Bog 2, kapitel 11: Det, som Guds gavmildhed i det høje har besluttet at give menneskene, vokser for det meste frem hos dem lidt efter lidt og stykke for stykke

Men denne beredelse har ikke altid én og samme fremgang eller ét og samme mål. For nådens gerninger og gaver varierer på mange måder og med utallige forskelle, og inden for hver enkelt slags gave er der forskellige trin og ulige mængder. Urterne og træerne, som jorden frembringer, er ikke alle af én art eller ét slag; hver af dem vokser frem i sit eget frøs form og med sin egen stammes beskaffenhed, og de får ikke deres fulde skønhed, straks når de spirer frem, men føres frem ved bestemte og ordnede tilvækster, indtil de gennem den ene vækst efter den anden når deres fulde størrelse. Sådan spirer heller ikke nådegavernes frø og dydernes planter frem i enhver mark i menneskehjertet på én gang som alt det, de skal blive, og man finder ikke let modenhed i det første spæde eller fuldkommenhed i begyndelsen. Ganske vist viser den mægtige og barmhjertige Gud ofte disse forunderlige virkninger af sin gerning og fører i visse sind alt, hvad han vil give, ind på én gang, uden at de skal vente på at vokse. I Abrahams lænd helliges Levi (Hebr 7,9–10), og sammen med ham velsignes Arons hus og præsteskabet (1 Mos 17,16). I Isak, der blev undfanget efter løftet og mod håb født af ufrugtbare gamle (Rom 4,18), er alle folkenes kaldelse og hele Kristi skikkelse forudformet. Jakob bliver elsket og udvalgt, før han bliver født, uden at nogen fortjeneste taler for ham (Mal 1,2–3; Rom 9,13). Til Jeremias siges der: «Før jeg formede dig i moders liv, kendte jeg dig, og før du kom ud af moderskødet, helligede jeg dig» (Jer 1,5). Johannes bliver fyldt med Helligånden i sin mor Elisabets skød og springer af fryd, og for at ingen af dem, der er født af kvinder, skal være større end han, mærker han nådens begyndelse før naturens (Luk 1,15.41–44).

Men selv om der ikke mangler andre eksempler af samme slags, som vi for kortheds skyld går forbi, er den del af menneskene dog langt hyppigere og langt talrigere, hos hvem alt, hvad Guds gavmildhed i det høje skænker, vokser frem stykke for stykke, så de gaver, der allerede er givet, bliver årsag til, at nye gives. Nogle har fået troen, men er ikke fri for mistillid; at den var i ham, vidste han jo, som sagde: «Jeg tror, Herre, hjælp min vantro!» (Mark 9,24). Heller ikke de, som sagde: «Giv os mere tro!» (Luk 17,5), mærkede, at mistilliden var helt borte fra deres sind. Nogle forstår ikke det, de tror, og mange af dem bliver længe holdt tilbage inden for deres enfoldigheds snævre mål. Men mange får hurtigt forstandens lys. Og selve forstanden har ikke samme kraft eller samme evne hos alle. Og rigtig mange lider, skønt de synes at være prydet med både tro og forstand, dog af mangel på kærlighed og kan ikke holde fast ved det, de ser med troen og forstanden; for man kan ikke blive ved i det, man ikke elsker af hele sit hjerte. Heller ikke selve kærlighedens gave er altid af den art, at den, der modtager den, på én gang får alt, hvad der hører til dens fylde. For der findes en kærlighed, der kan overvindes af en anden kærlighed, og ofte visner kærligheden til Gud på grund af kærligheden til verden – medmindre den, når Helligånden sætter den i brand, vokser til en sådan glød, at ingen kulde kan slukke den og ingen lunkenhed svække den. Da denne Guds uudsigelige gave altså er summen af alle gaver og så at sige alle dyders liv, gives alt det andet, for at den troende sjæls stræben skal have det, hvorved den kan arbejde sig frem mod den fuldkomne kærlighed. Og fordi kærligheden ikke blot er fra Gud, men også er Gud (1 Joh 4,7–8), gør den dem faste, udholdende og uovervindelige, som den har fyldt med sin frydes strøm. Men de, der ikke kender disse vandes sødme og endnu drikker af denne verdens strømme, eller som – selv om de har smagt lidt af livets kilde med læbespidserne – dog fryder sig ved at beruse sig af Babylons gyldne bæger (Åb 14,8; 16,19), de bliver helt og holdent bedraget af deres eget valg og falder ved deres egen vilje; og hvis de bliver ved i denne ladhed, berøver de selv sig det, de har modtaget. For alle gode ting kan let gå tabt uden kærlighed, eftersom de ikke kan gavne uden kærlighed (1 Kor 13,3).