Hvilke folk der skal vælges til ældste, og hvordan de skal vælges og indsættes

Disse Herrens tjenere skal udføre vor frelses værk i kirken, og det ved at lære, formane, advare, irettesætte, tugte og benåde – alt sammen ved at forvalte Guds ord, sådan som vi nedenfor vil vise med vidnesbyrd fra Skriften. Men menneskene er så skrøbelige og kan så dårligt tåle tugt og straf. Derfor er det nødvendigt, at de troende, som disse tjenere på den måde skal tjene Herren iblandt, viser dem den største tillid og velvilje, og at tjenerne også har en sand iver efter trofast at vogte Kristi får. Og dertil skal de være udrustet med Helligåndens gaver og kraft. Derfor skal de også vælges og indsættes med den største gudsfrygt og den alvorligste omhu.

Det skal vi lære af de følgende skriftsteder, skønt enhver også selv kan slutte sig til det, når han blot sammenholder de ældstes hverv med vor naturs art og egenskaber.

1. 1 Tim 3,1–12: Troværdigt er dette ord: Hvis nogen stræber efter at være biskop, har han lyst til en god gerning. En biskop skal være uangribelig, én kvindes mand, ædru, behersket, sømmelig, gæstfri og god til at undervise, ikke drikfældig, ikke voldsom, ikke en, der driver uhæderlig næring, men mild, ikke stridbar, ikke pengegrisk, en som leder sin egen familie godt og har lydige børn med al respekt (hvis nogen ikke forstår at lede sin egen familie, hvordan vil han da kunne tage sig af Guds menighed?), ikke nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under dommen over Djævelen. Men han skal også have et godt vidnesbyrd fra dem udenfor, for at han ikke skal falde i dårligt omdømme og Djævelens fælde. Menighedstjenere skal ligeledes være respektable, ikke tvetungede, ikke forfaldne til megen vin, ikke en, der driver uhæderlig næring, og de skal bevare troens hemmelighed i en ren samvittighed. Disse skal også først prøves, derefter kan de tjene, hvis de er uangribelige. Deres hustruer skal ligeledes være respektable, ikke bagtalende, ædru, tro i alt. En menighedstjener skal være én kvindes mand og lede sine børn og sin egen familie godt.

2. Tit 1,5–9: Derfor efterlod jeg dig på Kreta, for at du skulle ordne, hvad der mangler, og indsætte ældste i byerne, sådan som jeg havde befalet dig: hvis nogen er ulastelig, én kvindes mand, med troende børn, ikke under anklage for udsvævelse eller ulydighed. For en biskop skal være ulastelig som Guds husholder, ikke egenrådig, ikke opfarende, ikke drikfældig, ikke voldsom, ikke en, der driver uhæderlig næring, men gæstfri, elskende det gode, behersket, retfærdig, hellig, kysk og en, som holder fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være i stand til både at formane ved den sunde lære og gendrive dem, der siger imod.

3. 2 Tim 2,1–10: Derfor, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus, og hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til trofaste mennesker, som vil være i stand til også at undervise andre. Tag del i lidelsen som Jesu Kristi gode soldat. Ingen, som gør tjeneste som soldat, indvikler sig i dagliglivets sager, for at han kan behage ham, som har hvervet ham. Og hvis nogen konkurrerer, vinder han ikke sejrskransen, hvis han ikke konkurrerer efter reglerne. Den bonde, som slider med jorden, skal først have sin del af afgrøden. Forstå, hvad jeg siger, for Herren vil give dig indsigt i alt. Husk på Jesus Kristus, oprejst fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium, som jeg lider ondt for helt til lænker som en forbryder; men Guds ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, for at også de kan få frelsen i Kristus Jesus med evig herlighed.

4. 2 Tim 2,15–17: Gør dit bedste for at træde frem for Gud som en anerkendt og uangribelig arbejder, der bruger sandhedens ord ret. Undgå den vanhellige, tomme snak, for den fører kun videre ind i ugudelighed, og deres ord vil sprede sig som kræft.

