Bog 2, kapitel 28: De, der ved Guds nåde tror på Kristus, kan lade være med at tro, og de, der holder ud, kan gå bort fra Gud

Han, som skænker selve viljen til at adlyde ham, skænker den sådan, at han heller ikke fra dem, der skal holde ud, tager den foranderlighed bort, som kan ville nej. Ellers ville ingen troende nogensinde være faldet fra troen, ingen ville blive overvundet af begær, ingen knust af sorg, ingen besejret af vrede, ingens kærlighed ville kølne, ingens tålmodighed briste, og ingen ville forsømme den nåde, han har fået. Men fordi dette kan ske, og vejen ned til at give efter for sådanne fristelser er alt for let og glat, må Herrens ord til apostlene aldrig holde op med at lyde i de troendes ører: «Våg og bed, så I ikke kommer i fristelse» (Matt 26,41). Hvis han her kun havde formanet disciplene til at våge og ikke også til at bede, kunne det se ud, som om han kun opfordrede den frie viljes egne kræfter. Men da han tilføjede «og bed», lærte han tydeligt nok, at det skulle være en gave fra oven, at fristelsens storm ikke overvandt dem, også når de vågede. Af samme slags er også det, han siger: «Simon, Simon, se, Satan har forlangt at sigte jer som hvede. Men jeg har bedt for dig, at din tro ikke skal svigte; og når du engang har vendt om, så styrk dine brødre», og «Bed om, at I ikke må komme i fristelse» (Luk 22,31–32.40). Hvis altså så stor en apostels tro ville have svigtet, hvis ikke Kristus havde bedt for ham, var der uden tvivl en foranderlighed i ham, som kunne vakle i fristelsen; og han var endnu ikke så befæstet ved udholdenhedens kraft, at han ikke var udsat for nogen farer. Så voldsom en uro rystede ham jo også efter disse ord, at han i Kajfas’ hus blev skræmt af en enkelt tjenestepiges spørgsmål og, da hans standhaftighed svigtede, blev ført helt til at fornægte Kristus tre gange, ham, som han havde lovet at dø sammen med. Han, som dengang mødte apostlens forvirrede hjerte, ikke med menneskelige, men med guddommelige øjne, og med sit mægtige blik drev ham til rigelige angerens tårer, kunne have givet sin fornemste discipel en sådan sjælsstyrke, at ligesom intet afskrækkede Herren selv fra hans forsæt om at fuldbyrde lidelsen, sådan ville ingen frygt dengang heller have overvundet den salige Peter. Men denne faste standhaftighed tilhørte alene ham, der som den eneste sandt og med magt sagde: «Jeg har magt til at sætte mit liv til, og jeg har magt til at tage det igen» (Joh 10,18). Hos alle andre mennesker kan man derimod ikke finde en uforanderlig sjælsstyrke, så længe kødet begærer imod ånden og ånden imod kødet (Gal 5,17), og så længe ånden ganske vist er villig, men kødet svagt (Matt 26,41). For den sande freds fuldkomne og sikre lykke hører ikke dette liv til, men det andet; men i den nuværende kamps uvished, hvor hele livet er fristelse (Job 7,1), og hvor selv sejren ikke er sikker for den lurende fjendes hovmod, er man ikke fri for foranderlighedens fare. Og selv om Guds beskyttelse giver utallige af sine hellige kraft til at holde ud til enden, tager den dog ikke fra nogen det, som i dem selv strider imod dem selv, så det at ville og det ikke at ville altid kæmper med hinanden i al deres stræben og alle deres forsøg.

Denne indre kamp måtte den samme højsalige Peter udholde selv ved fuldendelsen af alle sine sejrspalmer. Herren forudsiger det jo for ham og siger: «Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv bæltet om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine hænder ud, og en anden skal binde bæltet om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil.» Det sagde han for at antyde, hvilken død han skulle ære Gud med (Joh 21,18–19). Hvem kan da tvivle på, hvem ved ikke, at denne stærkeste klippe, som fra den fornemste klippe fik del både i kraften og i navnet (Matt 16,18), altid havde det ønske, at han måtte få givet standhaftighed til at dø for Kristus? Alligevel var frygtens modstand så uundgåelig, at det blev forudsagt om denne mand, som længtes allermest efter martyriet, at han ganske vist skulle vinde lidelsens sejr, men ikke uden frygtens fristelse. Med rette beder derfor ikke kun begyndere, men også de hellige, der er nået langt, på samme måde til Herren og siger: «Før os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde» (Matt 6,13). For alle, der bliver i troen og kærligheden, får det givet af ham, at de ikke bliver overvundet i fristelsen, for at den, der roser sig, skal rose sig af Herren (1 Kor 1,31). Og selve æren tilskriver han dem, som han giver den til; så selv om de har stået ved Guds hjælp, er det dog deres fortjeneste, at de stod, fordi de i sig selv havde det, hvorved de kunne falde. Luthersk note: Prosper kalder det de troendes fortjeneste, at de blev stående, skønt det skete ved Guds hjælp. Efter luthersk lære er det alene Guds værk og gave, at de troende bliver stående og holder ud til enden (Konkordieformlen XI); det er ikke noget, de fortjener. Apologien IV taler kun om løn for de troendes gode gerninger, en løn, der gives af nåde for Kristi skyld, ikke om at fortjene at blive bevaret i troen eller at blive frelst. Ligesom de, der er kommet til tro, altså hjælpes til at blive i troen, sådan hjælpes også de, der endnu ikke tror, til at tro. Og ligesom de første har det i deres magt at gå ud, sådan har de sidste det i deres magt ikke at komme. Og det bliver klart, at Gud på forskellige og utallige måder vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4); men de, der kommer, ledes af Guds hjælp; de, der ikke kommer, stritter imod i deres egen stædighed.