Bog 2, kapitel 15: Der fødes ikke bedre anlæg nu end før Kristi komme; tværtimod fandtes uretfærdigheden stærkere på den tid, da Kristus kom, for at Guds nåde kunne blive åbenbar

For alle mennesker har altid fået et vist mål af himmelsk belæring. Selv om det var en sparsommere og mere skjult nåde, er den dog, sådan som Herren har bedømt det, nok for nogle til helbredelse og for alle til vidnesbyrd. Således viser det sig ikke tvivlsomt, men tydeligt, at hvis nåden ikke var blevet endnu mere overstrømmende, hvor synden blev overstrømmende, ville en lignende ugudelighed også nu forblinde hele menneskeslægten. Eller er det måske, som mange snakker løs om, sådan at der i vores tid er opstået bedre anlæg end hos de gamle, og at de sidste tider har frembragt sjæle, der er bedre egnede til Guds gaver? Selv hvis det var sådan, skulle det tilskrives Skaberens godhed, som hos de folk, der skulle kaldes til det evige liv, havde formet hjerter, som ikke ville stritte imod. Men intet som helst er blevet nyt i den kødelige slægt, og efterkommerne er ikke født af ædlere herkomst end forfædrene. Tværtimod: jo tungere slægten var hos menneskene på den tid, da verdens Forløser kom, desto stærkere blev uretfærdigheden fundet. Det beviste det jødiske raseris ugudelighed; og hvor egnet den slægt var til Kristi evangelium, viste ikke kun folkets, men også de skriftkloges, rådsherrernes og præsternes hjerter. Det var ikke nok for dem at rase mod Guds Lam, som borttager verdens synd (Joh 1,29), imod lovens vidnesbyrd, imod profeternes ord og imod den erfaring, de havde gjort af de guddommelige kraftgerninger, med oprør, hån, spyt, lussinger, slag, sten, piske og til sidst med korsets grusomhed; de forfulgte også vidnerne til hans opstandelse med samme vanvid. Da apostlene blev pisket af ypperstepræsterne, viste de, at dette vanvid var profeteret i Davids salme, idet de sagde: «Herre, du som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, du som ved Helligånden har sagt gennem vores fader Davids, din tjeners, mund: Hvorfor raser folkeslagene, og hvorfor lægger folkene tomme planer? Jordens konger rejser sig, og fyrsterne slår sig sammen imod Herren og imod hans salvede (Sl 2,1–2). For i sandhed slog Herodes og Pontius Pilatus sig sammen her i byen med hedningerne og Israels folk imod din hellige Søn Jesus, som du havde salvet, for at gøre det, som din hånd og dit råd havde bestemt skulle ske» (ApG 4,24–28). For at åbenbare Guds nåde, som efter hans evige og uforanderlige råd var bestemt til alle folkeslags frelse, blev de tidligere tider altså ikke forbigået, som om de var uegnede; nej, netop disse tider blev udvalgt, fordi de frembragte sådanne folk, hvis vilde og frivillige uretfærdighed ikke af omtanke, men i den hensigt at rase blev ved med at gøre det, som Guds hånd og råd havde bestemt skulle ske. Således skulle Guds nåde og magt fremstå så meget mere forunderlig, da han af så hårde sjæle, så formørkede sind og så fjendtlige hjerter gjorde sig et folk, der var troende, lydigt og helligt, og som ikke ved denne verdens visdom nåede frem til Guds visdoms lys, men ved hans gave. Om den vidner apostlen Johannes, når han siger: «Vi ved, at Guds Søn er kommet og har givet os forståelse, så vi kan kende den sande Gud og være i hans sande Søn» (1 Joh 5,20). Med dette vidnesbyrd stemmer apostlen Paulus overens, når han siger: «Vi takker Faderen, som har gjort os værdige til at få del i de helliges arv i lyset, og som har revet os ud af mørket og af mørkets magt og sat os over i sin elskede Søns rige» (Kol 1,12–13). Og igen siger han: «For vi var engang uforstandige, ulydige, vildfarne, slaver af forskellige slags begær og lyster, og vi førte et liv i ondskab og misundelse, var forhadte og hadede hinanden. Men da vores Frelsers godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os ikke på grund af de retfærdige gerninger, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed ved genfødslens bad ved Helligånden, som han i rigt mål udøste over os ved Jesus Kristus, vores Frelser, for at vi, når vi er blevet retfærdiggjort ved hans nåde, skal blive arvinger med håb om evigt liv» (Tit 3,3–7).

Kunne det siges fyldigere, klarere og sandere, hvilke fortjenester Kristus fandt hos menneskene, hvilken livsførelse han lagde under sig, og hvilke hjerter han vendte til sig, da han kom for at helbrede ikke de raske, men de syge, og for at kalde ikke retfærdige, men syndere (Matt 9,12–13)? For hedningefolket, som sad i mørket, så et stort lys, og over dem, der sad i mørket og dødens skygge, opstod et lys (Es 9,1). Folkeslagene larmede, folkene blev vrede, konger rasede, magthavere modsagde, og hele verdens overtro og vildfarelser satte sig imod. Men af dem, der stod imod, rasede og forfulgte, øgede Kristus sit folk; ved de helliges lænker, pinsler og død blev troen styrket, sandheden sejrede, og over hele verden blev Herrens høst større og rigere. For der blev ovenfra givet så stor fasthed i troen, så stor tillid i håbet og så stor styrke til at udholde, at den kærlighedens ild, som Helligånden havde tændt i de troendes hjerter, på ingen måde kunne slukkes af dem, der undertrykte dem. De, der blev pint, brændte endnu stærkere, og de, der rasede, blev ofte selv grebet af den flamme, de forfulgte – den flamme, som den salige apostel Paulus brændte af, da han frimodigt og glødende sagde: «Da vi altså er retfærdiggjort af tro, så lad os have fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi også ved troen fået adgang til den nåde, vi står i, og vi roser os af håbet om Guds børns herlighed. Ikke alene det, vi roser os også af trængslerne, fordi vi ved, at trængslen virker udholdenhed, udholdenheden prøvet troskab og den prøvede troskab håb; og håbet skuffer ikke, for Guds kærlighed er udgydt i vores hjerter ved Helligånden, som er givet os» (Rom 5,1–5). Og igen: «Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd? Som der står skrevet: For din skyld dræbes vi hele dagen, vi regnes som slagtefår (Sl 44,23). Men i alt dette sejrer vi ved ham, som elskede os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kraft eller det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vores Herre» (Rom 8,35–39). Denne kærlighed, udgydt ved Helligånden, gjorde, at de troendes verden sejrede over de ugudeliges verden. Den gjorde Neros grusomhed, Domitians raseri og mange senere kejseres rasen til skamme ved den herlige død, som utallige martyrer led, idet Kristus ud af kongernes forfølgelser gav dem, der efterlignede ham, evige sejrskranse.