5. 2 Tim 2,22–26: Flygt fra de ungdommelige lyster, og stræb efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med alle dem, som påkalder Herren af et rent hjerte. Afvis de tåbelige og uforstandige diskussioner, for du ved, at de kun frembringer stridigheder. En Herrens tjener skal ikke strides, men være venlig mod alle, god til at undervise, en som med mildhed kan bære over med de onde og tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang ville give dem omvendelse til erkendelse af sandheden, så de igen kunne komme til fornuft og undslippe Djævelens fælde, for de er fanget af ham, så de må gøre hans vilje.

6. 2 Tim 3,14–17: Men du, bliv i det, du har lært og er blevet betroet, fordi du ved, hvem du har lært det af. Og fordi du fra barn kender de hellige Skrifter, kan de vise dig vej til frelse ved troen på Kristus Jesus. For hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til gendrivelse, til forbedring og til opdragelse i retfærdighed, for at Guds menneske kan være fuldkomment, udrustet til al god gerning.

7. 1 Tim 4,12–16: Lad ingen ringeagte dig på grund af din ungdom, men vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i ånd, i tro og i renhed. Indtil jeg kommer, skal du hengive dig til oplæsningen, formaningen og undervisningen. Forsøm ikke den nådegave i dig, som blev givet dig ved profeti under håndspålæggelse af de ældste. Tag vare på dette, og lev i det, for at din fremgang må være synlig for alle. Vær opmærksom på dig selv og på undervisningen, bliv ved med dette, for når du gør dette, vil du frelse både dig selv og dem, som hører dig.

8. 1 Tim 5,21–22: Jeg indskærper dig over for Gud og Herren Jesus Kristus og de udvalgte engle, at du overholder dette uden fordomme og ikke gør noget af partiskhed. Vær ikke for hurtig til at lægge hænder på nogen, og få ikke del i andres synder.

9. ApG 13,1–3: I menigheden i Antiokia var der profeter og lærere: Barnabas, Simeon, der blev kaldt Niger, Lukius fra Kyrene, Manaen, der var vokset op sammen med landsfyrsten Herodes, og Saulus. Mens de holdt gudstjeneste for Herren og fastede, sagde Helligånden: «Udtag Barnabas og Saulus til mig til den gerning, jeg har kaldet dem til.» Så fastede og bad de, lagde hænderne på dem og sendte dem af sted.

Af disse skriftsteder lærer vi, at der til kirkens tjeneste skal vælges sådanne folk, som for det første er uangribelige over for alle og har et godt ry, både de selv og deres hustruer, børn og tjenestefolk. Det viser det første og det andet skriftsted.

For det andet folk, som er egnede og dygtige til at lære og lede, og som også er grundigt prøvet heri og således er kendt og fundet egnede. Det lærer det tredje og det fjerde skriftsted.

For det tredje folk, som frem for andre er prydet med alle dyder. Det viser det første, andet, femte og syvende skriftsted.

Men især kræver Helligånden, at de udmærker sig i de dyder, som kan gøre dem til et særligt lysende forbillede for Kristi hjord: al hellighed i deres eget liv og al retfærdighed over for næsten. De skal også i læren, i irettesættelsen og i al hyrdeembedets omsorg vise sig helt dygtige, flittige, venlige og elskværdige, så de så meget lettere kan vinde folk og bringe dem, der er vundet, endnu længere frem.

Hvad det første angår, vil Helligånden, at kirkens tjenere hver især kun skal være én kvindes mand, ædru, ærbare, af sømmelig vandel, hellige, mådeholdne, rene, ikke drikfældige, og at de også skal kunne holde tugt, så heller ikke deres børn og tjenestefolk er i dårligt ry for nogen utugt. Det vil sige: Helligånden vil, at sådanne i deres eget liv og hos deres egne viser den højeste tugt og hellighed og en fuldstændig afdøen fra alle kødelige lyster og sysler.

For når de skal lære hele kirken at dø fra alle kødelige begær og lyster, må de i deres eget liv og hos deres egne give et fremtrædende eksempel på det. Og de, som ikke på dette punkt holder alvorligt og strengt fast, bliver meget let overrumplet af de onde lyster og begær. Derved bliver de selv uegnede til de guddommelige ting, og andre foragter og skyr dem også som uduelige dertil.

