Fortale

[Martin Bucer stod mellem den lutherske og den reformerte reformation. Skriftet er oversat uden ændringer; hvor dets lære om kirken, embederne og kirketugten afviger fra den lutherske bekendelse, er det nævnt i en note.] Til alle, der tror på vor Herre Jesus Kristus: Nåde og fred fra Gud, vor himmelske Fader, og fra vor eneste frelser og vort hoved, Jesus Kristus, så I ret kan kende og elske hans kirke og fællesskab. Amen.

Vi bekender alle, at vi tror på en kristen kirke, det vil sige et de helliges samfund. En sådan kirke og et sådant fællesskab må vi da også være og have, hvis den tro, vi bekender på Gud Fader, Søn og Helligånd, virkelig er sand og levende hos os. Men hvad denne kirke og dette fællesskab er, hvor langt det rækker, og hvilket styre og hvilken orden det skal have, kender så få mennesker grundigt, at det med rette må vække den dybeste medlidenhed hos enhver, der ret betænker denne mangel. De, der stadig fører pavens tyranni og misbrug videre og påtager sig at forsvare dem, beskylder os, som de kalder lutherske, for at have skilt os fra den kristne kirke og menighed, brudt dens styre og orden og ødelagt de troendes tugt og lydighed. Men vil man dømme efter sandheden, viser det sig, at det er dem, der ikke blot har revet Kristi kirke og alt sandt de helliges fællesskab i Kristus i stykker og ødelagt det, men også helt har fjernet og udslettet al erkendelse af kirken og af de troendes fællesskab i Kristus.

For de har ført folk derhen, at de mener, at når de er døbt, holder de almindelige ceremonier og ikke gør de såkaldte gejstlige afbræk i deres sager, så hører de allerede til Kristi kirke og menighed – selv om de aldrig ret har kendt Kristus, vor Herre, og lever i åbenlys uret. Over for Gud bygger de også deres trøst, ikke på Kristus, men på de såkaldte gejstliges ceremonier, på deres egne gerninger og på de afdøde helgeners fortjeneste. De kan jo heller ikke sætte deres tillid til Kristus, Herren, for de foragter ham og hans hellige ord så trodsigt i hele deres liv og færd.

Hvem ved dog ud fra alt, hvad de pavelige lærer, at vi skal have ét hjerte og én sjæl i Kristus, at vi skal være hans legeme og alle sammen lemmer med hinanden i ham, hvis vi ellers skal være kristne, og at ingen kan være Herrens lem og høre til hans kirke og samtidig være verdens lem og høre den til? Hvor er Kristi uangribelige tjenere, som ikke bringer Kristi får andet end Herrens røst og ord, som gør sig umage for at opsøge alle Herrens fortabte får, bringe de bortjagede tilbage, læge de sårede, styrke de syge, bevare de sunde og vogte dem, som det er ret, og som også udelukker alle dem fra Kristi menighed, der ikke vil høre Herrens ord og lade sig forbedre? Ja, hvem ved mindre om al lydighed mod evangeliet, om al kirkens tugt, om omvendelse fra synden og om alt kristent styre – ja, hvem lever og handler mere og grusommere imod alt dette end vore paver, kardinaler, biskopper og alle deres tilhængere, som råber op om, at vi er faldet fra kirken og har revet kirkens tugt og orden i stykker?

Det er dem, vi nu kan takke for, at så få mennesker ved eller betænker, hvad slags fællesskab den kristne kirke er, hvilken ret og orden den skal have, og hvordan vor eneste konge og Herre, Kristus, styrer os i dette sit rige og frelser os. Og deraf kommer det, at lydigheden mod det hellige evangelium og kirketugten stadig er så ukendt og så lidt elsket, også hos dem, der dog gerne vil anses for at have gennemskuet pavekirkens misbrug og for at ville flygte fra det og underkaste sig Kristi åg.

Dertil kommer, at Satan – sådan som han gjorde i evangeliets begyndelse på de kære apostles tid og altid, når Kristi sandhed har villet bryde kraftigere frem – også siden Herren igen har ladet lyset fra sit hellige evangelium skinne for os, har vakt mange sekter og sværmerflokke. Fordi hver flok vil være kirken, har de alle revet mange enfoldige hjerter bort fra Kristi sande fællesskab eller i det mindste på mange måder hindret dem i helt at give sig ind i Kristi menighed. Og den kødelige hob, som under navnet kristen frihed ikke søger andet end kødelig frækhed og intet mindre kan tåle end kristen revselse og tugt, er heller ikke sen til hele tiden at kaste Kristi åg af sig og hindre al kirkens orden, hvor den kan.

