Bog 2, kapitel 13: Guds godhed var til stede for at vejlede ikke kun de hellige, men også de ugudelige før syndfloden

Det første Guds folk blev altså ledet af Guds Ånd, og ved Helligåndens oplæring holdt det sig borte fra det forbandede og på forhånd fordømte folks fællesskab og sæder; det vogtede på sin adskillelse og blandede sig ikke med de kødelige. Guds tålmodighed bar over med deres onde gerninger, så længe de gode kunne behage ham ved ikke at efterligne dem. Men da også de gode blev fordærvet ved at efterligne de onde, og hele menneskeheden ved frivilligt frafald gik sammen om den samme ondskab, blev de – med undtagelse af Noas hus – vanhelliget af én og samme ugudelighed og udslettet af én og samme dom. Men Guds godhed svigtede ikke engang den del, som ikke stod fast i kærligheden, men fra sin begyndelse svulmede op af djævelens misundelses gift. For det ugudelige folks stamfader, som misundte sin hellige bror hans fortjenester og i sit brodermorderiske hjerte pønsede på at slå ham ihjel, værdigede Herren at formilde med et faderligt råd, da han sagde til Kain: «Hvorfor er du blevet bedrøvet? Hvorfor er dit ansigt faldet? Har du ikke syndet, hvis du ofrer ret, men ikke deler ret? Fald til ro. For den skal vende sig til dig, og du skal herske over den» (1 Mos 4,6–7). «Læg», siger han, «den bedrøvelse fra dig, som er opstået af misundelse og kappestrid, og sluk det grusomme hads flammer. Abel har ikke gjort dig noget, og han har ikke krænket dig ved at behage mig. Jeg så ned på dine gaver efter min egen dom, ikke efter hans ønske. For du har udført en god gerning skødesløst. Dit offer ville have været ret, hvis din deling havde været ret. Når du vidste, hvem du ofrede til, burde du have vidst, hvad du lovede ham. Du delte ikke værdigt mellem mig og dig, for du gemte det udsøgte til dig selv. Derfor er denne fejl din, og synden er din. Fald til ro, og gå ikke løs på din uskyldige bror; lad hellere din skyld vende tilbage til dig selv. Giv ikke synden herredømme over dig, men tag hellere du herredømmet over den. For ved at omvende dig vil du ikke gå videre til en større forbrydelse, og du vil blive renset for det, som du sørger over at have mishaget mig med.»

Når Gud talte sådan til Kain, kan der så være tvivl om, at han ville – og, så vidt denne måde at helbrede på rakte, virkede for – at Kain skulle komme til besindelse fra sit ugudelige raseri? Men den stædige ondskab blev netop ved det, der burde have rettet den, endnu mere uden undskyldning. Og Gud vidste jo forud, hvilket mål den rasendes forehavende ville nå frem til. Men at Guds viden ikke kunne tage fejl, betød ikke, at viljens forbrydelse blev drevet frem af en nødvendighed til at synde. Abel kunne jo være blevet beskyttet uskadt mod denne hensigt og dens udførelse, hvis det ikke havde behaget Gud – til stor ros for hans tålmodighed – at den ugudeliges timelige raseri skulle blive den retfærdiges evige ære. Hvad brodermorderens efterkommere angår, så vil enhver let se, at Guds godhed aldrig har unddraget sig dem, selv om de levede efter deres stamfaders sæder, hvis man betænker, hvor meget det kunne have gavnet dem: så lang en tålmodighed fra Gud, så rig en overflod af timelige goder og så talrig en forøgelse af en mangfoldig frugtbarhed. Selv om disse velgerninger ikke bragte de forhærdede nogen helbredelse eller forbedring, beviser de dog, at deres bortvendelse ikke skyldtes Guds bestemmelse, men deres egen vilje.