Hvad hustruerne angår, sætter Helligånden tugten og helligheden i, at hver enkelt kun skal være én kvindes mand, det vil sige, at ingen har mere end én hustru. (For i kirkens begyndelse kom der folk af jøder og hedninger til Kristus, og en og anden af dem havde mere end én hustru.) Det viser og beviser, at Helligånden ikke skyr ægteskabet i kirkens tjeneste, men erkender, at det hjælper de ældste til at leve uden anklage og last. For så snart apostlen begge steder, til Timotheus og til Titus, har skrevet «uangribelig» og «ulastelig», tilføjer han straks: «én kvindes mand».

For selv om ægteskabet har sine timelige bekymringer, besvær og gøremål, som kan være til hinder for kirkens tjeneste, så har det på den anden side også meget, der fremmer den: Man kan ikke blot leve ærbart og uden mistanke, men også leve friere for timelige bekymringer og gøremål og tjene Herren mere trofast, flittigt og uhindret. Det gælder især i vor tid, hvor kirkens trofaste og arbejdsomme tjenere får den allerknappeste forsørgelse, for at så meget mere af Kristi arvegods kan blive tilbage, som Antikrists tjenere kan ødsle bort.

Gud har skabt kvinden til en hjælp for manden, og det sandelig til at leve ret og gudfrygtigt. Derfor skiller hustruen ikke manden fra Herren, når han tager hende til ægte og lever med hende i Herren. Og når hustruen også er nidkær for Kristi rige, behøver manden ikke at gøre hende til lags ved at forsømme Kristi værk, men snarere ved at udføre det trofast og godt. I ægteskabet er der i sig selv intet vanhelligt, intet som ikke er Guds ordning og velsignelse. Derfor hindrer det i sig selv ikke nogen hellighed eller god gerning, men fremmer dem tværtimod altid – forudsat at man gifter sig i Herren, sådan som det frem for alle påhviler kirkens tjenere og er nødvendigt for dem.

Derfor gælder det for alle, som unddrager sig ægteskabet uden at være kaldet af Herren til at leve ugift: De gør sig ikke derved mere fri for verdslige gøremål og holder sig ikke mere inderligt og frit til Kristus, Herren. Tværtimod vil de langt mere synke ned i de verdslige gøremål og fjerne sig fra Kristus, Herren. Det har vi desværre i alt for grov grad erfaret hos vore såkaldte gejstlige.

Men sådan må det gå, når man vil være klogere og helligere end Helligånden. Han har dog i hele Skriften intetsteds med ét ord givet til kende, at man skulle sky ægteskabet hos kirkens tjenere. Tværtimod taler han snarere, som om han ville have ægteskabet i denne stand, ligesom han også vil have det hos alle dem, som han ikke har bestemt til at leve uden for ægteskabet – og dem har der ikke været mange af. Derfor har også de første og bedre kirker ikke skyet ægteskabet hos kirketjenerne, og det var til stor opbyggelse. Og så snart man begyndte at sky det, har det ført så usigelige forargelser ind i kirken, som vore dage desværre vidner om.

Allerede meget tidligt har de kære fædre forstået de ord for vidt, hvormed Paulus priser kyskheden uden for ægteskabet så højt, og de har i nogen grad skyet ægteskabet i sig selv, som om det i sig selv hindrede helligheden. Men sådan kan det ikke være, for det er Guds gerning og velsignelse, indstiftet i Paradis, og selv synden har ikke kunnet gøre det urent i sig selv.

Men dette har de kære gamle fædre ikke betænkt tilstrækkeligt, og de har hele tiden ment, at der i ægteskabet er for meget kødelighed, så at det kun dårligt lader sig forene med kirketjenesten, ja med ethvert virkelig nidkært kristent liv. Derfor har de prist jomfruernes og enkernes stand så højt og haft så megen modvilje mod det andet ægteskab.

Deraf er det også kommet, at mange af dem har forstået disse ord af Paulus, «én kvindes mand», som om apostlen krævede en, der hele sit liv kun havde haft én hustru. Denne mening er så kommet ind i kirkens love og er også blevet stadfæstet af de kristne kejsere, så at man overhovedet ikke lader nogen komme til kirketjenesten, hvor hellig og egnet han end er, hvis han har været gift to gange eller ikke først har haft en jomfru til hustru.

