Bog 2, kapitel 8: Enhver får uden fortjeneste det, hvorved han kan stræbe mod fortjeneste, og af den, der allerede er begavet med nåden, ventes det, at han øger det, han har modtaget, ved ham, der giver væksten

Enhver får altså uden fortjeneste det, hvorved han kan stræbe mod fortjeneste, og før nogen som helst møje får han det, hvorved hver enkelt kan modtage løn efter sin egen møje. Luthersk note: Prosper siger, at nåden uden fortjeneste giver mennesket det, hvorved det kan stræbe mod fortjeneste og få løn efter sin møje. Luthersk lære siger, at vi ikke får nåde og evigt liv ved fortjeneste, men af nåde for Kristi skyld ved troen; når Skriften lover løn for gode gerninger, er det en ufortjent nådeløn til dem, der allerede er retfærdiggjort (Apologien IV). At det forholder sig sådan, ses også af læren i evangeliets sandhed. Dér siges det i en lignelse, at en mand, der skulle rejse udenlands, kaldte sine tjenere og overlod dem sin formue; den ene gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, hver efter hans egen evne (Matt 25,14–15). Det vil sige: efter hans egen, naturlige formåen, men ikke efter hans egen fortjeneste. For det er én ting at kunne virke, en anden at virke; én ting at kunne have kærlighed, en anden at have kærlighed; og én ting at være modtagelig for afholdenhed, retfærdighed og visdom, en anden at være afholdende, retfærdig og vis. Derfor bliver ikke enhver, der kan genoprettes, genoprettet, og ikke enhver, der kan helbredes, er sund; for at kunne genoprettes og helbredes hører til naturen, men at være genoprettet og sund hører til nåden. De tjenere, som fik betroet et forskelligt antal talenter efter det mål af evne, som han, der uddelte formuen, forudså i dem, fik altså ikke løn for en fortjeneste, men stof at arbejde med. Og her bliver de to tjeneres årvågne flid ikke alene hædret med strålende ros; de får også befaling om at gå ind til deres herres evige glæde (Matt 25,21.23). Men den tredjes dovne lediggang og magelige ondskab straffes sådan, at han både vanæres med skam og bebrejdelse og fratages den del, han havde fået (Matt 25,26–30). For han fortjente at miste sin unyttige tro, han som ikke havde øvet kærlighed. Luthersk note: Det skal ikke forstås sådan, at kærligheden er det, der gør troen retfærdiggørende. Luthersk lære: troen alene retfærdiggør, men en tro, der ikke bærer kærlighedens frugt, er ikke en levende tro, og den, der lever i synd mod sin samvittighed, mister troen og Helligånden (Apologien IV; Konkordieformlen IV). Derfor hører vi også i den efterfølgende tale, hvor den kommende doms form bliver gjort helt tydelig: Når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, og alle folkene er samlet foran ham, skal nogle stilles ved hans højre side og andre ved hans venstre; de på højre side roses for kærlighedens gerninger, og de på venstre side bebrejdes intet andet end, at de har forsømt barmhjertighed og velvilje (Matt 25,31–46). Også de havde altså modtaget troen, men de havde ikke stræbt efter kærligheden; og de skal fordømmes, ikke fordi de ikke bevarede gaven, men fordi de ikke øgede den. For selv om alle gode ting er Guds gaver, giver Gud dog nogle af dem, uden at man har bedt om dem, for at man ved det, man har modtaget, skal søge det, man endnu ikke har fået. Det frø, der kastes i jorden, sås jo ikke, for at det skal blive ved med at være alene, men for at det ved at bære frugt skal blive mangfoldigt og talrigt (Joh 12,24). Dets vækst kommer ganske vist fra ham, som giver væksten (1 Kor 3,7); men en jord, der er levende og fornuftig og allerede gjort frugtbar af nådens regn, har noget, som ventes af den selv: at den øger det, den har modtaget.