Om tjenesten for de legemlige behov

ApG 6

1. Men i de dage, da disciplenes antal voksede, begyndte grækerne at knurre imod hebræerne, fordi deres enker blev tilsidesat ved den daglige uddeling. Da kaldte de tolv disciplenes skare sammen og sagde: «Det er ikke rigtigt, at vi forsømmer Guds ord for at tjene ved bordene. Udvælg derfor, brødre, syv mænd blandt jer, som har godt vidnesbyrd og er fulde af Helligånd og visdom; dem vil vi indsætte til at tage sig af dette behov. Men vi vil holde trofast ved i bønnen og i tjenesten ved Guds ord.» Og denne tale behagede hele mængden, og de valgte Stefanus, en mand fuld af tro og Helligånd, og Filip og Prokoros og Nikanor og Timon og Parmenas og Nikolaos, en proselyt fra Antiokia. Dem stillede de frem for apostlene, og de bad og lagde hænderne på dem.

1 Tim 3

2. Menighedstjenere skal ligeledes være respektable, ikke tvetungede, ikke forfaldne til megen vin, ikke drive uhæderlig forretning, og de skal bevare troens hemmelighed i en ren samvittighed. Disse skal også først prøves, derefter kan de tjene, hvis de er uangribelige.

Af disse skriftsteder lærer vi, at kirkens fælles omsorg til alle tider først og fremmest består i to tjenester: tjenesten i sjælesorgen og tjenesten med den legemlige forsorg for de trængende. Dem, der er sat til denne legemlige forsorg, kaldte apostlene og siden kirkerne – så længe dette embede blev udøvet i kirken – diakoner, det vil sige tjenere. Og da kirkerne voksede og blev større, blev der også indsat subdiakoner, det vil sige undertjenere, og derefter ærkediakoner, det vil sige ærke- eller overtjenere.

Deres embede og tjeneste var – og burde stadig være – trofast at forvalte, hvad de kristne til underhold af de trængende samler ind og ofrer ved deres forsamlinger om søndagen og ellers, og også hvad enkelte personer af høj eller lav stand giver kirkerne til dette Guds værk, både fast ejendom og løsøre. Af det skulle de så dele ud til alle trængende i menigheden, både de hjemlige og de fremmede, efter kirkens fælles ordning og desuden efter særlig anvisning fra de ældste og især fra den øverste sjælesørger, det vil sige biskoppen. For biskoppen som den øverste tilsynsmand med alle kirkens behov, og de ældste som hans medtilsynsmænd, skal skaffe sig kendskab til de behov, som de kristne – både fremmede og hjemlige – dagligt kommer i, og afgøre, hvilken hjælp der skal ydes dem efter kirkens evne.

Sådanne kirketjenere har altid aflagt trofast regnskab for kirkegodsets indtægter og udgifter, sådan som vi tydeligt kan se det hos de gamle hellige fædre og i kirkens love eller kanones. Særlig gode eksempler på det finder man i brevene fra den hellige Gregor, der var en retskaffen pave i Rom.

Dette embede og denne tjeneste er nu desværre for længst helt forfaldet i den kirke, der er underlagt pavens tyranni. I mange år har der været få, også blandt dem, der kaldes diakoner, subdiakoner og ærkediakoner, som har vidst, hvad deres embede eller tjeneste i kirken egentlig er, skønt de nyder så rige indtægter af disse embeder. De mener, at hele deres gerning er at synge evangeliet eller epistlen ved messen eller lade dem synge. Men desværre er alt kirkens gods i lang tid helt blevet frataget kirkerne af vore såkaldte gejstlige og bliver anvendt og brugt på en måde, som hele kristenheden har den største grund til at frygte Gud for og skamme sig over for verden. For disse folk kalder selv dette gods for den korsfæstedes arvegods og kirkens forråd, som alene skulle anvendes til underhold af de trængende og til at fremme opbyggelsen af Kristi rige hos alle, sådan som kanones til overflod bevidner.

Dette kirkerov og denne skade, som de nævnte gejstlige har påført Kristi fattige, har retskafne kristne tidligere til dels søgt at råde bod på ved at oprette alle slags hospitaler, børnehjem og sygehuse. Men efter at de såkaldte gejstlige med deres tiltagne magt også har fået disse hospitaler og stiftelser i deres hånd, har de for længst også gjort størstedelen af dem til prælaturer og pragt, til klostre og huse, sådan som man kan se det på de hospitaler, der har kaldt sig efter Helligånden, efter Vor Frue, Sankt Hans og andre helgener.

