Hvad sjælesørgernes og kirketjenernes vigtigste gerninger og opgaver ved Kristi hjord skal være – over for alle og over for hver enkelt

De, som er indsat til sjælesorgen og dermed til hyrdetjenesten i kirken, skal tjene vor Herre Jesus, overhyrden og biskoppen over vore sjæle, over for hans får, det vil sige over for alle, der er udvalgt til livet. Ved deres tjeneste skal alt det, som vor Herre har lovet i sit hyrdeembede, vises og ydes disse får. Og det er nu sørget for og ordnet ved Guds ord: at de af Kristi får, som endnu farer vild uden for hans hjord og fårefold, bliver bragt hjem; at de, der er bragt hjem, bliver holdt ved hjorden og i fårefolden, og at de, hvis de igen farer vild derfra, igen bliver ført tilbage; at de, der bliver ved hjorden, bliver bevaret mod alle sygdomme og skavanker, og at de, hvis de falder i dem, igen bliver hjulpet. Sådan skal de slet ikke mangle noget af det, der skal til, for at de altid kan vokse og tage til i gudfrygtighed.

Heraf fremgår det, at hyrdeembedet og den sande sjælesorg først og fremmest kræver fem gerninger. Den første: at føre dem, som endnu er fremmede for Kristus, vor Herre, til ham og ind i hans menighed, hvad enten de er fremmede på grund af kødelig letfærdighed eller falsk gudsdyrkelse. Den anden: at bringe dem tilbage, som én gang er blevet ført til Kristus og ind i hans kirke, men igen er blevet ført bort ved kødelige gøremål eller falsk lære. Den tredje: at hjælpe dem, som bliver i Kristi kirke, men falder og synder groft i den, til sand bedring igen. Den fjerde: at styrke og helbrede dem, som bliver i Kristi fællesskab og ikke forser sig på nogen særlig og grov måde, men alligevel bliver svage og syge i det kristne liv, så de igen kan leve et ret kristent liv. Den femte: at bevare dem, som bliver ved Kristi hjord og i hans fårefold, ikke synder groft og heller ikke bliver matte og syge i det kristne liv, mod al forargelse og ethvert frafald og altid fremme dem i alt godt. Disse fem gerninger i sjælesorgen og hyrdetjenesten har Herren meget smukt samlet i billedet af at vogte får, Ez 34, når han siger:

1. Jeg vil opsøge det fortabte og bringe det bortjagede tilbage, forbinde det sårede og styrke det svage, og hvad der er fedt og stærkt, vil jeg bevare og vogte, som det er ret.

De fortabte får er alle dem, som Gud har udvalgt til sit rige, men som endnu slet ikke kender Kristus, vor Herre, og er helt fremmede for hans kirke, hvad enten de er døbt til kirken som børn eller ej. At de er fremmede for Kristi hjord og farer vild, kommer hos nogle af, at de lader sig så meget opsluge af kødelige gøremål, at de ikke bryder sig om Gud og hans rige. Og når man kalder dem til Kristi bryllup og store nadver, siger de, at de har andet at tage sig til: Den ene har købt en mark, den anden har andet arbejde at passe, den tredje har taget sig en hustru. Hos andre er det den falske gudsdyrkelse, der hindrer dem, sådan som det sker hos jøder, tyrkere og alle sekter.

De bortjagede og bortstødte får er dem, som har været ved Kristi hjord og i det kristne liv og er kommet bort fra det igen, dog sådan at de endnu ikke helt er faldet fra Kristus og gået fortabt. For de, der falder helt fra, ender til sidst også i bespottelsen af Helligånden, det vil sige af Guds nåde og kraft, som de har erkendt og erfaret, og som er blevet tilbudt og givet dem til deres frelse. De lader sig slet ikke bringe tilbage, sådan som Hebr 6 vidner om dem. De har heller aldrig hørt til os, Kristi får, selv om de er gået ud fra os, 1 Joh 2.

Men nogle gange bliver også sådanne ført bort fra Kristi hjord, jaget bort og stødt bort, som dog i sandhed hører Kristus til og bevarer ham i deres hjerte. For en tid bliver de – snart ved kødelige og verdslige gøremål, snart ved falsk lære og falsk gudsdyrkelse – helt vendt bort fra Kristi menighed og fremmede for den, så de altså farer helt vild.

De sårede og brækkede får er alle dem, som nok bliver i Kristi fællesskab, men bliver skadet og såret i deres indre menneske. Nogle gange bliver et åndeligt lem i dem, det vil sige en dyd og en guddommelig evne til at gøre det gode og rette, ødelagt og brækket. For ligesom den hellige Paulus kalder lasterne vore lemmer på jorden, det vil sige den gamle Adams lemmer, Kol 3, sådan er evnerne, dyderne og kræfterne til at leve kristent og godt lemmer i himlen og den nye Adams lemmer. Sådanne dele og lemmer af det himmelske, indre menneske bliver skadet, revet i stykker, ødelagt og brækket ved de alvorlige og grovere fald og synder.

Det er for eksempel ethvert frafald eller enhver afvigelse fra Kristi sandhed, sådan som Peter faldt fra, og sådan som galaterne gjorde; hos dem var troen, det vil sige det indre menneskes hoved, såret. Ligeledes enhver grov krænkelse af næsten, hvorved man bliver skadet i kærligheden, det vil sige i det indre menneskes hjerte og bryst. Sådan var korintherne skadet, da de gjorde hinanden uret og vold, førte retssager mod hinanden for hedningerne og skabte splittelse og partier indbyrdes. Ligeledes al grov utugt, hvorved helligheden og ærbarheden, det vil sige den himmelske Adams blod og ansigt, bliver uren, skændet og afskyelig. Det klager den hellige Paulus også over hos nogle af korintherne, 2 Kor 12 og 13.

Og ligesom alle dyderne er som lemmer og dele af det indre menneske, sådan bliver disse åndelige lemmer altid skadet eller såret, eller de brækker endda, når de kristne forser sig i tanker, ord eller gerninger, eller når de undlader gode tanker, ord eller gerninger. Og selv om måske kun ét lem bliver skadet, ville hele legemet dog gå til grunde derved, hvis det ikke snart blev hjulpet igen.

De syge og svage får er dem, som også nok bliver i kirken og desuden ikke falder i nogen grovere laster eller begår nogen iøjnefaldende forseelse, men som bliver svage i troen og kærligheden og i alle det kristne livs kræfter. Det er for eksempel de modløse, når det går kødet imod; de, der er langsomme og dovne til at hjælpe deres næste; de, der er skødesløse med tugten; de, der farer vild i den rette forståelse; ligeledes de, der nogle gange er ramt af feber, det vil sige af de onde begærs og lysters uordentlige bevægelser. Det gælder dem, der ved vrede, misundelse og nidkærhed og ved kødelige lysters sygdomme har en uordentlig hede og kulde og derved bliver svækket og svage i det kristne liv.

De fede og stærke får er de rette kristne, som tager godt til i det kristne liv og står fast.

Hyrdetjenesten i kirken skal altså strække sig så vidt, at alle de fortabte får bliver opsøgt og bragt ind i Kristi fårefold; at de, der én gang er kommet til Kristus og ind i hans fårefold, men er blevet jaget og stødt bort derfra, bliver ført tilbage igen; og ligeledes at de sårede bliver helbredt, de syge og svage styrket, og de fede og stærke godt bevaret og vogtet, som det er ret. Derfor vil vi i rækkefølge anføre og overveje nogle skriftsteder om alle disse fem gerninger i sjælesorgen.