Det er ved disse Antikrists redskaber – og slet ikke ved den lutherske lære (for den lærer, at man, ligesom man helt skal stole på Kristus, også helt skal overgive sig til lydighed mod hans ord) – at det er kommet dertil, at så få, også af dem, der dog ikke vil regnes blandt de jævne kristne, ret kender kirkens fællesskab, tugt og orden eller ønsker at fremme dem.

For at vi nu efter vor tros mål også i denne så jammerlige splittelse kan gøre vores tjeneste over for alle Guds retskafne børn, som af hjertet beder om, at Kristi rige må komme, så de til bunds kan forstå, hvad Kristi kirke er, hvilket styre og hvilken orden den må have, hvem dens sande tjenere er, og hvordan de skal udføre deres tjeneste i sjælesorgen og hyrdeembedet til sand frelse for Kristi får, så vi engang kan blive en sand og ret ordnet Guds kirke og Kristi legeme – det må vi nemlig være, ellers bliver vi for evigt udstødt fra Kristus, Herren, og hans rige –

derfor har vi sat os for at skrive denne lille bog om alt dette. Vi har i den anført nogle udsagn fra Guds Skrift og forklaret dem, så vidt Herren har givet os nåde til det. Af dem kan enhver kristen grundigt lære, hvilket fællesskab Kristi kirke er, hvordan Kristus, Herren, alene styrer den, hvilken tjeneste han bruger til det, og hvordan denne tjeneste skal indrettes og udføres over for alle dem, der nogensinde kan bringes til Kristi kirke og bevares og forbedres i den.

Skriftens udsagn har vi hver gang sat først, for at den kristne læser frem for alt selv kan se nøje på grundlaget i Skriften, overveje det og lægge det på hjerte. For der er ikke så få, som straks råber op om, at man vil indføre menneskelige påfund og trældom igen, så snart man siger noget om kirketugt og orden. Men vi vil overhovedet ikke fremføre andet end den åbenbare og sikre lære og den klare, utvivlsomme befaling fra vor Herre Jesus Kristus.

Heraf vil man nu tydeligt kunne se, om vi, som man kalder lutherske, ønsker at skille os fra den kristne menighed, om vi flygter fra kirkens myndighed og tugt, og om vi skyr de sande bodsøvelser med bøn, faste og alt det øvrige. Alle, som i sandhed påkalder vor kære Herre Jesus Kristus, hvilke ydre skikke og former de end har, vil vi regne for og elske som vore lemmer i Kristus, Herren. Sådan vil de også betragte os, selv om vi ikke har samme ceremonier og kirkelige skikke som de. For den kristne kirkes fællesskab består ikke i ceremonier og ydre skikke, men i den sande tro, i lydighed mod det rene evangelium og i den rette brug af de hellige sakramenter, sådan som Herren har indstiftet dem for os. Alt det andet må hver kirke indrette, sådan som den finder det mest opbyggeligt for sine egne. Sådan har de gamle hellige fædre også altid forstået og holdt det.

Således vil vi heller ikke rive os løs fra nogen kirkelig myndighed. Men i kirken findes der ingen anden myndighed eller magt end den, der er til opbyggelse. Kristi tjenere vil vi gerne høre, hvem de end er, og hvad de end kaldes. Men dem, der kommer med en fremmed røst, må vi flygte fra, hvis vi ellers vil være Kristi får. Dem, der bringer os et andet evangelium, må vi regne for forbandede, selv om de så var engle fra himlen. Med afgudsdyrkerne, med kirkerøverne og med dem, der i hele deres liv er besmittet med de grueligste laster, må vi slet intet have at gøre, når de vil være brødre og høre til kirken. Vi må holde os helt fra dem, og det så meget mere alvorligt, jo større magt de tager sig i kirken, sådan som paverne, kardinalerne og biskopperne gør. Dette er os ikke alene påbudt i Den Hellige Skrift, men også af alle de gamle koncilier. Og hvis vi ikke skilte os fra sådanne falske og ugudelige forstandere i kirken og valgte os sande og tro tjenere, ville vi opgive gudsfrygten, overtræde Herrens bud og besmitte os med de falske tjeneres ugudelighed. Sådan har den hellige martyr og biskop Cyprian forstået det og skrevet det med stor alvor i sit fjerde brev (Epist. iiij) [i nyere udgaver brev 67]. Og heri er de gamle hellige fædre sandelig enige med ham, både i koncilernes bestemmelser og i deres egne skrifter. Derfor kan ingen med rette beskylde os for frafald fra Kristi kirke og fra lydigheden mod den eller for at danne sekter.

