Bog 2, kapitel 33: Ingen går fortabt, som ikke bør gå fortabt; men alle, der er udvalgt fra evighed, bliver frelst

Ligesom det altså er ugudeligt at nære nogen klage i sit hjerte over det, som Helligånden virker på mangfoldige måder inden for kirken, sådan må man heller ikke på nogen måde knurre over det forsyn, som råder over de vantro. For den retfærdige og gode dommer har hverken en uretfærdig vilje eller en usikker dømmekraft, så vi skulle kunne mene, at nogen under den almægtige Guds umådelige barmhjertighed og retfærdighed går fortabt, som ikke bør gå fortabt. Ingen del af verden er uden Kristi evangelium. Og selv om den almindelige kaldelse ikke hviler, er også denne særlige nu blevet fælles for alle. Af hvert folk og af hver stand bliver der dagligt antaget tusinder af gamle, tusinder af unge, tusinder af små børn som børn; og selv de våben, som verden bliver slidt op af, tjener den kristne nådes virkninger. Hvor mange, som i fredens ro udskød at modtage dåbens sakramente, er ikke blevet drevet af frygt for en truende fare til at søge tilflugt til genfødslens vand, og hvor ofte har en pludselig, truende rædsel ikke tvunget langsomme og lunkne sjæle til det, som en rolig formaning længe ikke kunne overtale dem til? Nogle af kirkens børn, som blev taget til fange af fjenderne, gjorde deres herrer til tjenere for Kristi evangelium, og dem, de måtte tjene som krigsfanger, ledte de nu som deres lærere i troen. Andre barbarer lærte, mens de kæmpede som hjælpetropper for romerne, i vores egne lande det, de ikke kunne lære at kende i deres egne, og vendte hjem til deres boliger med undervisning i den kristne religion. Sådan kan intet hindre Guds nåde i at fuldføre det, den vil, idet selv splid drager til enhed, og plager vendes til lægemidler, så kirken netop dér, hvor den frygter fare, får vækst.

Hvor vi så end vender vores blik hen blandt de menneskelige tings udfald, vil vi ikke finde nogen tidsalder, nogen begivenhed, nogen slægters fødsel og bortgang, som er uden Guds evige og uransagelige domme. Alle de stridende forskelle og alle årsagerne til de uens udfald, som vi ikke formår at udforske og skelne, er i den evige viden på én gang kendt og på én gang fordelt. Luthersk note: Prosper henfører de forskellige udfald, også at nogle frelses og andre ikke, til Guds evige og uransagelige domme. Konkordieformlen XI lærer, at Guds forudviden ikke er årsag til, at nogen går fortabt; årsagen er menneskets egen synd og modstand mod Ordet, ikke et råd hos Gud. Man skal ikke granske det skjulte, men holde sig til Guds vilje, som den er åbenbaret i evangeliets løfte. Og intet er dér uordnet, heller ikke hvad angår beskaffenheden af handlingerne hos dem, der endnu ikke findes. For i Gud er der ingen tilfældig bevægelse, ingen ny vilje, intet timeligt rådslag, og hans tanke skifter ikke med de foranderlige tings ulighed; men han omfatter alle tider og alt timeligt på én gang med et evigt og fast blik, og han har allerede gengældt alle alt, han, som allerede har gjort det, der skal komme. Herfra kommer det, som den salige apostel Paulus skriver til efeserne: «Velsignet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig velsignelse i himlene i Kristus, ligesom han udvalgte os i ham før verdens grundlæggelse, til at vi skulle være hellige og ulastelige for hans ansigt i kærlighed. Han har forudbestemt os til at blive hans børn ved Jesus Kristus efter sin viljes beslutning, til pris for hans nådes herlighed» (Ef 1,3–6), og hvad han ellers knytter til i forkyndelsen af samme mening. Dermed lærer han, at nådens gave og værk altid har været til stede i Guds evige råd, og at alle adoptivbørnene er udvalgt, ikke kun i den tid, da de blev kaldet, efter at de var kommet til verden, men allerede før verden blev grundlagt. Hvilket menneske det end er, som i denne udvælgelse ikke er forudkendt i Kristus, vil det på ingen måde blive knyttet til den. For alle, som ved en kaldelse i hvilken som helst tid skal komme ind i Guds rige, er beseglet i denne adoption, som gik forud for alle tider. Og ligesom ingen af de vantro regnes med i denne lod, sådan er ingen af de fromme skilt fra denne velsignelse. For af fylden af Kristi legemes lemmer mister Guds forudviden, som ikke kan tage fejl, intet; og den forudkendte sum, som før evige tider er udvalgt i Kristus, kan ikke formindskes ved noget tab, sådan som apostlen siger, da han skriver til Timotheus: «Arbejd med for evangeliet i kraft af Gud, som har befriet os og kaldet os med en hellig kaldelse, ikke efter vores gerninger, men efter sin egen beslutning og nåde, som er givet os i Kristus Jesus før evige tider» (2 Tim 1,8–9).