Bog 2, kapitel 25: På grund af den almindelige nåde vil Gud til alle tider, at alle skal frelses, men ved den særlige nåde kun nogle

Hvad enten vi altså betragter de sidste tider, de første eller dem midt imellem, så tror man med fornuft og fromhed, at Gud vil, at alle mennesker skal frelses, og at han altid har villet det. Og det vises ikke ud fra noget andet end de velgerninger, som Guds forsyn giver alle slægter fælles og uden forskel. For sådanne gaver har været og er så almindelige, at menneskene ved deres vidnesbyrd kunne hjælpes til at søge den sande Gud. Og over disse gaver, der gennem alle tider vidner om deres ophavsmand, er den særlige nådes rigdom blevet øst ud. Selv om den nu gives rigeligere end før, har Herren dog holdt grundene til sin fordeling af den hos sin egen viden og skjult dem i sin almægtige viljes hemmelighed. Hvis gaverne strømmede ud til alle på samme måde, ville grundene ikke være skjulte; og ligesom der ikke er nogen tvivl om den almindelige godhed, sådan ville der heller ikke være noget forbløffende ved den særlige barmhjertighed, og så ville den ene være nåde, men den anden ikke. Men det behagede Gud både at give den særlige nåde til mange og ikke at holde den almindelige borte fra nogen, så det af begge skulle vise sig, at det, som blev givet en del, ikke blev nægtet helheden, men at nåden hos nogle fik overtaget, mens naturen hos andre veg tilbage. Luthersk note: Prosper henfører det til Guds skjulte vilje, at den særlige nåde gives nogle og ikke andre, men lægger skylden for fortabelsen hos naturen. Luthersk lære siger, at Gud alvorligt vil frelse alle, som han kalder ved Ordet, at årsagen til fortabelsen ikke er Guds råd, men menneskets egen modstand mod Ordet, og at man ikke skal granske det skjulte, men holde sig til evangeliets løfte (Konkordieformlen XI).