📚 Om alle folkeslags kaldelse · Prosper af Aquitanien, ca. 450
Bog 2, kapitel 24: Den forskel, der gøres mellem ligestillede små børn, giver ikke grund til en retfærdig klage, men anbefaler i høj grad Guds retfærdighed og Kristi nåde
📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold
Hvem andre end den mest hovmodige og tomme vil i denne nådens gerning klage over Guds retfærdighed, fordi han ikke sørger for alle små børn med samme forsyn og ikke enten fjerner alle de farer, der kan forhindre de døendes genfødsel, ved sin magt eller kommer dem i forkøbet ved sin barmhjertighed? Det ville jo ske for alle, hvis det overhovedet burde ske sådan. Men det er ikke skjult, hvor megen ligegyldighed det ville avle i de troendes hjerter, hvis man ved dåben af små børn intet behøvede at frygte, hverken af nogens forsømmelse eller af børnenes egen død, fordi det på ingen måde kunne ske, at sådanne børn gik glip af dåben. Ved en så umistelig lykke for de spæde børn ville den vildfarelse blive voldsomt styrket, som mod den katolske tro vover at forkynde, at Guds nåde gives efter menneskers fortjenester. Det ville nemlig se ud, som om det med fuld ret tilkom den skyldfri uskyld, at adoptionen ikke gik forbi nogen af dem, som ingen skyld bandt. Og så ville det ikke have været ugudeligt, da en vis mand sagde om dåben af små børn: «Nåden har noget at adoptere, men vandet har intet at afvaske.» [Udsagnet stammer fra pelagianernes kreds, som mente, at børn fødes uden arvesynd.] Men alle sandhedens disciple forstår, at dette var en afskyelig forkyndelse. Og deraf er det åbenbart, at de, som bliver frelst, ikke befries ved fortjeneste, men ved nåde, for der er ingen tvivl om, at de, som døde uden dåb, er gået fortabt. Luthersk note: Luthersk lære deler ikke denne vished om de udøbte børn; uden at svække dåbens nødvendighed (CA IX) lader den dem, der dør, før de kan døbes, være i Guds hånd. De ville i hvert fald ikke gå fortabt, hvis de ikke havde del i en meget tung synd. Men nu vises det ved Guds adskillelse, der er skjult, men retfærdig, både hvad nåden giver, og hvad den overtrædende natur fortjener, så hovmodet ikke løfter sig mod gaven, og omhuen ikke hører op over for faren.
Om alle folkeslags kaldelse (Prosper af Aquitanien, ca. 450) er oversat fra latin til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: De vocatione omnium gentium, latinsk tekst efter Migne, Patrologia Latina 51 (public domain), rettet for OCR-fejl. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.