Bog 2, kapitel 10: Til alle tider har Guds barmhjertighed både næret legemerne og hjulpet sindene

Lad os da med tålmodighed og sindsro være uvidende om en hemmelighed, der ligger så fjernt fra menneskers erkendelse. Men selv om man ikke kan trænge ind i det lukkede, skal man ikke af den grund gå forbi indgangen til det, der er åbnet. Mange udsagn med Guds ords myndighed har nemlig vist, og alle tiders vedvarende erfaring har lært os, at Guds retfærdige barmhjertighed og barmhjertige retfærdighed aldrig har undladt at nære menneskers legemer eller at belære og hjælpe deres sind. Han har altid ladet det regne over gode og onde, altid ladet sin sol stå op over retfærdige og uretfærdige (Matt 5,45), altid givet livgivende luft, altid ladet dag og nat skifte, altid skænket markerne grøde, sæden mangfoldighed og menneskeslægten frugtbarhed. Og hvis han engang formindskede noget af dette, tugtede han med mild revselse frafaldet og ladheden hos dem, der brugte det dårligt, så de skulle søge hans barmhjertighed i modgang, de som ikke havde frygtet hans retfærdighed i medgang. Ja, går vi tilbage til selve verdens begyndelse, finder vi, at Guds Ånd var leder for alle de hellige, som levede før syndfloden; derfor blev de også kaldt Guds sønner, for som apostlen siger: «Alle dem, der føres af Guds Ånd, er Guds sønner» (Rom 8,14). Og da de samme havde sat fædrenes skik til side og blandet sig med de forkastedes slægt i ulovlige ægteskaber og på grund af dette forbryderiske fællesskab blev dømt værdige til at blive udslettet, sagde Herren: «Min Ånd skal ikke blive i disse mennesker, for de er kød» (1 Mos 6,3). Heraf fremgår det, at dette folk, hvis slægtled opregnes i særskilt rækkefølge sammen med antallet af deres år, tidligere havde været åndeligt – nemlig ved en vilje, som Helligånden ledede, og som han styrede sådan, at han ikke tog evnen til at vende sig mod lasterne fra den. Hvis dette folk ikke havde brugt den evne, ville det ikke have forladt Gud og ikke være blevet forladt af Gud, og det ville have været som den, om hvem det er sagt: «Salig den, der kunne overtræde, men ikke overtrådte» (Sir 31,10). Så længe det altså blev hos Gud, blev det der ved den vilje, som Gud indgav og ledede. For, som der står skrevet: «Viljen beredes af Herren» (Ordsp 8,35 efter Septuaginta).