Om valg og indsættelse af kirketjenerne

Hvordan sådanne ældste og kirketjenere skal vælges og indsættes, lærer det ottende og niende skriftsted os. Dér ser vi, hvordan Timotheus fik gaven til at stå godt i spidsen for kirken ved profeti – det vil sige ved Helligåndens forudgående tilkendegivelse – under de ældstes håndspålæggelse foran mange vidner. Ligeledes ser vi, at Paulus og Barnabas blev udvalgt og indsat i deres apostelembede til hedningerne. Helligånden gav sin tilkendegivelse om dem, mens de kære hellige holdt gudstjeneste og fastede. Det vil sige, at de tog sig helt og holdent af de guddommelige ting, ordet og sakramenterne, og bad og øvede sig i at betragte og prise Guds godhed, så de også afholdt sig fra legemlig føde og alt kødeligt. Heraf skal vi nu lære, at der kræves fire ting til et ret valg og en ret indsættelse af kirkens tjenere.

For det første skal kirken altid – og med særlig alvor, når der skal vælges og indsættes tjenere – trofast påkalde Herren og bede ham om, at han vil sende egnede, trofaste og duelige tjenere ud til sin høst og give sin kirke at forstå, hvem han har udvalgt hertil. Sådan bad den første kirke, da den ville vælge en anden apostel i Judas' sted (ApG 1). Det viser det niende skriftsted.

For det andet skal kirken også med den største flid give agt på Helligåndens tilkendegivelse og se efter, hvem der er begavet med egnethed og evne til at opbygge Kristi kirke ret, uden hensyn til alle andre personer og omstændigheder. For når Herren giver nogen viljen og evnen til at hjælpe med at opbygge hans kirke, så er det Helligåndens almindelige tilkendegivelse af, at man skal vælge sådanne til denne tjeneste.

Om Paulus og Barnabas, Timotheus og flere andre i den første kirke skete der særlige tilkendegivelser fra Helligånden, men det er ikke det almindelige. Akvila og Priskilla nøjedes med Helligåndens almindelige tilkendegivelse om Apollos: at de fandt ham lærd, veltalende og ivrig i Kristi sag. Heller ikke vi skal altså vente på undertegn, men nøje give agt på Helligåndens almindelige tilkendegivelse.

Derfor står der i det tredje skriftsted [trykket har «iiij.»; citatet er Bucers tredje skriftsted, 2 Tim 2,2]: «Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til trofaste mennesker, som vil være i stand til også at undervise andre.» Dermed pålægger apostlen Timotheus at se nøje efter og finde ud af, hvem Herren har givet troskab og egnethed til dette værk. Den samme flid og grundige undersøgelse kræver han også af ham, når han formaner ham til ikke at være for hurtig til at lægge hænder på nogen, det vil sige ikke, før folk er blevet grundigt prøvet.

Det samme gælder, når han pålægger Titus at indsætte ældste i byerne og straks beskriver for ham, hvordan de skal være: «hvis en er ulastelig, én kvindes mand» osv. Dermed viser han også, at de, der skal vælge og indsætte kirketjenerne, selv omhyggeligt skal se efter og efter den forstand, Gud har givet dem, trofast bedømme, hos hvem Helligåndens tilkendegivelser viser sig mest, det vil sige, hvem der er bedst begavet, egnet og skikket til en sådan tjeneste.

Derfor har apostlen om diakonerne fastsat noget, som dog bør gælde nøje for alle kirketjenere: «De skal først prøves, derefter kan de tjene, hvis de er uangribelige.» Hertil hører også, at han ikke vil have en nyomvendt valgt, som man endnu ikke rigtig kender. Derfor tillod de gamle ikke, at man valgte en biskop fra en anden kirke, så længe der i den kirke, som skulle have en biskop, kunne findes en egnet person dertil. Ligeledes måtte ingen vælges til de højere kirketjenester uden forinden at være øvet og prøvet i alle de andre kirketjenester.

Alt dette viser, hvor stor flid kirken skal anvende – efter at den trofast har bedt Herren om hans tilkendegivelse – og hvor alvorligt den skal spørge, udforske og undersøge alt, så intet falsk skin bedrager den, og så den kan se og finde Helligåndens sande tilkendegivelse hos dem, den skal vælge og indsætte i denne tjeneste.

Derfor har de gamle kirker fastsat følgende, og det er også stadfæstet af kejser Justinian og påbudt ved hans lov (Novelle 6 og 123): Når nogen skal ordineres og indsættes som biskop, det vil sige som øverste sjælesørger og præst, skal de, der ordinerer og indsætter ham, foran hele Guds menighed læse alle de hellige regler, love og forordninger op for ham, som kirken har fastsat om denne tjenestes hellighed og egnethed. Og dér, foran hele mængden, skal de spørge ham, om han er kommet til valget på ordentlig vis og ikke har opnået noget ved gaver, bestikkelse eller løfter, og om han agter og håber ved Herrens hjælp at varetage sit embede, som det sig hør og bør. Formålet var, at man desto bedre kunne opdage og erkende det, hvis der var fejl og mangler ved valget eller personen. For ingen ville let vove at bekende eller benægte noget om sig selv foran hele menigheden, når der i menigheden var nogen, som vidste noget andet om ham.