Ligeledes forsømmer vi intet, for at også boden, tugten og alle åndelige øvelser i bøn, faste og alt andet igen kan få deres rette værdi og gudfrygtige brug. Og intet hindrer os mere i det, end at folk af de pavelige forførere er blevet ført derhen, at de slet intet ved om ret hjertelig bøn, faste og alle bodsøvelser, og at de finder det helt uhørt og afskyeligt at høre om. Derfor må den stakkels frafaldne Witzel [Georg Witzel (1501–1573), der først sluttede sig til reformationen, men vendte tilbage til pavekirken og skrev imod de evangeliske] og hans lige tilskrive det deres egne paver, biskopper og sognepræster og ikke os. For vi lærer redeligt og trofast den sande, levende tro på Kristus, som alene føder al sand omvendelse og gudfrygtig spægelse af kødet, og vi formaner også uophørligt til sådanne troens frugter. Men deres paver, biskopper og sognepræster, som de forsvarer som «de almindelige» [lat. catholicos, dvs. de rettroende i den almindelige kirke], ved hverken noget om troen på Kristus eller om troens sande frugter. Desuden lærer og lever de – som det desværre er alt for tydeligt for hele verden – i den skarpeste modstrid med al tro og omvendelse.

Alle retskafne kristne skal også i denne lille bog se, hvor falsk sekternes mestre beskylder os for at lære en tro uden frugt og gerninger og for ikke hos vore egne at lægge eftertryk på det sande fællesskab med Kristi legeme og den rette skelnen af det og på kristen tugt. Men at troens frugter og den kristne tugt endnu kun viser sig svagt i hele den mængde, der hører os, kan på ingen måde gøre vores lære eller vores troskab og flid i den mistænkelig. Vi læser i evangeliet, i Paulus' skrifter og hos alle de gamle hellige fædre, at de virkelig ivrige kristne altid har været en ret lille flok, selv da Herren selv, hans hellige apostle og de ypperste martyrer prædikede.

Dog findes der, Gud være lovet, endnu overalt mange virkelig trofaste kristne, som gennem Kristi lære – den lære, han har givet os at føre frem – i sandhed har sat deres lid til Kristus og af hjertet har givet sig ind under lydigheden mod evangeliet. Og hvor det endnu skorter på dette, viser det sig i sandhed, at årsagen er Satan, vort køds fordærvede art, pavedømmets ødelæggelse, den giftige bespottelse af den sande lære og at folk drages bort fra Kristi fællesskab, hvad sekternes mestre sammen med deres disciple uophørligt arbejder på – og slet ikke Kristi hellige, salige lære, som han har meddelt os. Det er også sandt, at sekternes lære vil klare sig meget dårligt, hvis man vil bedømme den efter disciplenes liv. For vi erfarer desværre dagligt alt for tydeligt, at sekternes mestre hos deres så få disciple giver os vilde torne og tidsler i stedet for figner og druer. Den sande Ånds frugter er jo kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, tro, sagtmodighed og kyskhed. De består slet ikke i at skille sig ud fra fællesskabet med dem, der af hjertet brænder for Herren, i at foragte og sky dem, mistænke dem med urette, tro al slags usandhed om dem og bringe den videre, i at behage sig selv og være misundelig, hadefuld og egennyttig – og oven i købet ofte, trods al deres skin og pral med den højere ånd, i at falde i så grov utugt, som det dagligt helt åbenlyst stinker af hos de stakkels særlinge. Vi vil og skal dog ikke bedømme nogens lære efter livet hos dem, der roser sig af en sådan lære, men al lære alene efter Herrens ord, som alene aldrig fejler.

Til netop dette Herrens evige ord har vi af hans nåde holdt os i denne lille bog, ikke alene efter bogstaven, som jo også er Guds, men efter Herrens sande ånd og kraft. Ud fra det alene og ikke ud fra noget menneskeligt påfund har vi fremstillet Kristi kirkes natur, egenart, ret, orden og styre. Derfor skal alle retskafne kristne hjerter i sandhed kunne se, at vi heri ikke søger andet end den sande fremgang for vor Herre Jesu rige og dets egentlige og rette frugt. Og med alt dette vil vi helst ikke såre eller krænke nogen som helst i det allermindste, hvad han end gør eller har for i Kristus (men i Kristus, siger vi, i vor kære Herre, som alt andet må stå tilbage for). Vi vil tværtimod gerne åbne Kristi så store, vide skød for enhver og tilbyde det på den allervenligste måde, når blot Kristus, som har købt os så dyrt, forbliver vor Herre og Frelser, og vi hans rige og legeme.

Måtte han give os engang at se ret, at vi har alt godt alene i ham og uden for ham den evige død. Så vil vi let fornægte os selv i alle ting og helt overgive os til hans ord og Ånd. Og således vil vi i ham blive ét hjerte og én sjæl og ved hans tugt i hans menighed blive stadig friere af det gamle væsen og stærkere i hans nye liv. Sådan vil vi være hans levende og velskikkede lemmer, hans sunde og hellige legeme, til hans evige pris og til forøgelse af hans hellige rige. Amen.

Martin Bucer, tjener for det hellige evangelium i kirken i Strasbourg.