Bog 2, kapitel 12: At vi vender os bort fra Gud, skyldes ikke Guds bestemmelse, men vores egen vilje; derfor er det menneskets fortjeneste, hvis det står fast, eftersom det kunne falde

Dette, som her kort og summarisk er gennemgået, skal tjene til, at vi med fuld vished ved, at ingen af de troende bliver forladt, så længe han ikke selv går bort fra Gud, og at ingens fald er fastsat ved Guds bestemmelse. Men det står mange, som allerede bruger fornuftens dømmekraft, frit for at gå bort, for at det, at de ikke er gået bort, kan være en løn, og for at det, som ikke kan ske uden Guds Ånds medvirken, kan regnes som fortjeneste for den, ved hvis vilje det kunne have undladt at ske. Luthersk note: Prosper siger, at det at blive ved i troen tilregnes mennesket som fortjeneste og løn, fordi dets vilje kunne have veget bort. Luthersk lære siger også, at mennesket kan falde fra ved egen skyld, og at Gud ikke er årsag til frafaldet; men at blive i troen er alene Helligåndens gerning og ikke menneskets fortjeneste, og den genfødte vilje virker ikke med af egen kraft, men kun af den kraft, Gud giver (Konkordieformlen II og XI; Apologien IV). Denne vilje kan være alene om de onde handlinger, men den kan ikke være alene om de gode. For selv om den efter sin natur er god, så bliver den fejl, som ved den onde vilje er kommet ind i naturen, ikke overvundet af naturens kraft, men af nådens.