Sådan gik det også i gamle dage med de ældre gudshuse, det vil sige de gamle stifter og klostre. De var alle indrettet til forsorg for de fattige og for dem, der skulle opdrages og underholdes til kirkens tjeneste, men er siden ved Antikrists list og vold blevet taget fra al tjeneste i Kristi kirke og er havnet hos hans folk til deres overmod og pragt.

Da Herren nu i vor tid har ladet os kende sit hellige ord mere fuldkomment, er der igen i kirkerne blevet oprettet en fælles forsorg for de fattige. Men den er, ligesom næsten alle andre dele af den kristne reformation hos os, endnu kun en ringe begyndelse målt med det, som den kristne kærlighed og den sande iver for Kristi rige kræver; og de gamle kristnes eksempel kan vi stadig tydeligt se på det røvede kirkegods, som de pavelige har i hænde. Denne tjeneste burde i sandhed oprettes igen sådan, at enhver blev forsynet med det nødvendige, så han også efter evne kunne være til gavn for Kristi rige, og ingen led nød, sådan som vi har den første kirkes eksempel for øje i ApG 4.

Så meget her om den tjeneste og det embede, hvorved Herren vil sørge for sine folks legemlige behov i sin kirke. Mere afhænger dog af embedet og tjenesten i sjælesorgen. For hvor sjælesorgens embede er ret besat og bliver udøvet godt, vil der ikke vise sig nogen særlig mangel i den anden tjeneste, omsorgen for legemet.

Lad os derfor se nøje på de skriftsteder om hyrdeembedet og sjælesorgen, som vi anførte lige før. Så vil vi af dem lære to ting. Den ene er, at Herren til tjenesten i sit rige blandt os vil have hyrder, biskopper og lærere, sådan som det første, andet og tredje skriftsted bevidner. Den anden er, at han vil bruge dem i et sådant omfang, at alt det gennem dem bliver udført, som han, den gode hyrde og overhyrden, har lovet i sit hyrdeembede.

Det er nemlig dette: at alle Guds udvalgte, som Faderen har givet ham, vor Herre Kristus, men som endnu ikke er ført ind i kirken, det vil sige i hans fårefold, engang bliver ført ind i kirken og hans fårefold og indlemmet i vor Herre. Og at de, der allerede er ført ind i kirken og hans fællesskab, ikke alene bliver bevaret i den, men også bliver trukket bort fra alle synder og vejledt og tilskyndet til alt godt, sådan at de stadig tager til i gudsfrygt og vokser op til en fuldkommen mand i Kristus, så ingen længere har mangler, hverken i forstand eller i liv. Dette er hyrdeembedets formål og mål i kirken, sådan som vi siden vil påvise.

Alt dette skal nu udrettes og nås alene ved at undervise, formane, advare, straffe, trøste, benåde og forsone med Herren og hans kirke igen. Det er hele forvaltningen af Guds ord. Og det kræver også en tilbørlig og fremtrædende myndighed og den nødvendige respekt, sammen med det gode forbillede i livet, som de, der udøver hyrdeembedet, skal gå foran hjorden med. Også herom vil vi siden anføre skriftsteder.

Da der altså hører så meget til hyrdeembedet – undervisning, formaning, advarsel og straf, trøst og benådning, og dertil myndighed, respekt og et forbillede i livet – og da alle disse så forskellige tjenester skal udføres sådan, at der opnås forbedring hos hver eneste af de udvalgte, kan enhver kristen nok se, hvor mange forskellige og fremragende gaver og evner der kræves, ud over den alvorligste iver, for at hyrdeembedet kan udøves ret. For de mennesker, man skal vinde for Herren, bevare og forbedre, er heller ikke af én slags, og deres skrøbeligheder er mange og forskellige; desuden er menighederne ret store. Og Herren giver også enhver sine egne gaver og gerninger; han giver ikke én eller to alle gaver, men vil, at den ene altid skal have brug for og benytte den andens hjælp.

Én giver han evne til at undervise klart og forståeligt, men ham giver han ikke så megen nåde til at formane. En anden giver han at formane venligt og alvorligt, men ham giver han ikke samtidig styrke i undervisningen og udlægningen af Skriften. En tredje giver han en særlig frugtbar iver for straf og tugt, men han formår ikke meget, hverken i undervisningen eller i formaningen. En har Herren udrustet med en fin, behændig og vågen ånd til at have omsorg for hele menigheden og i tide at se og forhindre det, når Satan vil bryde ind, men han kan ellers ikke gøre særlig nytte, hverken med undervisning eller formaning. Sådan er der også dem, som Herren har sat til at udøve deres tjeneste med frugt over for de knuste og anfægtede samvittigheder, til at trøste dem af hele deres hjerte og med kraft og til at holde det rette mål i alvoren og straffen, men som ikke kan udrette noget særligt i hyrdeembedets andre gerninger.

