Bog 2, kapitel 31: Guds almindelige godhed har til alle tider været nær hos alle mennesker, men den særlige nåde kun hos dem, der skal frelses

Med Herrens hjælp har vi nemlig arbejdet på at påvise, at Guds nåde ikke kun i de sidste dage, men også i alle tidligere tider har været nær hos alle mennesker, ganske vist med det samme forsyn og den almindelige godhed, men med mangfoldig virkning og i forskelligt mål: for hvad enten det sker skjult eller åbenlyst, er han, som apostlen siger, «alle menneskers frelser, især de troendes» (1 Tim 4,10). Betragter man denne sætning, der er så fint kortfattet og har så stor kraft, med rolige øjne, afgør den hele den strid, vi har med at gøre. Ved at sige: «som er alle menneskers frelser», bekræftede han, at Guds godhed over alle mennesker er almindelig. Ved at tilføje: «især de troendes», viste han, at der er en del af menneskeslægten, som på grund af fortjenesten ved den tro, Gud har indgivet, føres frem ved særlige velgerninger til den højeste og evige frelse. Luthersk note: Prosper taler om troens «fortjeneste», men understreger, at troen er indgivet af Gud. Luthersk lære kalder ikke troen en fortjeneste: troen retfærdiggør og frelser ikke som et værdigt værk, men fordi den griber Kristus og hans fortjeneste (Apologien IV). Det sker bestemt ikke ved nogen uretfærdighed hos den allerretfærdigste og allerbarmhjertigste Gud, hvis dom i disse tildelinger ikke skal undersøges med hovmod, men prises med bævelse.