Bog 2, kapitel 21: De små børn, der går fortabt, behandles retfærdigt både i denne verden og i den kommende på grund af arvesynden

Men vores ydmyge hjerte vil ikke blive forvirret af dybden i denne Guds adskillelse, hvis vi med fast og urokkelig tro tror, at enhver Guds dom er retfærdig, og ikke stræber efter at kende det, som han har villet holde hemmeligt. Hvor man ikke kan udforske, hvorfor han dømmer sådan, må det være nok at vide, hvem der dømmer. Dog er dette spørgsmål ikke så uerkendeligt, at vi ikke kan hente nogen lærdom af det, hvis vi betragter det, der kan ses, med et roligt og nøgternt hjertes blik. For når vi betænker, hvor stort et antal små børn der går fortabt blandt hedningerne, blandt jøderne, blandt kætterne og blandt de katolske kristne selv [«katolsk» betyder her den almindelige, rettroende kirke.] – børn, som, hvad deres egen vilje angår, åbenbart hverken har gjort noget godt eller noget ondt – så lærer vi, at den dom hviler over dem, som menneskeslægten pådrog sig ved Adams, den første stamfaders, overtrædelse. Luthersk note: Prosper regner også her de udøbte børn blandt de fortabte. Luthersk lære lærer ganske vist, at arvesynden fordømmer alle, som ikke genfødes ved dåben og Helligånden (CA II), men den erklærer ikke de børn for fortabte, som dør, før de kan døbes; dem overlader den til Guds barmhjertighed. Og når denne doms strenghed ikke løsnes, heller ikke over for sådanne børn, viser det, hvor stor den synd var. Man ville anse alle for at være født uskyldige, hvis det ikke også var til skade for sådanne børn ikke at blive genfødt.

Over at døden kommer tidligt, er der ingen grund til at klage, for da dødeligheden først ved synden var trængt ind i vores natur, underlagde den sig hver dag i vores liv. For mennesket kunne på en eller anden måde kaldes udødeligt, hvis der var et tidsrum, inden for hvilket det slet ikke kunne dø. Men det forkrænkelige har aldrig sådan del i uforkrænkeligheden, at det, som skal gå til grunde, ikke altid er underlagt forfaldet. Dette livs begyndelse er dødens begyndelse, og vores alder begynder ikke at vokse, før den begynder at tage af. Lægges der noget tid til den, kommer det ikke til, for at den skal blive, men går over, for at den skal forgå. Det, som fra sin begyndelse er dødeligt, dør altså ikke imod dødelighedens lov, hvilken dag det end dør, og det er aldrig nærmere ved at kunne leve end ved at kunne svinde hen. Men selv om alle menneskers dødelighed er opstået af én årsag, er den forkrænkelige natur dog ikke ramt af én slags svaghed, men splittet ud i mange. Og ikke blot menneskealderens år, måneder eller dage, men også alle dens timer og alle øjeblikke er underlagt sygdomme, skrøbeligheder eller sår. Der findes ingen slags død og ingen måde at dø på, som ikke rammer en eller anden del af de dødelige mennesker som helhed. For et tungt åg hviler på Adams børn fra den dag, de kommer ud af deres mors liv, til den dag, de begraves i alles moder (Sir 40,1).