Bog 2, kapitel 16: Kristus er død for alle ugudelige

Der er altså ingen grund til at tvivle på, at Jesus Kristus, vores Herre, er død for ugudelige og syndere. Hvis der fandtes nogen, som var fri af deres tal, så er Kristus ikke død for alle. Men Kristus er ganske afgjort død for alle; altså var der ikke ét eneste menneske, som før den forsoning, der er sket ved Kristi blod, ikke var enten synder eller ugudelig. For apostlen siger: «For hvorfor døde Kristus til rette tid for ugudelige, mens vi endnu var svage? Næppe vil nogen jo dø for en retfærdig; for en god vil måske nogen vove at dø. Men Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi da, nu da vi er retfærdiggjort ved hans blod, frelses fra vreden ved ham. For når vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender, skal vi så meget mere frelses ved hans liv, nu da vi er forsonet» (Rom 5,6–10). Den samme apostel siger i Andet Korintherbrev: «For Kristi kærlighed tvinger os, for vi har sluttet dette: Når én er død for alle, så er alle døde; og han døde for alle, for at de, der lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem» (2 Kor 5,14–15). Lad os også høre, hvad han siger om sig selv: «Dette ord er troværdigt og værdigt til al modtagelse: Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den første. Men derfor blev der vist mig barmhjertighed, for at Kristus Jesus først på mig kunne vise hele sin tålmodighed som et forbillede for dem, der skal komme til tro på ham til evigt liv» (1 Tim 1,15–16).

Hvad enten det var omskårne eller uomskårne, var alle uden undtagelse lukket inde under synden; én og samme skyld havde bundet alle, og blandt mere og mindre ugudelige var der ingen, der kunne frelses uden Kristi forløsning. Denne forløsning bød sig frem for hele verden og blev gjort kendt for alle mennesker uden forskel. For på den halvtredsindstyvende dag efter den påske, da det sande Lam havde ofret sig selv til Gud som offer, talte apostlene og de, der var enige med dem, fyldt af Helligånden, med alle folkeslags tunger. Da strømmede en mængde mennesker af alle slags folk sammen, vakt af underet, så hele verden i dem, der var til stede, hørte Kristi evangelium. Som der står skrevet, var der strømmet sammen partere og medere og elamitter og folk fra Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Libyens egne ved Kyrene, og tilrejste romere, jøder og proselytter, kretere og arabere, og alle hørte de Guds store gerninger forkyndt på deres egne tungemål (ApG 2,9–11). Deres vidnesbyrd skulle så løbe vidt og bredt ud, også til de folkeslag, der bor længere borte. Med det formål, tror vi, beredte Guds forsyn Romerrigets udstrækning, så de folkeslag, der skulle kaldes til enheden i Kristi legeme, først blev knyttet sammen under ét riges lov. Dog nøjes den kristne nåde ikke med at have de samme grænser som Rom; den har allerede lagt mange folk under Kristi kors' scepter, som Rom ikke betvang med sine våben. Men Rom er gennem det apostoliske præsteembedes forrang blevet større som religionens borg end som magtens trone. Luthersk note: Prosper ser Roms forrang i kirken, grundet på det apostoliske embede, som et værk af Guds forsyn. Efter luthersk lære har Roms biskop ingen forrang over kirken af guddommelig ret; alle biskopper og præster har det samme embede, og kirken er bundet til evangeliet, ikke til et bestemt bispesæde (De Schmalkaldiske Artikler II,4; Traktaten om pavens magt og overhøjhed).