Da hyrdeembedet altså har en så stor og vigtig gerning, som er uden ende, så længe vi lever her – nemlig at fremstille Kristi kirke i alle dens lemmer uden fejl, uden plet og rynke – kræver dette embede så mange slags tjenester og gerninger. Om begge dele vil vi, som sagt, siden anføre skriftstederne. Og da Herren heller ikke giver og uddeler de gaver, der er nødvendige hertil, til én eller to, men til mange og forskelligt, har han villet, at hans menigheder – hvor de kan have deres forsamlinger og faste ordning – skulle have nogle ældste, mange eller få efter hver menigheds behov. De skal udføre det værk, der netop er nævnt: at vinde og forbedre alle, der hører til en sådan menighed, hvad enten de allerede er kommet til menigheden eller endnu skal føres til den. Det bevidner alle de skriftsteder, der er anført ovenfor, og som følger efter det første og det andet. [Bucers lære om flere ældste, der sammen bærer hyrdeembedet, blev grundlæggende for den reformerte kirkeordning; Den Augsburgske Bekendelse (art. 5 og 14) taler om ét prædikeembede ved ord og sakramenter og fastlægger ikke en sådan inddeling af embederne.]

Det var jo ud fra Helligånden og intet andet, at den hellige Paulus befalede Titus at indsætte ældste i byerne på Kreta. Sådan har også den første kirke i Jerusalem – som Helligånden var givet til med synlige tegn, og som apostlene selv havde ordnet – valgt og indsat sine ældste alene på Helligåndens tilskyndelse.

At der så skal være et anseligt antal ældste, alt efter hvad hver kirke har brug for, kan man let se af, hvor stort og omfattende hyrdeembedets arbejde og tjeneste er. Men man ser også tydeligt af det tredje og det syvende skriftsted, at det er Herrens ordning. [Bucer tæller her og nedenfor ApG 20 som det syvende og ApG 21 som det ottende skriftsted; i listen ovenfor har de numrene 8 og 9.] Helligånden satte jo flere ældste til biskopper i Efesos, ikke kun én. Ligeledes befalede den hellige Paulus at indsætte flere ældste i alle byerne på Kreta og ikke kun én, selv om kirkerne i øens byer dengang sandelig endnu var meget små.

Men at hele hyrdeembedet med alle dets gerninger på apostlenes tid var lagt på sådanne ældste, kan man ganske vist lære tilstrækkeligt af alle de skriftsteder om hyrdetjenesten, der er anført ovenfor. Men helt udtrykkeligt fremgår det af det tredje og det syvende skriftsted. Af det tredje, fordi vi i dette skriftsted jo tydeligt ser, at apostlen giver befaling om de ældste, som skal være biskopper. Han havde skrevet, at Titus skulle indsætte ældste i byerne, men sådanne ældste, som var ulastelige. Det vil han begrunde, og han siger: «For en biskop skal være ulastelig.» Som om han ville sige: Derfor kræver jeg ældste, som er uangribelige, for disse ældste skal være biskopper, det vil sige de kristnes fælles tilsynsmænd og hyrder. Men bispeembedet kræver, at de er ulastelige. For de, der skal tjene alle de andre, så de lever uangribeligt og helligt, må jo frem for alle andre være hellige, uangribelige og uden dadel.

Heraf ser man jo klart, at apostlen her mener de ældste, som skal være biskopper, det vil sige de rette tilsynsmænd, sjælesørgere og hyrder for Kristi hjord. Derfor er det Helligåndens ordning, at hver kirke har flere ældste, som alle er hyrder og biskopper, det vil sige tilsynsmænd, der udfører sjælesorgen og hyrdeembedet.

Dette bevidnes endnu klarere i det syvende skriftsted. For den hellige Lukas fortæller, at den hellige Paulus kaldte de ældste fra kirken i Efesos til sig i Milet, og gengiver derefter den tale, som apostlen holdt for dem. Dér skriver han, at apostlen blandt andet sagde til disse ældste: «Så giv nu agt på jer selv og på hele hjorden, som Helligånden har sat jer over som biskopper, til at være hyrder for Guds menighed.»

Se, Helligånden har, som apostlen vidner, sat disse ældste til biskopper, til at være hyrder for Guds menighed. De skulle være de øverste tilsynsmænd og hyrder for Kristi hjord. Altså viser det sig igen, at sjælesorgen og hyrdeembedet efter Helligåndens ordning skal være lagt på alle kirkens ældste i fællesskab. Og derfor har den hellige Hieronymus også med rette sluttet, at de ældstes og biskoppernes embede er ét embede og ét hverv.

