Med disse ceremonier skal en superintendent indvies på en søndag eller en anden helligdag

Når epistlen er læst i messen, skal en prædikant eller provsten gå op på prædikestolen og sige: «Denne N., som er en gudfrygtig, dygtig, ydmyg og lærd hædersmand, er udvalgt til superintendent. Derfor opfordrer vi jer til at bede et Pater noster (Fadervor) for ham og for Ordets fremgang.»

Så skal man straks synge Veni Sancte Spiritus (Kom, Helligånd) osv. Imens går folket ind i koret eller så nær, som det kan komme. Den, der skal indvie ham, skal gå så nær folket, at man kan høre, hvad han siger. Han skal være iført korskjorte (rokkelin) og korkåbe, ligesom den, der skal indvies, og de andre præster, så mange som har kunnet være til stede; de skal også alle have korskjorte på. Først skal han formane menigheden til at bede et Pater noster om, at Gud vil værdiges at være til stede ved det, de nu skal foretage. Straks efter rejser han sig, og stående priser han med få ord det allerhelligste prædikeembede: hvor nyttigt og uundværligt det er osv., og hvor højt Helligånden gennem Sankt Paulus lovpriser denne kirkens tjeneste, som Kristus har givet efter sin himmelfart. Paulus siger nemlig: «Kristus steg op til det høje og gav menneskene gaver, idet han gjorde nogle til apostle, nogle til evangelister» osv.

For det er den allerstørste velgerning, Gud har vist os, at han har givet sin Søn i døden for os og givet os så gode prædikanter og lærefædre, som ved det lydende ord skal uddele en sådan skat i verden. Om dem siger han: «Den, som hører jer, hører mig.» Derfor er denne gode, gudfrygtige hædersmand N. udvalgt til dette stift.

Så skal man synge salmen Domine, Dominus noster (Herre, vor Herre – Sl 8). Ud fra den skal han med få ord udlægge et vers eller to om Kristi prædikanter og hans rige. Og den, der forestår indvielsen, skal passe på ikke at gøre det alt for langt, så folket keder sig og derved kommer til at foragte det, der foregår.

Straks derefter skal han læse op for superintendenten, hvad der hører til hans embede, ud fra ordinansen, især fra ordene «Men eftersom superintendenterne» osv. til stedet «Eftersom de da kaldes til et så svært arbejde» osv.

Siden skal han pålægge ham at lære det rene evangelium og at prædike syndernes forladelse og det evige liv i Kristus Jesus, Guds Søn, alene.

Ligeledes om kærligheden, korset, omvendelsen og øvrigheden, og om, hvordan man efter Guds ord skal adlyde den.

Ligeledes om sakramenterne, sådan som Kristus har indstiftet dem, og at han hverken skal lære noget andet eller anderledes om dem. «Lover du dette?» Han svarer: «Ja, det lover jeg.» «Giv mig din hånd på det.» Så rækker han ham hånden.

Så skal man straks synge salmen Ecce nunc benedicite Domino (Se, velsign nu Herren – Sl 134). Når salmen er sunget til ende, siger han: «Denne salme er sunget for jer prædikanter, for at I skal løfte hænderne og bede, velsigne Herren og forkynde den sande velsignelse i Abrahams sæd, Kristus, og virke sådan både dag og nat, det vil sige uafbrudt, med al flid mod Djævelens rige.» Og videre skal han sige: «Nu har vi sunget hellige lovsange og salmer, som priser prædikenen af Guds ord. Nu vil vi høre hellige læsninger fra Den Hellige Skrift om det.»

Her skal nu en af præsterne læse denne læsning:

Således siger Sankt Paulus til sin biskop Titus: «Derfor efterlod jeg dig på Kreta» osv., hele kapitlet til enden. Straks derefter skal den anden præst læse den anden læsning, ApG 20:

Da Sankt Paulus sagde farvel til præsterne fra Efesos, sagde han: «Og se, nu ved jeg» osv., hele kapitlet til enden. Straks derefter skal den tredje præst læse den tredje læsning, 2 Tim 3:

Således siger Sankt Paulus til sin biskop Timotheus: «Jeg formaner jer» osv., til enden.

Efter disse læsninger siger han: «Alt dette minder prædikanterne om deres embede og forklarer desuden, hvor højt dette embede behager Gud, og hvor nyttigt det er for den hellige kirke. For det er jo Kristus selv, som gennem sine prædikanter prædiker, døber, giver sakramenterne, straffer, formaner og trøster. Det er vor største trøst i denne utaknemmelige og foragtelige verden.»

