Bog 2, kapitel 30: Gentagelse af det første kapitel i anden bog

Det, vi antydede i begyndelsen af denne anden bog, indskærper vi altså nu igen: at vi, når der drøftes nådens dybde og højde, skal støtte os til de tre meget sunde og meget sande grundsætninger. Den ene bekender, at det er evigt og ejendommeligt for Guds godhed, at han vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4). Den anden forkynder samtidig, at hvert menneske, som bliver frelst og kommer til erkendelse af sandheden, hjælpes og styres ved Guds hjælp og bliver bevaret, så det bliver i den tro, der er virksom ved kærlighed (Gal 5,6). Den tredje fastslår med måde og besindighed, at ikke hele grunden til Guds vilje kan begribes, og at mange af årsagerne til Guds gerninger er unddraget menneskelig forstand: så vi, når vi ser, at noget er sket enten forskelligt eller påfaldende med hensyn til tider, folk, slægter, små børn, endnu ufødte og tvillinger, ikke tvivler på, at det hører til det, som den retfærdige og barmhjertige Gud ikke har villet, at man skulle vide i denne forgængelige verden. Vi må mene, at dette er ordnet til vores gavn: for da vi er frelst i håb (Rom 8,24), og håbet gælder det, som Gud har beredt, det, som intet øje har set, og intet øre har hørt, og som ikke er opstået i noget menneskes hjerte (1 Kor 2,9), skal vi, ligesom vi fast tror, at vi skal se det, vi endnu ikke ser, også tålmodigt vente på at forstå det, vi endnu ikke forstår. Hvis da den lumske ondskab holder op, og den frække formastelse falder til ro, er der efter min mening, når dette er gennemgået rigtigt, ingen grund til strid tilbage, og det er ikke længere nødvendigt for os at beskæftige os med endeløse spørgsmål.