Studiebibelen

📚 Reformatorernes skrifter · Martin Bucer: Om den sande sjælesorg (1538) · Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556

Hvad kirken er

📚 Åbn i Studiebiblioteket Indhold

Kristi kirke er forsamlingen og menigheden af dem, som i Kristus, vor Herre, ved hans Ånd og ord er samlet ud af verden og forenet sådan, at de er ét legeme og hinandens lemmer, og hvert lem har sin opgave og sin gerning til fælles opbyggelse af hele legemet og alle lemmerne.

Det skal vi lære af de følgende skriftsteder.

1. Ef 4,1–6: Så formaner jeg, Paulus, der er fange i Herren, jer til at vandre det kald værdigt, som I er kaldet med, med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, idet I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed ved fredens bånd: ét legeme og én Ånd, ligesom I også er kaldet til ét håb ved jeres kaldelse; én Herre, én tro, én dåb, én Gud og Far for os alle, som er over jer alle, gennem jer alle og i jer alle.

2. 1 Kor 12,12–13: For ligesom legemet er ét og har mange lemmer, men alle legemets lemmer er ét legeme, skønt de er mange, således er det også med Kristus. For ved én Ånd er vi alle blevet døbt til ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, slaver eller frie, og vi fik alle én Ånd at drikke.

3. Rom 12,4–6: For ligesom vi har mange lemmer på ét legeme, men ikke alle lemmer har samme opgave, således er vi mange ét legeme i Kristus, men indbyrdes er vi hinandens lemmer og har forskellige gaver efter den nåde, som er givet os.

4. 1 Kor 12,18–27: Men nu har Gud sat lemmerne, hvert enkelt af dem, på legemet, som han ville. Hvis alle lemmer var ét lem, hvor var så legemet? Men nu er der mange lemmer, men ét legeme. Øjet kan ikke sige til hånden: «Jeg har ikke brug for dig», eller hovedet til fødderne: «Jeg har ikke brug for jer.» Tværtimod: De lemmer på legemet, som synes os at være de svageste, er de mest nødvendige, og de lemmer, som synes os at være de mindst ærefulde, giver vi den største ære, og dem, der ikke tager sig godt ud, pynter man mest. For de lemmer, der tager sig godt ud, har ikke brug for noget. Men Gud har sammenføjet legemet sådan og givet det lem, der trængte, den største ære, for at der ikke skal være splittelse i legemet, men at lemmerne skal have den samme omsorg for hinanden. Og lider ét lem, lider alle lemmerne med; æres ét lem, glæder alle lemmerne sig med. Men I er Kristi legeme og hinandens lemmer.

5. Ef 4,15–16: Lad os være oprigtige i kærligheden og i alle ting vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Fra ham er hele legemet sammenføjet, så det ene lem hænger ved det andet gennem alle leddene, hvorved det ene hjælper det andet efter hvert lems gerning, hvert i sit mål, og det får legemet til at vokse til sin egen opbyggelse, og alt dette i kærligheden.

6. ApG 4,32–35: Hele skaren af troende var ét hjerte og én sjæl. Ingen sagde om sit gods, at det var hans eget, men de havde alt fælles. Der var heller ingen blandt dem, der led nød, for man gav hver enkelt, hvad han havde brug for.

7. 2 Kor 8,1–5: Kære brødre, jeg vil fortælle jer om Guds nåde, som er givet i menighederne i Makedonien. For deres glæde var overstrømmende, da de blev prøvet gennem mange trængsler, og skønt de var meget fattige, gav de dog rigeligt i al oprigtighed. For efter al evne var de selv villige og bad os med megen formaning om, at vi ville tage imod velgerningen og fællesskabet i hjælpen til de hellige. Og de gav ikke kun, som vi havde håbet, men gav først sig selv til Herren og derefter til os ved Guds vilje.

8. 2 Kor 8,13–15: Det sker ikke i den mening, at andre skal have ro og I trængsel, men for at der skal være lighed. Så lad nu, så længe denne dyrtid varer, jeres overflod hjælpe deres mangel, for at også deres overflod siden kan hjælpe jeres mangel, og der kan være lighed, som der står skrevet: «Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidt, fik ikke for lidt.»

9. 2 Thess 3,11–13: Vi hører, at nogle blandt jer lever uordentligt og ikke arbejder, men blander sig i alt muligt. Dem befaler og formaner vi ved vor Herre Jesus Kristus, at de skal arbejde i stilhed og spise deres eget brød. Men I, kære brødre, skal ikke blive trætte af at gøre det gode.