Men det kan på ingen måde med rette grund udledes hverken af Paulus' ord eller af hans lære. Han siger «én kvindes mand», ikke: en, der hele sit liv kun har haft én hustru, og hun en jomfru. Og i hele hans lære finder man ikke et eneste sted, hvoraf man kunne slutte, at han skulle have skyet, at en kirketjener gifter sig for anden eller tredje gang, med jomfruer eller med enker (blot de er gudfrygtige og ærbare). Derfor har også den hellige Chrysostomos og flere andre hellige fædre forstået og udlagt disse ord, «én kvindes mand», sådan som vi har udlagt dem; og det er og bliver også den eneste sande og naturlige forståelse.

Denne højagtelse af den ugifte kyskhed og ringeagt for den ægteskabelige, som engang var for stor hos de hellige fædre, kan man dog godt bære over med hos disse retskafne fædre. For de har selv vist den sande kyskhed uden for ægteskabet i alvor og fuldt ud. Men vore papister holder trodsigt disse hellige, kære fædres lære og eksempel op imod os, og de kan ikke ved nogen dispensation nå frem til den kære apostels, ja Helligåndens mildhed, så at de ville give dispensation for kirketjenernes ægteskab og også tage til takke med præster, der var lovformeligt gift med en retskaffen hustru – skønt de selv ved deres allerskændigste levned nu desværre i så mange hundrede år så hårdt og forfærdeligt har forarget kirken. At de gør dette, kan enhver kristen godt se er intet andet end en trodsig hån og spot mod den Almægtige og mod al ærbarhed. For ellers skyr de slet ingen skam eller last hos kirketjenerne, heller ikke dem, som ikke engang bør nævnes; og dog har de så mange og så strenge guddommelige og kirkelige bud imod dem – bud, som de nu så længe har trådt under fode alle sammen. Og alene denne menneskelige forordning holder de så fast på, at de ikke vil dispensere fra den for nogen penge eller gods – skønt Kristus selv og alt andet ellers er til salg hos dem for penge.

Men Antikrist ved godt: Når han ikke tillader sine folk det hellige ægteskab, men ellers giver dem lov til al slags tøjlesløshed, så blander færre ærbare sind sig i hans skare – sind, som kunne volde ham besvær og trænge på for en reformation. Han ved også godt, hvordan urenhedens last tømmer mennesket for alt gudfrygtigt sind og hjerte, som man desværre ser det alt for tydeligt på hele hans skare. Således tjener ægteskabsforbuddet ham til, at han intet kan foretage sig så ugudeligt og gudsbespotteligt, at hans præste- og munkefolk ikke er de allerbedste redskaber dertil. Og deraf kommer det også, at al kirketjeneste og hele religionen på grund af præsternes og munkenes skændige levned bliver så meget mere foragtet og skyet, og at folk alle bliver så meget mere ryggesløse og ugudelige – hvilket nødvendigvis må følge, når kirketjenesten og tugten er så foragtet.

Ud over alt dette finder Antikrist også sin lyst i dermed at hindre og vanære Herrens hellige værk, den ægteskabelige kærlighed, hos så mange mennesker. Endelig tjener ægteskabsforbuddet også Antikrist til, at han desto bedre kan holde det røvede kirkegods sammen og forøge det som lokkemad for alle letsindige sjæle, og at han ved denne lokkemad kan binde desto flere magtfulde slægter til sig, så de beskytter hans ugudelighed og tyranni. Vor kære Herre Jesus fri sine arme får fra disse ulve og kirkeødelæggere!

