Studiebibelen

📚 Om alle folkeslags kaldelse · Prosper af Aquitanien, ca. 450

Bog 2, kapitel 22: Den guddommelige retfærdighed fastsætter for enhver målet og arten af hans elendighed

📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold

Men byrden af dette meget hårde åg er ikke væltet sådan ind over Adams børn, at den guddommelige retfærdighed ikke anvendte noget af sit eget mål på dem. Den har underlagt dem, der skulle gå til grunde, forfaldets love på en sådan måde, at den ikke gav afkald på sin magt til at afmåle dem. Heller ikke rammes alle af alle onder, blot fordi alle i kraft af det fælles lod er underlagt dem alle. Den almindelige nødvendighed er tværtimod gjort forskelligartet, for at Herren kunne forbeholde sig grunde til både skånsel og tugt, og for at der i den ene skyld, som alle har, skulle være noget, som han både kunne eftergive i barmhjertighed og kræve ind i retfærdighed. Guds retfærdige og almægtige forsyn dømmer altså uophørligt over alle ting, og ingen kommer ind i denne verden eller går ud af den uden ved den fødsel og den bortgang, som tingenes dommer bestemmer efter sin højeste viden og visdom, som der står skrevet i Jobs Bog: «Hvem ved ikke, at Herrens hånd har gjort alt dette, han, i hvis hånd hvert levende væsens sjæl og alt menneskekøds ånd er?» (Job 12,9–10), og igen: «Menneskets dage er korte, og antallet af hans dage er hos dig» (Job 14,5). Hvem tør da udforske årsagerne til hans gerninger og beslutninger? Det er nemlig uransageligt og meget skjult, hvorfor menneskets kår er gjort så forskellige. Én plages af langvarig svaghed fra barndommen til alderdommen, og midt i vedvarende smerter svigter den fastsatte levetid ham ikke; en anden holdes frisk af en langvarig styrke med uformindskede kræfter. For én kommer enden i barndommen, for en anden i ungdommen. Én får ikke lov at komme ud over de unge år, en anden kan umuligt vokse sig så stor, at han lærer at tale. Disse livets grænser, der er ulige på så mange måder, ville den skrøbelige dødelighed opleve som mindre bitre, hvis den kun led tabene i denne verden, og hvis de, der var gået herfra uden genfødslens bad, ikke faldt i evig elendighed. Luthersk note: At de udøbte børn falder i evig elendighed, lærer luthersk lære ikke; den holder fast ved dåbens nødvendighed (CA IX), men overlader de børn, der dør udøbte, til Guds barmhjertighed.

Om alle folkeslags kaldelse (Prosper af Aquitanien, ca. 450) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: De vocatione omnium gentium, latinsk tekst efter Migne, Patrologia Latina 51 (public domain), rettet for OCR-fejl. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.