Desuden blev hele menigheden spurgt, om den anerkendte ham som hæderlig og egnet til denne tjeneste, og om den anerkendte hans valg som retmæssigt.

Og hvis nogen af hele menigheden ville påpege en fejl ved valget eller personen – hvem han så end var, og på hvilken måde han så end gjorde det – så måtte man først undersøge, udforske og retsligt prøve sagen på det allerskarpeste. Den valgte måtte ikke ordineres til den hellige tjeneste, før han ved en sådan prøvelse og med hele menighedens samtykke var fundet uangribelig.

Det andet, som er nødvendigt ved valg og indsættelse af kirketjenerne, er altså, at man omhyggeligt ser efter og prøver dem, så der bliver valgt og indsat rette tjenere.

For det tredje lærer vi af de ovenstående skriftsteder, hvilken orden der skal holdes ved et sådant valg og en sådan indsættelse. Først skal man have hele menighedens samtykke, for tjenerne skal ikke alene være uden klage hos Herrens folk, men også nyde dets fulde tillid og kærlighed. Dernæst kan hele menigheden – navnlig når den er stor – kun få det nødvendige kendskab til tjenernes egnethed gennem nogle få og de mere forstandige. Derfor leder og vejleder de øvrige ældste og forstandere altid valget og forestår indsættelsen. Deraf kommer det, at den hellige Paulus pålagde Timotheus ikke at være for hurtig til at lægge hænder på nogen, og Titus at indsætte ældste i byerne – dog sådan, at han skulle indsætte dem, der var ulastelige og i den grad prydet med dyder, at en hel menighed uden tvivl af hjertet gerne ville tage imod dem som biskopper. For meningen er slet ikke, som nogle vover at påstå, at den hellige Paulus skulle have pålagt Timotheus og Titus som de overordnede at indsætte biskopper af egen magt og efter eget forgodtbefindende uden samtykke og billigelse fra den menighed, de skulle indsætte dem for. For i alle kirkens forordninger kræves det frem for alt, at man ikke giver nogen kirke en biskop, som den ikke vil have (Dist. 61, kap. Nullus, og de fem følgende kapitler).

Fra kirkens begyndelse har de fremmeste i menighederne altid ledet valget af kirketjenerne. Selve valget er så undertiden foretaget af hele folket, undertiden af nogle af folket, der var særligt udvalgt hertil. Blandt den hellige Augustins breve har vi akterne om valget og indsættelsen af Heraclius [Bucer skriver «Eradius»; Augustin, brev 213], som den hellige Augustin valgte og indsatte som sin efterfølger. I disse akter læser vi, at den kære Augustin holdt denne orden: En dag kaldte han kirkens tjenere og hele folket sammen i kirken og forklarede dem, at han gerne ville være med til at indsætte en kommende biskop, mens han levede, så der ikke efter hans død skulle opstå strid og splittelse om det. Dernæst tilkendegav han for kirkens tjenere og hele folket, at det var hans vilje, og at han troede, at det også var Guds vilje, at en af de ældste ved navn Heraclius skulle blive biskop efter ham. Så snart kirkens tjenere og folket hørte det, råbte de treogtyve gange: «Gud ske tak! Kristus være lovet!», seksten gange: «Hør os, Kristus! Liv til Augustin!» og otte gange: «Dig som fader, dig som biskop!»

Nu var denne Heraclius så kendt af folket, at den hellige Augustin ikke tvivlede på, at folket ønskede ham som biskop lige så meget som han selv, hvilket han da også sagde til folket. Alligevel ville han, at folkets tilråb, hvormed de gav deres vilje til kende, skulle optegnes af notarer og derefter også underskrives af de andre tjenere og af folket. Derfor råbte kirken blandt andet tyve gange om Heraclius: «Han er værdig, han er retfærdig!»

For de ældste og biskopperne må have folkets tillid og velvilje, hvis de skal bære frugt. Derfor har de gamle kære fædre nøje overholdt og påbudt, at ingen skal ordineres til en sådan tjeneste uden samtykke fra de andre kirketjenere, folket og øvrigheden, som vi læser det i Dist. 24, kap. Nullus, kap. Episcopus; Dist. 61, kap. Nullus; Dist. 63 fra 9. til 29. kapitel.

Kejser Justinian påbyder i den førnævnte lov, at der skal holdes en bestemt valgorden, og vidner om den, at den er fastsat sådan i de gamle kirkelove. Denne orden lyder således:

Når der skal vælges en biskop i en kirke, skal tjenerne ved denne kirke og de øverste i byen komme sammen, vælge tre personer og sætte valget på skrift. Dog skal hver især først sværge en ed på det hellige evangelium om, at han ikke træffer sit valg for gaver eller løfter, af venskab eller gunst eller af nogen anden tilskyndelse, men alene fordi de ved, at de, de vælger, har den rette almindelige tro og fører et hæderligt liv. Og denne ed skal de også skrive ind i valgdokumentet. Denne orden har vi også i Dist. 23, kap. Illud statuendum.