For nu at vende tilbage til vort forehavende: Helligånden vil for det første have de dyder hos kirketjenerne, hvorved de i sig selv og hos deres egne er et eksempel på al hellighed og tugt. For det andet kræver han også de dyder, hvorved de er et eksempel på godgørenhed mod næsten. Af disse dyder tjener nogle til, at man ikke bliver hindret i godgørenheden mod næsten, andre til, at man øver den så meget mere frimodigt og ivrigt. Pengegriskhed og vindesyge hindrer den gavmilde hjælp til næsten; derfor vil Helligånden have sådanne til kirketjenere, som ikke er pengegriske eller vindesyge, som det første og andet skriftsted viser, og som heller ikke belaster sig med dette livs forretninger, som det tredje skriftsted lærer. Ligeledes hindrer følgende viljen, lysten og udholdenheden til at gøre næsten godt og til at undervise ham til gavn: at være selvrådig, egennyttig, opfarende, trættekær, stridbar og hidsig eller også at være forsagt i evangeliets kamp og tilbøjelig til nysgerrige spørgsmål. Derfor vil Helligånden, at man vælger dem til kirketjenesten, som er helt fri for alle sådanne mangler, som det 1., 2., 3. og 5. skriftsted viser.

Af de dyder, som gør en frimodig og villig til at hjælpe næsten i både legemlig og åndelig nød, kræver Helligånden først og fremmest disse: at være mild, retfærdig, hellig, gæstfri, venlig, tålmodig og tålsom, som det 1., 2. og 4. skriftsted angiver.

Til sidst nævner Helligånden også nogle dyder, som især fremmer, at kirkens tjenere udfører irettesættelsen og hele hyrdegerningen over Kristi får med mere frugt og opbyggelse. Det er at være tålsom over for de onde, venlig og tro, dygtig til at undervise, at stå godt for sit hus, at være velprøvet og ikke nyomvendt. Dette lærer det fjerde skriftsted. Således har vi nu også set, hvilke dyder kirketjenerne først og fremmest skal være prydet med, og hvilke laster og mangler de skal være fri for.

Men med alt dette er det ikke meningen, at disse dyder ikke skulle kræves af alle kristne, og at alle disse mangler ikke skulle undgås af dem. Meningen er, at man skal vide, at disse dyder mere end hos andre skal findes og lyse hos kirketjenerne, og at manglerne slet ikke må kunne spores hos dem. For i kirken må man ellers tåle nogle, som disse mangler endnu til dels hænger ved, selv om de er kede af det og kæmper imod dem. For man finder ofte nogle, som har for megen lyst til vin og andre legemlige ting, som endnu er for tilbøjelige til penge og vinding, eller som til tider er opfarende og stridbare, men som man ikke af den grund kan udstøde af kirken. For de er selv kede af disse deres mangler, lader sig irettesætte og ønsker at forbedre sig. Men så længe de er i en sådan svaghed, og tjenesten med at lære og opbygge kirken kræver den største styrke og fuldkommenhed i alt godt, skal man ikke indsætte nogen sådan som biskop eller ældste, selv om man med rette lader ham forblive en almindelig kristen. Sådan kan man heller ikke sætte enhver i en bys råd og styre, selv om han ellers skal tåles blandt de almindelige borgere.

Hvor langt denne alvor ved kirketjenernes valg og indsættelse desværre er forfaldet hos papisterne – skønt alle kirkens love, som de gamle konciler, kejsere og paver har givet, på det allerkraftigste kræver netop denne alvor – det ser vi alle. Når vi derfor af hjertet beder til vor himmelske Fader: Helliget blive dit navn, komme dit rige, så må sandelig intet på jorden ligge os mere på sinde, end at dette forfald i kirken i tide og med eftertryk bliver imødegået. Og hvor vi endnu ikke kan få sådanne kirketjenere, som helt når det mål, Helligånden har sat ved apostlen, og i alle ting opfylder den målestok, han foreholder os, så lad os dog have sådanne, som med sand alvor og iver stræber efter at komme dette mål stadig nærmere og at opfylde mere af denne målestok. For hvor de, der skal føre de arme små mennesker til Kristus, ikke selv af hele deres hjerte brænder for Kristus – hvem kan da beskrive, hvilken forargelse og ødelæggelse der må anrettes dér?

