Bog 2, kapitel 23: Den almindelige nåde gives til de små børn, der går fortabt, idet den gives til deres forældre

Men da grunden til de gaver, som nåden giver, er mere uransagelig end grunden til de elendigheder, som naturen har fortjent, henviser selve vanskeligheden ved at forstå os til vores skaber. Og når vi spørger, hvordan han vil, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4), når han ikke giver alle den tid, hvori de ved en frivillig tro kunne blive i stand til at modtage nåden, så mener jeg, at man hverken tror ugudeligt eller forstår det urimeligt, når man siger, at disse mennesker, der kun levede få dage, hører ind under den del af nåden, som altid er givet til alle folkeslag. Hvis deres forældre brugte den godt, ville børnene i hvert fald også selv få hjælp gennem dem. For alle små børns første begyndelse og hele den første tid af barndommen, før fornuften er vågnet, ligger under en andens viljes afgørelse, og der kan på ingen måde sørges for dem uden gennem andre. Derfor følger det, at de hører til i fællesskab med dem, hvis rette eller vrange sindelag de bliver ledt af. For ligesom de tror ved en andens bekendelse, sådan tror de ikke på grund af en andens vantro eller ligegyldighed. Og da de selv hverken har haft lyst til det nuværende eller til det kommende liv, bliver det lige så meget deres eget ikke at blive genfødt, som det var deres eget at blive født. Luthersk note: Prosper siger her, at de små børn tror ved andres bekendelse, og at det er deres forældres skyld, når de ikke genfødes og derfor går fortabt. Luthersk lære siger, at barnet i dåben selv får troen ved Helligånden (Den Store Katekismus om barnedåben), og den erklærer ikke de børn for fortabte, der dør udøbte; de overlades til Guds barmhjertighed. Men ligesom en særlig kaldelse over for de voksne – ud over den almindelige nåde, som mere sparsomt og skjult banker på alle menneskers hjerte – udfolder sig med en mere fremragende gerning, en rigere gave og en mægtigere kraft, sådan viser den samme udvælgelse sig også over for utallige små børn. Den manglede ganske vist heller ikke for dem, der ikke blev genfødt, i deres forældre, men for dem, der blev genfødt, var den til stede ud over deres forældre. Således har fremmedes omsorg ofte tjent mange, som deres egnes ugudelighed svigtede, og de er kommet til genfødslen gennem fremmede, da de ikke ville have fået den gennem deres nærmeste.