Men samtidig skriver den hellige Hieronymus, at sådanne ældste i kirkens begyndelse havde tilsyn med kirkerne og styrede dem i fælles råd, og at én af de ældste først blev sat over de andre og særskilt kaldt biskop, da der begyndte at opstå sekter og partier i kirken, og enhver ville samle sit eget parti om sig. Men sådan kan man sandelig ikke have holdt det længe og heller ikke i alle kirker. For som vi har klare vidnesbyrd om hos fædre, der er ældre end Hieronymus, sådan har man i alle de fornemste kirker holdt det fra apostlenes tid: Bispeembedet var ganske vist lagt på alle de ældste. Men ved siden af er der altid, også på apostlenes tid, blevet valgt og indsat én af de ældste som forstander i dette embede. Han gik foran alle de andre, og det var først og fremmest og i højeste grad ham, der bar og udførte sjælesorgen og bispetjenesten.

På samme måde stilles også ordningen i den første kirke i Jerusalem frem for os. For den hellige Lukas beskriver Jakob som forstander for hele menigheden og for alle de ældste. I Apostlenes Gerninger kapitel 15 fortæller han, hvordan Jakob i kirkens rådsforsamling taler efter Peter og før alle de ældste. Og om den kære Paulus skriver han, at da denne sidste gang kom til Jerusalem og skulle drøfte sin tjeneste med kirken dér, gik han først til Jakob, og dér kom så også de ældste, som det ottende skriftsted ovenfor bevidner. Den samme ordning er siden hele tiden blevet holdt i andre kirker, så vidt alle kirkehistorierne fortæller os, også hos de allerældste fædre som Tertullian, Cyprian, Irenæus, Eusebius og andre.

For det følger også af selve den menneskelige nødvendighed, at der i alle anliggender, som mange skal udføre, må sættes én eller ganske få til at gå foran de andre, tale og tage sig af alle slags sager på de andres vegne. Det ser man i alle samfundsordninger: Dér ligger styret ganske vist helt hos et fælles råd og magten hos hele borgerskabet. Alligevel har man altid én eller to borgmestre, som går forrest og handler i alle styrets sager, dog ikke af egen magt, men altid efter hele rådets fælles ordning og afgørelse. Borgmestrene har kun det fornemste ansvar for at finde ud af alt, hvad styret har brug for, at forelægge det for rådet og spørge det til råds og derefter at give besked, ordne og handle efter det, flertallet beslutter – men alt på hele rådets og hele byens vegne og i deres navn, intet for sig selv eller af egen magt.

Sådan skal det nu også være med de ældste i kirkerne, og sådan skal de forholde sig, når de udfører deres embede og tjeneste i sjælesorgen. De skal alle i fællesskab trofast sørge for og stræbe efter, at Kristi rige går frem hos alle, og at Kristi får bliver ført på gode græsgange.

Men for at dette kan ske ordentligt og bære frugt, har de ældste altid sammen med Guds menighed, som vist ovenfor, valgt og indsat en forstander, enten blandt sig selv eller blandt andre. Ligesom borgmestrene i byerne bar han den største omsorg for kirken og havde det øverste tilsyn med alle kirkens tjenester og anliggender, så de blev udført godt. Det var også først og fremmest ham, der stod for den kristne lære, formaning og tugt på hele kirkens vegne og efter de ældstes råd. Ham har man så på grund af dette øverste tilsyn kaldt biskop, det vil sige tilsynsmand eller opsynsmand.

Så har vi nu set, hvilke forskellige tjenester Herren almindeligvis og til alle tider bruger i sin kirke for at føre sine rigtigt på græs og sørge for dem, så de ikke mangler noget godt og bliver bevaret mod alt ondt. Derfor vil alle Kristi kirker, der er ordnet ret, være forsynet med sådanne tjenere. De vil have deres ældste til sjælesorgen og hyrdeembedet, og så mange, som hver kirke har brug for efter sit antal mennesker og sine forhold. Og blandt disse ældste vil også Helligåndens ordning blive holdt, at nogle få har den fornemste omsorg og det øverste tilsyn med Kristi hjord, så det ikke går, som ordsproget siger: Mange hyrder, dårligt vogtet. Ligeledes vil tjenesten med den legemlige forsorg i sådanne kirker blive ordnet og udført af de tjenere, der er indsat til det, så ingen dér lider nød, men heller ingen lever uordentligt og ligger andre til byrde. Nu vil vi se, hvilke mennesker menighederne og de, der går foran de andre, skal vælge til ældste, og hvordan de skal vælge og indsætte dem.