Men kirkerne er købt af Kristus, vor Herre, med hans dyrebare blod, for at de skal være hans hellige og frie rige. Alle ting er deres, og de er alene Kristi. Derfor har ingen skabnings magt ret til at hindre dem i helt at vende sig bort fra de antikrister, som under skin af kirketjeneste så jammerligt ødelægger dem, og i selv at indsætte egnede tjenere. Ja, hvis de undlader at gøre det, gør de sig delagtige i de falske tjeneres ugudelige væsen og ødelæggelse af kirken, som den hellige Cyprian sammen med andre hellige fædre bevidner med stor alvor, i brev 4 og 7 og flere andre steder. Men jeg siger kirkerne, ikke enkelte personer: Kristi hele menigheder, som også den kristne øvrighed hører til, ikke særlige sekter. Og fordi kirkerne altid handler ud fra Helligånden og derfor i den bedste orden, vil kirkerne udføre denne afsættelse af de såkaldte og uegnede tjenere og indsættelse af de rette og egnede tjenere ved deres kristne øvrigheds medvirken og med samtykke fra alle Kristi får.

Hidtil har vi talt om, hvilke folk kirketjenerne skal vælges blandt, hvad angår det åndelige og de guddommelige gaver, der sætter dem i stand til en sådan tjeneste. De skal af hele menigheden anses for de bedste og nyde dens tillid. De skal være grundigt undervist i Guds sager og helt egnede og ivrige til at lære, irettesætte og på enhver måde fremme gudfrygtigheden. Derfor skal de også være smykket med alle dyder i allerhøjeste grad.

Men da Herren ikke giver alle disse gaver og evner til én, to eller tre, har kirkerne altid haft et godt antal ældste, og de har ikke været af samme stilling og kår. For selv om alle de ældste skal være vel anset og nyde tillid og frem for alt være smykket med alle dyder, behøver de dog ikke alle at have samme stilling og kår, og de behøver heller ikke at være egnede og rustede til kirketjenesten med de samme gaver. Derfor har de gamle kirker til denne tjeneste ikke alene indsat de lærde, ikke alene de veltalende, men også andre åndfulde, forstandige og ivrige mænd. Hos hver enkelt så man på, hvad Gud særligt havde givet ham til kirkens opbyggelse. Hos én så man således på, at han fra ungdommen af var opdraget i troen og i Skriften – det så Paulus hos Timotheus. Hos en anden, at han var veltalende og i stand til at forsvare troen, som Apollos. Hos en tredje så man, at han havde en venlig og mild ånd, så man gerne tog imod tugt og irettesættelse fra ham. Sådan så man hos hver enkelt på særlige gaver, der tjener sjælesorgen.

Derfor har kirkerne heller ikke taget deres tjenere fra én bestemt gruppe, hvad den ydre stilling angår. For Gud uddeler heller ikke sine gaver efter den. Han gør ikke forskel på personer. Ja, for at vise, at alle kristne, af høj og lav stilling, er ét i alle ting i Kristus, har man taget kirketjenere fra menneskenes høje, mellemste og lave stænder, alt efter om man hos den enkelte fandt, at han udmærkede sig i de gaver, sjælesorgen ikke kan undvære.

Det hjælper ofte meget til anseelse og godt omdømme hos folk, og også til en venlig fremtoning og fine manerer, at være født og opdraget af hæderlige, velstående folk og slægt, sådan som det var tilfældet med de fleste af de gamle hellige biskopper, fx Ambrosius, Augustin, Chrysostomos og andre. Men hvis de, der har denne fordel og gave, ikke selv har tilstrækkelig forstand på troens sager, for slet ikke at tale om at kunne lære og vejlede andre, så er det sandelig mere gavnligt for kirkerne at tage dem, der udmærker sig i de mere nødvendige gaver: kristen forstand og iver – også selv om de i det ydre ikke er så anselige og indtagende. Ja, hvis én kunne tale med menneskers og engles tunger og kendte alle hemmeligheder, men ikke var tro og ivrig i Herrens sager, så er det sandelig bedre at tage folk, der ikke er gode talere og ikke højt lærde, men som virkelig har Kristi sag på hjerte.

Af denne grund har de gamle, ret ordnede og apostolske kirker valgt deres ældste af alle stænder og rangtrin blandt folket. Sådan plejer man jo også at gøre i byernes styre, som fornuften og erfaringen anviser, så ikke alene freden i bysamfundene bevares bedre, men der også lettere og bedre bliver sørget for de fælles behov.

