, som taler, men det er jeres Fars Ånd, som taler i jer. Bror skal udlevere bror til døden og far sit barn, og børn skal rejse sig imod deres forældre og slå dem ihjel; og I skal blive hadet af alle mennesker på grund af mit navn. Men den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst» (Matt 10,17–22). Som apostlen siger, er Guds, vor frelsers, nåde altså blevet åbenbaret for alle mennesker (Tit 2,11); og alligevel blev nådens tjenere hadet af alle mennesker. Og selv om nogle hadede, og andre blev trængt af forfølgernes had, mistede ingen af parterne dog betegnelsen «alle mennesker»: Den del, der gjorde oprør, mistede vel nok sin frelse, men de troende fik den værdighed at regnes som den fulde helhed. For apostlen Johannes siger: «Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er sonoffer for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verdens» (1 Joh 2,1–2).