Af disse skriftsteder skal vi lægge mærke til tre ting. For det første, hvor hel og fuldkommen en enhed de kristne har indbyrdes. For de er ét legeme og lever af én Ånd. De er kaldet med ét kald til ét håb og venter én salighed. De kender én Herre og har én tro. Ved én dåb har de alle aflagt sig selv, ja, er døde, og er genfødt til at være Guds børn i Kristus, så de også kun har én Far i himlen. Derfor må de jo have et guddommeligt og derfor det allermest fuldkomne, venlige og trofaste broderskab, fællesskab og enhed med hinanden. Alt dette udtrykker det første og det andet skriftsted så herligt. For hvilket samfund og hvilken menighed kunne vel være mere ét i hjerte, sind, ord og al sin færd end den, som ikke er andet end Kristi legeme, og end dem, som alene lever ved Kristi Ånd, hvor ingen søger sig selv, men alle alene søger Kristus, Herren? For dér er ingen længere noget andet end Kristus.

Det andet, vi skal lære af de foregående skriftsteder, følger af det første: at de kristne ikke alene har det nærmeste og mest forenede, men også det mest trofaste og ivrige fællesskab med hinanden. De er også alle bedst rustet og allermest ivrige efter at råde og hjælpe hinanden i alle ting, ligesom hver enkelt føler de andres nød som sin egen, så virkeligt og mærkbart som muligt, og tager sig den til hjerte. For hvor mange de kristne end er, er de dog ét legeme, og det Kristi legeme. Derfor føler den ene altid med den anden i Kristus med sand kristen medfølelse, som jo må være den allermest hjertelige og virksomme. I hver enkelt er og virker Kristi Ånd, og han virker til fælles opbyggelse af hele legemet og alle lemmerne.

Ligeledes er hvert lem, fordi det er et Kristi lem og et redskab for Helligånden, bestemt til en særlig gerning og opgave på Kristi legeme, en gerning, som tjener til frelse, og det er udrustet med evne og kraft til det. Intet af dem er ledigt, intet, der ikke hele tiden virker til de andres frelse, og som de andre ikke også har brug for til deres frelse. De har forskellige gaver efter den nåde, som er givet dem. Og som det går til på det menneskelige legeme, sådan er det også blandt de kristne: Hvor nøden er størst, dér sætter de alle så meget desto mere al deres tjeneste og gerning ind, hvad enten det er i timelige eller åndelige ting. Og det sker efter det kald, hver enkelt har, det vil sige alt efter, hvordan han er føjet til de andre lemmer og hænger ved dem gennem leddene i denne Guds orden og dette Guds kald.

Men alle de kristnes gerninger sigter altid mod hele Kristi kirkes opbyggelse, så de kristne bliver stadig flere, og de, der er kristne, bliver mere fuldkomne kristne, og at det sande gudfrygtige liv således fremmes overalt. Ud over i de to første skriftsteder er alt dette fremstillet helt klart og rigeligt i det tredje, fjerde og femte. Gid alle kristne vil betragte dem nøje og tage sig dem ret til hjerte.

For det tredje skal vi også lære af de foregående skriftsteder, at de kristne ikke kun i åndelige, men også i timelige ting tager sig af hinanden så trofast som muligt, så ingen blandt dem lider mangel på noget sandt gode. Og dog skal Guds orden bestå: Han kalder nogle til at give ud og gøre godt og andre til at modtage og gøre brug af de andres velgerning. Således bliver enhver forsørget broderligt efter sin nød, som jo er forskellig, og dog bliver ingen bebyrdet af den anden, og ingen fortærer den andens arbejde uden nød. For hvor Kristi menigheder er rigtigt indrettet og har deres husholdning, som de bør, dér tåles ingen, som ikke vil udrette noget nyttigt, men leve af andres arbejde. Det forstår man af det sjette, syvende, ottende og niende skriftsted.

Af det, som her er anført, har vi nu set, hvad den kristne kirke og Kristi fællesskab er, hvor vidt den strækker sig, og hvad dens art og kendetegn er. Nemlig at den er den allerbedst forenede forsamling og det allerbedst forenede fællesskab. Endvidere at den strækker sig så vidt, at de troende og alle de udvalgte føres til Kristus, Herren, og i ham opbygges og forsørges sådan, at de ikke savner eller mangler noget, hverken af legemlige eller åndelige goder, men stadig mere føres frem og hjælpes videre til fuldkommen salighed på legeme og sjæl. Og at den udvirker og udretter dette ved mange forskellige tjenester og gaver.

Reformatorernes skrifter (Rhegius, Menius, Bugenhagen, Bucer, Myconius m.fl., 1529–1556) er oversat fra tysk, latin og gammeldansk til dansk med AI og derefter gennemgået af en uafhængig korrekturlæsning for både korrekthed og sprog. Kilde: Førstetryk fra Bayerische Staatsbibliothek (MDZ), Myconius’ Historia Reformationis (udg. E. S. Cyprian 1718), Peder Palladius’ Danske Skrifter IV (Vingaard 1575) og H. F. Rørdam, Danske Kirkelove I (1883) – alle public domain. Værket er fra sin egen tid – nogle oplysninger og synspunkter kan være forældede.