Videre siger han:

Dernæst skal I nu alle vide, at denne indvielse bliver hellig ved disse to stykker, nemlig Guds ord og en gudfrygtig bøn, ligesom enhver anden skabning på samme måde kan tjene os helliget til vor brug. Det udtrykker Sankt Paulus med disse ord: Enhver Guds skabning er god for de troende kristne at bruge med taksigelse, især for dem, der kender sandheden, og mest fordi den bliver helliget ved Guds ord og en gudfrygtig bøn.

Så har I nu hørt det første, hvorved det apostoliske embede prises og helliges, nemlig Guds ord. Men for at denne helligelse kan blive fuldkommen, vil vi også tale lidt om det andet, nemlig en gudfrygtig bøn.

Eftersom vi skal bede Gud om alt det gode, vi skal have, har vi allermest brug for at bede om gode prædikanter og for prædikeembedet. For Kristus bad selv en hel nat, før han om morgenen indsatte de tolv apostle, som Lukas skriver i sit sjette kapitel, og Matthæus skriver i det niende: «Bed høstens Herre» osv.

Og sammen med bønnen lagde apostlene og kirkens ældste hænderne på dem, som de indsatte og indviede til prædikanter, som man kan se i Apostlenes Gerninger. Og den samme skik har den hellige kirke siden overtaget fra apostlene, sådan som Sankt Paulus også selv råder sin egen biskop, når han siger i 1 Tim 5: «Vær ikke for hurtig til at lægge hænder på nogen.» Det siger han jo om dem, der skal prædike og lære i kirkerne, og ikke om messepræster. I gamle dage plejede man at lægge hænderne på de offerdyr, man ville slagte og ofre, som man ser i Moseloven. Sådan skal man også vide, at vi her ofrer dem, vi lægger hænderne på, til Gud til en hellig tjeneste. Det vil vi også gøre her ved denne lejlighed, sådan som apostlene har lært os, i vor Herre Jesu Kristi navn. Her skal han nu sammen med præsterne og de ældste lægge hænderne på hovedet af den, der indvies, og sige med høj røst:

Lad os bede: «Fader vor, du som er i himlene» osv.

Og derefter skal han sige:

O almægtige, evige Fader, du som ved din enbårne Søn, vor eneste mester, har lært os: «Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.» Disse ord minder os om, at vi med en alvorlig og troende bøn skal bede din guddommelige godhed om gode arbejdere, prædikanter og lærefædre i kirkerne. Så beder vi nu din usigelige godhed om, at du nådigt vil se til denne din tjener N., som vi i dit navn udvælger til det hellige bispeembede i kirken. Gør ham dygtig i dit ord, så han prædiker, at Jesus Kristus, din Søn, er vor eneste frelse, og så han kan lære og trøste rådvilde samvittigheder og råde, formane og straffe med al tålmodighed. Lad andre blive undervist og forbedret derved, og lad det allerhelligste evangelium i sandhed forblive rent og uforfalsket hos os uden nogen iblanding af menneskelære, så vi må få det evige liv som en salig frugt af det, ved din Søn, vor Herre Jesus Kristus.

Så skal de alle svare: Amen. Og straks skal man synge «Nu bede vi den Helligånd».

Mens det første vers synges, falder de alle sammen ned foran alteret og beder deres bøn. Så rejser de sig og går derfra, hver til sin plads, så de siden sammen med de andre kristne kan gå til det hellige sakramente.

Alt dette skal læses på dansk, så menigheden kan forstå, hvad der siges. Men salmerne skal synges på latin, for efter salmerne følger der jo en kort udlægning på dansk af det, der hører til den sag, som behandles her.

Når den sidste kollekt læses i messen, skal de igen gå frem for alteret og modtage den sædvanlige velsignelse, selv om den ikke forkyndes og gives til dem alene, men til hele menigheden.

Hvis noget er blevet forsømt i denne ordinans, vil vi altid med råd fra rigsrådet i vort elskede Danmark og fra lærde mænd ændre og revidere det, så vidt det er kristeligt og rimeligt og ikke strider mod det hellige evangelium og Guds rene lære. Dertil give Gud i himlen os sin nåde ved vor Herre Jesus Kristus, vor frelser. Amen.