Om Kristi styre i hans kirke

Men så længe de kristne lever her i denne tid, bliver de aldrig helt afklædt deres eget jeg og iklædt Kristus. De dør aldrig helt fra sig selv, så Kristus lever fuldt og helt i dem; tværtimod farer de stadig vild og synder meget hver dag. Derfor må der i Kristi kirke og menighed være en vedvarende lære, tugt og tilskyndelse, det vil sige et styre, hvorved de kristne hele tiden bliver hjulpet og drevet videre, så de lærer at give mere og mere afkald på sig selv og helt at overlade og overgive sig til Kristus, Herren, deres hoved. For så skal han engang leve fuldt og helt i dem som i sine sandt levende og duelige lemmer og udføre sit værk.

Dette styre i sin kirke har og udøver vor Herre Kristus ved sig selv og sin Ånd. Derfor kalder Skriften ham himlenes konge og kirken himlenes rige; ham mesteren og de kristne hans disciple og elever; ham hyrden og kirken hans hjord; ham hovedet og de kristne hans lemmer; ham brudgommen og kirken bruden, som han renser og vasker ren for sig, indtil han kan stille hende frem for sig selv som en herlig menighed uden plet eller rynke; ham lægen og de kristne de syge; ham dommeren og den, der tugter, og de kristne dem, der bliver dømt og tugtet. Det kan vi se af de følgende skriftsteder.

1. Jer 23,5–6: Se, den tid kommer, siger Herren, da jeg vil lade en retfærdig spire vokse frem for David. Han skal være konge og regere godt og skabe ret og retfærdighed på jorden. I hans tid skal Juda blive hjulpet og Israel bo trygt. Og dette skal være hans navn, som man skal kalde ham: Herren, som gør os retfærdige.

2. Luk 1,31–33:

Se, du skal undfange og føde en søn, og du skal kalde ham Jesus. Han skal være stor og kaldes den Højestes søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans faders trone. Og han skal være konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.

3. Joh 17,1–2:

Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen også kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han skal give evigt liv til alle dem, du har givet ham.

4. Ef 5,28–32:

Den som elsker sin egen hustru, elsker sig selv. For ingen har nogen sinde hadet sit eget kød, men han ernærer og plejer det, ligesom også Herren gør med menigheden, for vi er lemmer på hans legeme, af hans kød og af hans ben. Derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød. Denne hemmelighed er stor, jeg taler nemlig om Kristus og menigheden.

5. Matt 23,10:

I skal ikke lade jer kalde mester, for én er jeres mester, Kristus.

6. Ez 34,11–14:

Så siger Herren: Se, jeg vil selv tage mig af min hjord og opsøge den, sådan som en hyrde opsøger sine får, når de er kommet bort fra hans hjord. Sådan vil jeg opsøge mine får og redde dem fra alle de steder, hvor de blev spredt dengang, da det var mørkt og tåget. Jeg vil føre dem ud fra alle folkene og samle dem fra alle landene, og jeg vil føre dem til deres eget land og vogte dem på Israels bjerge, i alle dalene og på alle landets græsgange. Jeg vil føre dem til den bedste græsgang, og deres folde skal stå på Israels høje bjerge. Dér skal de ligge i trygge folde og have fed græsning på Israels bjerge.

7. Joh 10,14–15:

Jeg er den gode hyrde, og jeg kender mine, og mine kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen, og jeg sætter mit liv til for fårene.

8. Kol 1,18–20:

Han er hoved for legemet, menigheden, han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han skulle være den første i alt. For det var Faderens vilje, at hele fylden skulle bo i ham, og at alt ved ham skulle forsones med ham selv, hvad enten det er på jorden eller i himlen, idet han stiftede fred ved blodet fra sit kors, ved sig selv.

9. Joh 14,23:

Den, der elsker mig, holder mit ord; og min Far skal elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.

10. Matt 18,20:

For hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.

11. Matt 28,20:

Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.

Af de skriftsteder, vi nu har anført, ser vi altså, at Kristus, vor Herre, selv har og udøver al magt og alt styre i sin kirke og menighed. Han regerer selv sin menighed, han vogter den, han plejer den, og han fører de vildfarne får, som endnu strejfer omkring, til sin menighed. Og dem, der allerede er i hans menighed, bevarer og leder han, og han sørger for dem, så de dag for dag mere og mere bliver renset og forløst fra synden og fra al den ulykke, synden fører med sig, og hele tiden bliver ført og hjulpet videre til al retskaffenhed og frelse. Dette styre fører og udøver Herren i Jakobs hus, det vil sige i kirken, for evigt. Han er og bor hos sine indtil verdens ende – ganske vist ikke sådan, at man kan sanse ham, eller på denne verdens måde, som han har forladt, men dog sandt og virkeligt: som en konge i sit rige, en mester hos sine disciple, en trofast hyrde hos sin hjord, en brudgom hos sin brud, en læge hos de syge og en, der tugter, hos dem, der har brug for tugt.

