Bog 2, kapitel 29: Løftet om velsignelse for alle folkeslag opfyldes dagligt sådan, at hverken de, der går fortabt, har en retfærdig undskyldning, eller de frelste kan rose sig af deres egen retfærdighed

For selv om mange, der elsker deres mørke, ikke tager imod sandhedens glans, og mange, der var blevet oplyst, bliver formørket, så bliver Guds ord dog til evig tid (Es 40,8), og intet falder bort af løftets sandhed. Den forudkendte og lovede fylde af folkene går ind hver dag, og i Abrahams sæd velsignes hvert folk, hver stamme og hvert tungemål. For det, Faderen har givet Sønnen, mister Sønnen ikke, og ingen kan rive det, han har modtaget, ud af hans hånd (Joh 6,39; 10,28–29). Guds faste grundvold står (2 Tim 2,19), og bygningen af det tempel, der skal bestå til evig tid, vakler ikke, for Guds sandhed og barmhjertighed er bredt ud over alle; og det, som hverken nægtes nogen eller skyldes nogen, virker han i dem, han har lovet. For han virker alt i alle (1 Kor 12,6), men uden tvivl alt retfærdigt og godt. «For alle Herrens veje er barmhjertighed og sandhed» (Sl 25,10). Ligesom han før tidernes begyndelse vidste forud, hvor stor en mængde af hele verdens mennesker der – hvad enten de havde gjort brug af de fælles gaver eller var blevet hjulpet af særlige hjælpemidler – alligevel ville vende sig fra sandhedens og livets vej og gå ind på vildfarelsens og dødens brede vej, sådan har han også altid forud kendt, hvor stort et antal fromme der ved nådens hjælp og ved lydighedens tjeneste skulle nå til den evige salighed: så han, som hverken kunne tage fejl af deres fremgang eller ville svigte med sin hjælp, uden at én eneste faldt bort af fylden af det lovede, skulle herliggøre dem, som han har udvalgt af alle, frem for alle. For Guds mangfoldige og uudsigelige godhed har altid sørget og sørger for hele menneskeheden – det har vi rigeligt påvist – sådan, at ingen af dem, der går fortabt, har nogen undskyldning i, at sandhedens lys skulle være nægtet ham, og at ingen har frihed til at rose sig af sin egen retfærdighed; for de første styrtes ned i straffen af deres egen ondskab, og de sidste føres til herligheden af Guds nåde.