Studiebibelen

📚 Om alle folkeslags kaldelse · Prosper af Aquitanien, ca. 450

Bog 2, kapitel 9: Vi skal ikke granske årsagen til, at nåden har været forskellig til forskellige tider

📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold

Efter at vi nu, som jeg mener, har behandlet dette rigtigt, så vidt Herren har givet det, vil vi vende tilbage til det sted, hvorfra drøftelsen gik bort, nemlig til at betragte de forskelle, hvormed den guddommelige nådes gerninger og gaver har været varieret. For dybden af Guds rigdom og visdom og kundskab – han, hvis domme er uransagelige og hvis veje er usporlige (Rom 11,33) – har altid afvejet sin barmhjertighed og sin retfærdighed sådan, at han efter sit evige råds dybt skjulte vilje ikke har villet, at målet af hans gaver skulle være lige stort til alle tider over alle slægter eller over alle mennesker. Han har nemlig hjulpet dem på én måde, som han henvendte sig til gennem himlens og jordens vidnesbyrd, for at de skulle kende ham; på en anden måde dem, som han ikke alene tog sig af ved elementernes tjeneste, men også ved lovens lære, profeternes udsagn, undernes tegn og englenes medvirken; og på en endnu langt anden måde har han vist alle mennesker sin barmhjertighed, da Guds Søn blev menneskesøn, for at han kunne findes af dem, der ikke søgte ham, og vise sig for dem, der ikke spurgte efter ham (Es 65,1). Det skete, for at Israels afkoms hæder ikke længere kun skulle udmærke sig i ét eneste folk, men Abrahams sæd skulle vokse frem mangfoldiggjort i hvert folk under himlen, og for at ikke kødets børn, men løftets børn skulle træde ind i arvingernes række (Rom 9,8); og for at den knaphed på nåde, der i forgangne tider havde været over de andre folk, nu skulle være lige så stor i det jødiske folk – dog sådan at der, når hedningernes fylde er gået ind (Rom 11,25–26), også loves deres tørhed en oversvømmelse af de samme vandstrømme. Hvilke årsager eller hvilke grunde der er til disse forskelle under den samme nåde – hvem vil sige det, når de hellige Skrifter ikke siger det? Og når apostlen Paulus' kundskab i disse ting går fra drøftelse over i forundring (Rom 11,33), hvem vil så være så formastelig at mene, at dette skal afdækkes ved drøftelse, frem for at det skal beundres i tavshed?

Om alle folkeslags kaldelse (Prosper af Aquitanien, ca. 450) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: De vocatione omnium gentium, latinsk tekst efter Migne, Patrologia Latina 51 (public domain), rettet for OCR-fejl. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.