Bog 2, kapitel 26: I enhver retfærdiggørelse har nåden ganske vist forrangen, men viljen føjes til den, fordi nåden først bereder viljen for sig som modtager og tjenerinde for sine gaver

Vi tror og erfarer, at denne rigeligere nåde er så mægtig, at vi dog på ingen måde mener, at den er tvingende, sådan at alt, hvad der sker ved menneskers frelse, udføres af Guds vilje alene; for selv de små børn får hjælp gennem en anden viljes tjeneste. Guds nåde har ganske vist først og fremmest forrangen i enhver retfærdiggørelse: den overtaler ved formaninger, bevæger ved eksempler, skræmmer ved farer, tilskynder ved undere, giver forstand, indgiver råd, oplyser selve hjertet og fylder det med troens hengivenhed. Men også menneskets vilje føjes til den og forbindes med den, for den er vakt ved de nævnte hjælpemidler, for at den skal medvirke i det guddommelige værk i sig og begynde at øve til fortjeneste det, som den af den himmelske sæd har undfanget som en stræben. Luthersk note: Prosper siger her, at den vilje, som nåden har vakt, medvirker i Guds værk og øver sig til fortjeneste. Luthersk lære siger, at viljen intet medvirker i selve omvendelsen, men først efter den, fornyet af Helligånden, virker med i Åndens gerninger (Konkordieformlen II), og at det evige liv ikke gives som løn for fortjeneste, men af nåde for Kristi skyld (Apologien IV). Svigter den, skyldes det dens egen foranderlighed; går den frem, skyldes det nådens hjælp. Denne hjælp gives alle på utallige måder, skjulte eller åbenbare; at mange afviser den, skyldes deres egen ondskab, men at mange tager imod den, skyldes både den guddommelige nåde og den menneskelige vilje. Luthersk note: Luthersk lære tilskriver det alene Guds nåde, at et menneske tager imod den, mens det alene er menneskets egen skyld, at det afviser den (Konkordieformlen II og XI). Hvad enten vi altså tænker på de troendes begyndelse, deres fremgang eller deres udholdenhed til enden, vil vi ikke møde nogen art eller form af nogen dyd, som man har enten uden den guddommelige nådes gave eller uden vores viljes samtykke. For selve nåden virker med al slags lægedom og hjælp, så den hos den, den kalder, først bereder viljen for sig som modtager og tjenerinde for sine gaver. Hos dem, der ikke vil, findes der nemlig ingen dyd, og man kan ikke påstå, at tro, håb eller kærlighed er i dem, hvis samtykke er fremmed for disse goder. Luthersk note: Om troens begyndelse lærer luthersk lære, at viljen ikke giver sit samtykke af egne kræfter, men at Helligånden ved Ordet skaber viljen til at tro (Konkordieformlen II).