Derfor beklager den hellige Ambrosius, at man allerede på hans tid var begyndt kun at besætte kirkerne med de lærde og ikke som før med alle slags retskafne folk. For sådan skriver han om 1 Tim 5: «Synagogen og siden også kirken havde deres ældste, uden hvis råd intet blev gjort i kirken. Hvilken forsømmelse der har fået det til at gå af brug, ved jeg ikke – medmindre det skyldes doktorernes (doctorum, det vil sige de lærdes eller lærernes) ladhed eller snarere hovmod.» Dermed viser denne hellige biskop, at det sandelig er en fejl, når kirkens tjeneste kun varetages af lærde eller lærere og ikke også af andre gudfrygtige og virkelig ivrige kristne.

Endnu større er den fejl, at biskopperne senere har trukket næsten al magt i kirken til sig alene. De siger jo, at det bedste styre er det, der føres af én, sådan som Guds styre er. Men selv ligner de slet ikke Gud. Desuden kræver sjælesorgen så meget, at den selv i en lille menighed ikke godt kan udføres af én eller få. Det er sandt, som også Platon skriver, at det er lettere at finde én end mange, der udmærker sig i det, som kræves til åndelig ledelse. Men der hører så meget til den rette sjælesorg, at selv de allerdygtigste ikke vil udrette meget i denne tjeneste alene eller med få. For al dygtighed og al evne kommer fra Gud, og han vil udføre sit værk i sin menighed gennem mange og ikke gennem få. Mange redskaber vil han have og bruge til denne bygning, så han kan føre mange af sine til ære og holde dem alle desto bedre sammen, som vist ovenfor. Nogle giver han som apostle, andre som evangelister osv. Ingen af hans lemmer må være ledige, og dog skal der være den højeste enhed og den bedste orden imellem dem. Hver enkelt må have brug for den anden og gøre brug af ham. Alt skal dér være ét og fælles og blive udført og fuldbragt ved fælles arbejde.

Se blot på Paulus' eksempel: Han ville overgive den korinther, som havde vakt så alvorlig forargelse i kirken, til Satan. Apostlen kunne sandelig selv have udført denne gerning, hvis nogen anden overhovedet kunne udrette noget godt i kirken. Desuden var denne gerning – at overgive et menneske til Satan, for at Satan skulle plage ham legemligt, så ånden kunne blive hjulpet – ikke en gerning, der hørte den almindelige menighed til, men en gerning, der krævede den særlige, personlige gave til at gøre undere. Men fordi apostlen skulle udføre denne gerning i kirken i Korinth og til dens opbyggelse, ville han alligevel, at de alle skulle komme sammen og udføre gerningen i fællesskab med ham, og han med dem, 1 Kor 5.

Men i Rom 12, 1 Kor 12 og Ef 4, som vi i første artikel har anført som det tredje, fjerde og femte skriftsted, har vi den rette grund i denne sag. For dér kan man se helt klart, at Herren én gang for alle vil have et fællesskab i kirketjenesten og dertil bruge mange og forskellige slags folk, som han jo også giver i alle stænder og kår blandt menneskene. Og dette er grundlæren og den nødvendige årsag til, at man må indsætte mange mænd af alle stænder og kår til sjælesorgen – mænd, der har forstand på Guds sager og er ivrige – hvis den skal varetages ret og godt.

Så meget om, hvilke slags folk kirkens tjeneste skal besættes med, både hvad angår den åndelige evne og den ydre stilling og de ydre kår. Hensigten og målet med det hele er, at man vælger virkelig egnede og også ivrige folk til Herrens værk, som man samtidig har god tillid til, og som har kirkens tillid i denne sag. Disse to egenskaber fører så også de andre med sig: at de skal være smykket med alle dyder i højeste grad; at man skal have et godt antal af dem, for Herren vil ikke udføre sit værk her gennem få, men gennem mange; og at de skal vælges blandt alle slags stænder og kår, for Herren vil også her føre alle slags stænder og kår til ære og bruge dem i sin tjeneste.