Bog 2, kapitel 20: En indvending ud fra de små børn mod ordet «Han vil, at alle mennesker skal frelses»

På denne erkendelsens vej, der ganske vist er smal, men dog ret, rejser betragtningen af de små børn ikke så få vanskeligheder. De har ingen fornuftig dømmekraft, hvormed de kunne mærke deres skabers velgerninger og nå frem til erkendelse af sandheden. Og det ser ikke ud til, at man med rette kan anklage dem for at have forsømt den nåde, der vil hjælpe dem, for af naturen befinder de sig i en uvidenhed, som utvivlsomt ikke kan modtage nogen viden eller fornemme nogen lære. Når Gud altså vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4), hvordan kan det da være, at så stor en mængde spæde børn bliver holdt borte fra den evige frelse, og at så mange tusinde mennesker i denne alder bliver ladt uden for det evige liv – som om han, der skabte uden at hade nogen, alene havde skabt dem, for at de, fordi de kom til denne verden med syndens kød, skulle falde i en uopløselig skylds lænker uden at have gjort sig skyldige ved nogen handling af deres egen? Hvad kan være dybere, hvad kan være mere forunderligt end dette? For man må ikke tro, at de, som ikke har fået genfødslens sakramente, hører til i de saliges fællesskab. Luthersk note: Prosper regner her med, at udøbte børn er udelukket fra de saliges fællesskab. Luthersk lære holder fast ved, at dåben er nødvendig til frelse, og at børnene skal døbes, fordi løftet også gælder dem (CA IX; Apologien IX). Men nødvendigheden binder os til dåben, ikke Gud: børn, der dør udøbte, uden at dåben er blevet foragtet, overlades til Guds barmhjertighed og erklæres ikke for fortabte. Og det bliver endnu mere forbløffende og forunderligt, at hvor ingen handling har krænket Gud, hvor ingen vilje har sat sig imod, og hvor elendigheden er den samme, svagheden ens og sagen fælles, dér er dommen ikke én og den samme trods så stor lighed: børn af samme slags som dem, forkastelsen afviser, tager udvælgelsen til sig som sine egne.