Derfor må ingen udgive sig for at være Herrens stedfortræder. For Herren er aldrig fraværende i sin kirke, men altid selv nærværende, og dér gør og virker han alt i alle. Alle de, der tiltager sig det åndelige styre over Kristi kirke, sådan som paven og de såkaldte biskopper gør, men som ikke på det allertrofasteste tjener Herren Jesus i hans saliggørende hyrdegerning med forkyndelsen af det hellige evangelium og med kristen tugt – den gerning, hvorved alle Guds udvalgte ved den sande tro på ham hele tiden bliver ført bort fra alle synder og frem til al retfærdighed – altså de, der ikke samler med ham og ikke plejer hans får ret, de spreder og ødelægger Kristi får. De er imod Kristus, de har hverken del eller lod i Kristi rige, det vil sige i Kristi kirke, og de er ikke lemmer i kirken – for slet ikke at tale om, at de skulle være Herrens forvaltere og stedfortrædere. Endnu mindre skulle de have nogen magt over Kristi kirke til at lære og befale noget, som Kristus, Herren, ikke har befalet at lære og befale.

Men desværre er det åbenlyst, at paven og alle hans foregivne biskopper og kirkeforvaltere slet ikke tjener Kristus, Herren, i den rette vogtning af hans får gennem kristen lære og tugt. Tværtimod sætter de sig med magt imod alle, som Herren vækker til en sådan tjeneste for sig. Af al magt holder de fast ved de åbenlyse og velkendte misbrug og de ubestridelige forvrængninger af Kristi lære, af de hellige sakramenter og af alle Kristi ordninger, hvilket de selv må indrømme.

For der er ingen blandt dem, som ikke indrømmer og tilstår, at den gejstlige stand er sørgeligt forfaldet, og at der hos dem er fuldt af misbrug. Alligevel vil de så lidt give plads for en sand kristen reformation og forbedring, at de endda lader forstå, at de planlægger og arbejder på at fastholde de misbrug, som de selv indrømmer (den kære Kristus give, at der ikke gemmer sig noget endnu mere forfærdeligt bag, end de lader forstå). Der er derfor god grund til at frygte, at hvis vor trofaste overhyrde Jesus Kristus ikke kom deres anslag i forkøbet og afværgede dem – sådan som han nu ofte har gjort, meget nådigt og forunderligt – så ville de indrette en sådan vogtning af Kristi får, at de sikkert selv sammen med fårene og bukkene måtte råbe på andre hyrder, som kunne redde dem fra de vilde dyr.

Så længe disse stakkels folk ikke vender sig bort fra at sprede og ødelægge Kristi får så åbenlyst og omvender sig til den sande tjeneste for Kristus, kan de derfor ikke regnes for eller kaldes Kristi stedfortrædere eller hyrder for Kristi får. Tværtimod er og hedder de antikrister, det vil sige Kristi modstandere. Og hele deres styre over kirken er intet andet end det, Herren i Joh 10,1 siger om dem, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger ind et andet sted. Og at sådanne folk sidder inde med kirkens gods og, som man ser, misbruger det så sørgeligt – skønt de selv kalder det den korsfæstedes arv og de fattiges forråd – er intet andet end det, deres egne kanoner kalder et sacrilegium. [lat. «helligbrøde», tyveri af helligt gods.]

Denne ødelæggende vold mod Kristi kirke og dette røveri af dens gods, både det åndelige og det timelige, burde alle fyrster og øvrigheder imødegå med den største alvor og uden ophold. For Herren har indsat dem som hyrder for sin hjord med den højeste magt og underlagt dem alle sjæle, sådan som Guds Ånd byder det gennem den hellige Paulus [Rom 13,1] – ja, også selv om de alle var apostle, profeter og evangelister, som den hellige Chrysostomos skriver om dette sted hos Paulus. Men det skal ske på ret kristen måde og med rette mål, sådan at man i det ikke mærker og finder andet end Kristi magt og styre – og ikke sådan, at helligbrøden går fra præsterne over på andre folk, og den korsfæstede alligevel bliver berøvet sin arv i sine fattige og trængende tjenere. Disse øverste hyrder for Guds folk skal også omhyggeligt vogte over, at ingen andre tiltager sig nogen magt eller herredømme over Kristi hjord, men at der i kirken ikke er og bliver andet end Kristi ene magt og rene styre, og at alle, der er udvalgt til sjælesorgen og hyrdeembedet i kirken, tjener det trofast. Og derfor skal vi, når vi beder, uden ophør bede: Komme dit rige.