Hvad der for længst er blevet af dette hellige valg til kirketjenesten, har vi grund nok til at begræde, og vi behøver ikke at skrive meget om det. De såkaldte gejstlige har først taget valget af kirketjenerne fra menigheden og over til sig selv. Siden er det kommet til de højere prælater og til dem, der kalder sig kanniker (canonici), det vil sige regelbundne kirketjenere. De skal frem for andre leve efter de hellige kanoner, det vil sige regler – men i vore dage er der ingen, der ved mindre om dem eller holder dem mindre. Hos alle disse har grundene til valget nu i mange år været kødelig gunst og egen fordel og i bedste fald dygtighed til at bevare og fremme de såkaldte gejstliges stand, gods, frihed og magt. Om den rette sjælesorg ved og tænker ingen – eller så få, at de intet kan opnå eller udrette.

Men jo mere valget af kirketjenere er blevet fordærvet af disse folk, desto mere skal de retskafne og gudfrygtige kristne gøre sig al flid for, at valgene af de øverste og mellemste kirketjenere igen kommer til at foregå sådan, at man vælger dem, der er egnede til denne tjeneste, det vil sige dygtige og ivrige til at opbygge Kristi rige. Og de skal også i kirkerne være kendt, anset og elsket som sådanne.

Når kirkerne har dette mål for øje, vil de let kunne ordne og holde valget sådan, at det sker både med den største flid og med den bedste orden og kærlighed. De vil lade dem, der har størst anseelse og indflydelse i folket, anvise og lede valget. Men samtidig vil de på forhånd søge og sikre sig hele folkets vilje og samtykke i en sådan grad, at enhver får grund til at elske de valgte og se op til dem, og at ingen tager anstød af dem. For hvor den kristne læres tjenere ikke er velsete og elskede af Guds børn, kan de sandelig kun bære lidt frugt, selv om de ellers er nok så højt begavede og for deres eget vedkommende redelige og ivrige. Men her må man altid se på, hvilken grund enhver har til sin velvilje eller modvilje. Og opstår der modvilje af usandhed og onde anfægtelser, må de, der har den rette forstand og er åndelige, afværge den med al venlighed.

Det fjerde, som vi skal lære af de anførte skriftsteder om valget og indsættelsen af kirketjenerne, er den store alvor og den særlige andagt, som skal vises ved indsættelsen af de valgte. Under hele menighedens faste og bøn blev Paulus og Barnabas indsat i deres embede, som det niende skriftsted fortæller. Sådan har man sikkert også vist al alvor og andagt, da de ældste lagde hænderne på Timotheus og indsatte ham i hans embede.

Derfor holdt de gamle kirker fast ved den skik og orden, at de altid stillede de valgte tjenere frem for hele menigheden og spurgte, om nogen vidste om fejl og mangler hos dem – sådan som man endnu gør det med ord og for syns skyld, når man vier præster. For da spørger vigbiskoppen: «Er de værdige?» Så svarer en anden: «De er værdige.» Hertil spørger biskoppen igen: «Er de retfærdige?» Og den anden: «De er retfærdige.» Men desværre ser man alt for tydeligt hos ham, der vier, hos hans medhjælpere og hos de viede, hvor lidt man dér tænker på og spørger efter, om man i sandhed vier værdige og retfærdige tjenere.

Når de valgte så efter en sådan fremstilling var blevet prøvet og fundet pålidelige, blev der holdt en alvorlig prædiken for dem og hele menigheden om kirketjenesten: hvordan de, der var indsat til en sådan tjeneste, skulle forholde sig over for menigheden, og hvordan menigheden skulle forholde sig over for dem. Derefter holdt man inderlig bøn, bar gaver frem til de trængende og holdt den hellige nadver. Således blev de valgte indsat i deres tjeneste ved håndspålæggelse, som for Herrens ansigt og af Herren selv. Og de fik tilsagn og forsikring om Helligånden, så de kunne udføre denne tjeneste godt.

Denne skik i kirken har sin oprindelse i apostlenes praksis, som det ottende og niende skriftsted tydeligt viser. Den er også blevet holdt trofast, så længe kirkerne blev styret af sande biskopper, som vi læser hos de hellige fædre.

Nu har de pavelige desværre gjort alt dette til en tom og afgudisk pomp. Og hos vore egne, som allerede gør krav på en vis reformation, er alvoren og iveren ved valget og indsættelsen af kirketjenerne desværre også stadig temmelig langt fra apostlenes og den ældre kirkes alvor og iver. Derfor er det heller ikke underligt, at der desværre overalt stadig viser sig så mange og så store mangler ved kirketjenesten. Herren give os, at vi engang ret må erkende alle disse mangler og for alvor rette dem. Det har vi sandelig også allerhøjest brug for, hvis vi ikke vil lade det komme så vidt, at Herren også tager sit rige fra os og giver det til et folk, der bærer frugt.