Bog 2, kapitel 27: Viljens samtykke fødes ved nåden, ikke kun af lære og oplysning, men også af rædsel og frygt

Dette samtykke fødes imidlertid ikke kun af prædikanternes formaning og lærens tilskyndelser, men også af frygt. Derfor står der skrevet: «Herrens frygt er visdommens begyndelse» (Ordsp 9,10). Med hvor store rædsler den end indgydes, virker den ikke andet end at gøre den, den har gjort frygtsom, også villig, og ikke kun villig, men også vis. Derfor står der også skrevet: «Salig den, som har fået givet at have Guds frygt» (Sir 25,15 efter Vulgata). For hvad gør så salig som denne frygt, der er visdommens ophav og opdrager? I hengivenheden til den bliver også viljen hengiven, og med nåden som ophavsmand går den frem i den samme frygt, som den begyndte med. Når denne frygt altså også indgydes ved en vis voldsom kraft af stor rædsel, bliver fornuften ikke slukket, og forstanden bliver ikke taget bort; tværtimod bliver det mørke spredt, som tyngede sindet, så viljen, der før var fordærvet og fanget, bliver ret og fri. Ligesom sjælen altså ikke modtager nogen kraft, medmindre den har modtaget en stråle af det sande lys, sådan giver nåden heller ikke den, den kalder, noget, medmindre den har åbnet viljens øjne i ham. Hos mange er viljen, som vi har drøftet ovenfor, glødende helt fra sin begyndelse og beriges med hurtig og stor vækst; hos mange andre går den derimod langsomt og nølende frem og når kun med nød og næppe den vækst, der har den fasthed, som skal til for at holde ud. Herren siger ganske vist: «Ingen kommer til mig, uden at Faderen, som har sendt mig, drager ham» (Joh 6,44). Men det er sagt, for at vi skal vide, at den tro, uden hvilken ingen kommer til Kristus, er Faderens gave, sådan som det siges til apostlen Peter: «Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Far, som er i himlene» (Matt 16,17). Han, som i hjerterne hos dem, der skulle drages, virkede, at de troede, bevirkede også, at de ville. For der ville ikke være noget at drage dem ved, hvis de ikke fulgte med i tro og vilje: for de, der ikke tror, bliver slet ikke draget og kommer ikke, og de, der siger nej, kommer ikke nærmere, men går bort. De, der kommer, ledes altså af kærlighed: for de er elsket, og de har elsket; de er søgt, og de har søgt; og det, Gud ville, at de skulle ville, det har de villet.