Bog 2, kapitel 32: Blandt de troende er der forskellige grader af Guds gaver, og det ikke på grund af deres fortjenester, men ved Guds retfærdige og skjulte dom

Også blandt de troende folk gives der jo – som allerede vist ovenfor – ikke alle de samme eller lige store gaver, og før nogen vægt af menneskelige fortjenester er målet for Guds gaver højst forskelligt. Vi vover jo ikke at klage over kødelige forældres afgørelser, når de omfavner nogle af deres børn med mildere hengivenhed, før de har prøvet deres opførsel, og før de har vist nogen fromhed og lydighed; også herrer har frihed til at råde over deres tjenestefolk, og ingen kan med rette dadle den, der af en husstand af samme stand har udvalgt nogle, som han ville ære venligere og opdrage mere gavmildt. Skal vi så klage over den højeste Faders og sande Herres overmåde velvillige retfærdighed, fordi alt i hans store hus varierer med utallige forskelle? Og skønt ingen har noget godt, som han ikke har givet, stråler dog ikke alle med de samme dyder eller beriges med de samme nådegaver. Vi kan heller ikke knytte denne forskel i grader til fortjenester som årsag, da nåden er hovedårsagen til al god fortjeneste, og af dens rigdom tages alt, hvad der findes prisværdigt i den enkelte. Luthersk note: Prosper taler om «god fortjeneste», som nåden er årsag til. Efter luthersk lære er de troendes gode gerninger troens frugter, som behager Gud for Kristi skyld; de fortjener hverken nåden, syndernes forladelse eller det evige liv, og den løn, Gud lover dem, er en nådeløn (CA VI; Apologien IV).